Når jeg sammenligner mit liv før og nu, er det som, at se med kun et øje. Mon nogen kunne finde på, at blinde et barn, kun på den ene øje?

Lehman Poulsen: "Når jeg sammenligner mit liv før og nu, er det som, at se med kun et øje. Mon nogen kunne finde på, at blinde et barn, kun på det ene øje?"

Hr. Lehman Poulsens kommentar, og især ordet "øje" får mig til at tænke på noget som er hændt mig selv.

Jeg har blandt andet læst Keld Koplevs historie om at være traumatiseret, og lide af livslang kastrationsangst, og Leo Milgrom som fortæller noget lignende.

Da jeg selv blev født var det på den pågældende fødeklinik kutyme at nyfødtes øjne straks efter fødslen blev dryppet med én eller anden desinfektionsvæske, jeg kan ikke huske om det hed sølvnitrat eller sølvjodid eller noget lignende. Formålet var, så vidt jeg husker rigtigt, at beskytte et barns øjne mod eventuelle kønssygdomme, som kunne smitte øjnene ved kontakt med fødselskanalen. Men det er egentlig underordnet for historien.

Denne drypning fremkaldte en slags allergisk reaktion i mig. Jeg kneb øjnene sammen når min mor bar mig i nærheden af et vindue. Så er der mange år jeg ikke husker så meget fra angående det der, men i en forholdsvis ung alder ordinerede øjenlægen nogle let farvede briller (med styrke som jeg havde i forvejen), for jeg var åbenbart stadigvæk overfølsom for meget lys. Dem gik jeg med i en del år, indtil jeg stoppede og derefter heller ikke havde nogen gener mere. I øvrigt husker jeg, at jeg hele barndommen igennem var ekstrem overfølsom overfor berøring eller undersøgelse af øjnene. Efter modigt at være gået i clinch med kontaktlinser i forholdsvis en moden alder, fik jeg et mere normalt forhold til berøring af øjnene.

Det er set i bagklogskabens klare lys nærliggende at komme til den konklusion, at flere af de beskrevne symptomer var en psykisk reaktion på den svidende væske jeg var blevet dryppet med som helt spæd.

Hvad vil en lignende voldsom reaktion på en forhudsamputation ikke kunne komme af sted af traumatiske reaktioner? I starten, hver gang bleen skal skiftes, eller forbindelsen er gennemvædet af urin, afvaskningen af den sårede legemsdel, frygten for, at når man bliver lagt til rette med bar røv, eller når nogle nye fremmede gæster indfinder sig, så kommer der nogen med en kniv. Hvor meget tager de mon næste gang?

Da min kone og jeg selv skulle til at have børn, var vi inspireret af forskellig litteratur om fødsler osv., blevet enige om at seancen skulle foregå derhjemme, uden skarpe operationsbordslys, uden uhæmmet skramlen med bækkener og anden hardware, uden en masse fremmede (f.eks. studerende) der kigger ind og giver deres besyv med, og uden larm, snak, og duft af æter og rengøringsmidler, at ungen ikke skulle hives op og kyles på en vægt få sekunder efter at have gjort sin entre, få taget blodprøve med det samme, og diverse andre forholdsregler. (Noget med "Fødsel uden vold")

Meningen var at det skulle lette overgangen fra det beskyttede liv i moderens mave, med kun dæmpede og filtrerede lyde, nær mørke, og bløde ting hele vejen rund, til den stikkende luft, det blændende lys, de skærende lyde og den ublide kontakt med hænder, klude og rustfrit stål, som verden udenfor byder på.

Jeg tror at de fleste vil kunne se den umiddelbare logik i ideen om en harmonisk og rolig fødsel; en glad start på livet, med så få potentielt traumatiserende hændelser som muligt. Som bekendt; jo tidligere et traume optræder, jo større effekt har det på sigt.

Sæt dette overfor den oplevelse det må være for en nyfødt at få et stykke af det psykologisk og identitetsmæssigt mest betydningsfulde legemsdel brutalt skrællet af, i et indtil et selskab bestående af ukendte mænd, som afsiger rituelle besværgelser, og roder rund med skruestik, sakse og knive!

Jeg synes vi skal lade stammefolk i Afrika og i Israel gøre hvad deres traditioner befaler dem, selv om det er skrækkeligt. Jeg synes også vi skal lade dem i fred med deres burkaer og hovedtørklæder, der hvor det nu en gang er blevet tradition. Det må de selv slås med. Men det mindste vi kan gøre, er dog at sætte et eksempel, og forbyde denne praksis her i landet, og forbyde forældre at få det foretaget andetsteds.

Dette her er simpelthen en for vidtgående krænkelse af et lille barns kropslige integritet og ikke mindst, af barnets psyke. Hvert skridt mod underkastelse til et af disse religiøse dogmer er et skridt på vejen mod mere og mere religiøst helvede.

Penislemlæstelsen er noget af de mest iøjnefaldende og afskyvækkende af de religiøse og kulturelle traditioner, og derfor et godt sted at starte når foden skal sættes ned for at stoppe en potentiel syndflod af religiøse undtagelser der kan tænkes at være på vej.

I øvrigt gælder argumentet, at det drejer sig om religion ikke længere for Jødernes vedkommende. De har gjort det lysende klart at det for mange, derunder nogle af de mest ihærdige lemlæstelsesfortalere, er en national og kulturel praksis.

Derfor kan kun en mindre del af Jødedommen; nemlig dem som bekender sig til den mosaiske tro, gøre krav på undtagelser baseret på hensyn til religion.

Apropos - Omskæringdebat i Tyskland, meget interessant ARD-udsendelse: NDR August 2012 Beschneidungsstreit - Menschen bei Maischberger http://vimeo.com/48072436