Kærlighed og kernefamilier

Forebyggelse af skilsmisser bør have større politisk bevågenhed

Det politiske liv og medierne er fyldt godt op med nyheder og debatter om alternative samlivsformer. Debatten om vielse af homoseksuelle er således knap tilendebragt, før transseksuelles rettigheder er øverst på dagsordenen.

Debatter som disse er vigtige, for de handler om principper og skal ses i et langt kulturelt perspektiv. Men den risiko består, at mediedækningen og den intense politiske interesse for bittesmå minoriteter overdøver de faktiske forhold i den brede majoritet. Som på området for samlivsformer er, at et massivt flertal til stadighed indretter sig i kernefamilier bestående af en mand, en kvinde og nogle børn.

LÆS OGSÅ: Kirken kæmper for ægteskabet

I de desværre alt for mange tilfælde, hvor drømmen om kernefamilien går i stykker, indretter parterne sig efterfølgende i nye kernefamilier. Partneren kan man altså blive skilt fra, men den foretrukne samlivsform er den samme. Det er uhyre positivt, at den samlivform, som er samfundets mindste byggesten, og som har bestået i årtusinder, stadig er så attraktiv for det store flertal. Som beskrevet her i avisen i lørdags melder både privatpraktiserende psykologer og kirkelige udbydere af ægteskabskurser således om stigende interesse blandt unge par og forældre, der ønsker at forebygge problemer i parforholdet. Mange ønsker i stigende grad at kæmpe for ægteskabet.

Denne kamp burde have langt større offentlig bevågenhed. Vi forebygger på utallige områder inden for sundhed, trafik, miljø og sociale områder. Senest har sundhedsminister Astrid Krag (S) meldt ud, at der skal forebygges langt mere på det stressrelaterede område. Det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø skal sidestilles.

Hver for sig er disse områder fornuftige at forebygge indenfor, når bare man husker, at det ikke er nogen menneskeret at gå skadesløs gennem livet, og at der er dybder i menneskelivet, som selv den mest nidkære politiker umuligt kan lovgive om.

Forebyggelse af skilsmisser er imidlertid et felt, hvor politikere kan udrette noget. Man kan rent faktisk opnå fornuftige samfundsøkonomiske resultater, hvis man hjælper par med ikke at blive skilt. For ikke at tale om, at man som politiker kan være med til at skabe rammerne for en optimal opvækst for børnene, hvis man aktivt arbejder for at bringe antallet af skilsmisser ned.

Er det berøringsangst, der afholder politikerne fra at forebygge på samlivsområdet? Diverse positive forsøg med kommunal støtte til parrådgivning har i hvert fald ikke udmøntet sig i en national strategi, som man eksempelvis kender fra Norge. Derfor er det godt, at private selv tager affære og kæmper for kærligheden i parforholdet. Men den offentlige håndsrækning burde være større.