Tro gør gavmild

Amerikanske troende giver med rund hånd til velgørende formål, mens deres sekulære landsmænd sjældnere spytter i bøssen. Det viser en stor amerikansk undersøgelse, der drager en klar sammenhæng mellem religiøsitet og generøsitet

Ni ud af de ti mindst gavmilde delstater i USA er demokratiske, mens otte ud af de mest rundhåndede delstater er republikanske, viser undersøgelse lavet af Cronicle of Philanthropy.
Ni ud af de ti mindst gavmilde delstater i USA er demokratiske, mens otte ud af de mest rundhåndede delstater er republikanske, viser undersøgelse lavet af Cronicle of Philanthropy. Foto: .

Ifølge undersøgelsen How America Gives (Hvordan USA giver), der er udfærdiget af den uafhængige institution Chronicle of Philanthropy, giver amerikanere i de såkaldte bibelbæltestater og i delstater med en høj andel af mormoner i gennemsnit en langt større andel af deres rådighedsbeløb til velgørenhed end borgerne i mere sekulære områder.

Religion har stor indflydelse på velgørenhedsmønstre. De områder af landet, som er dybt religiøse, er mere generøse end dem, som ikke er det, konstaterer Chronicle of Philanthropy.

LÆS OGSÅ: Gud elsker en glad giver

Hver husholdning i Utah, som er hovedsæde for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (mormonkirken), donerer eksempelvis gennemsnitligt 10,6 procent af deres rådighedsbeløb til kirkelige formål og anden velgørenhed. Også indbyggerne i de stærkt religiøse og forholdsvis fattige bibelbæltestater Mississippi og Alabama rangerer højt på gavmildhedsskalaen, idet de typisk forærer godt syv procent af deres nettoindkomst efter skat og andre nødvendige udgifter væk.

Til sammenligning donerer borgere i Maine og New Hampshire, der er kendt for at være blandt USAs mest sekulære delstater, henholdsvis 2,5 og 2,8 procent.

Undersøgelsen kommer på et tidspunkt, hvor amerikanerne oplever store nedskæringer i velfærdsprogrammer, og hvor det ifølge eksperter er vigtigere end nogensinde at opfordre private borgere til at dele deres velstand.

Behovet for individuel velgørenhed er større, end det har været i nyere tid, konstaterer eksempelvis Bruce Katz, vicedirektør i tænketanken Brookings Insitution.

Undersøgelsen drager også en tydelig parallel mellem velgørenhed og politisk tilhørsforhold. Ni ud af de 10 mindst gavmilde delstater er demokratiske, mens otte ud af de mest rundhåndede delstater er republikanske. Ifølge the Chronicle of Philan-thropy skyldes forskellene i høj grad det forhold, at demokratiske vælgere lægger vægt på statens rolle i at hjælpe de svage og betragter skattesystemet som den bedste metode til omfordeling af velstand, mens republikaneres politiske filosofi betoner det private initiativ.

Undersøgelsen er baseret på indberetninger fra det amerikanske skattevæsen. I 2008, hvorfra de seneste tal stammer, donerede amerikanere i alt 214 milliarder dollar (cirka 1300 milliarder kroner) til velgørende formål.