Hun ankommer med lette trin og et vist forventningspres. Forud for forfatteren selv er løbet nyheden om, at Naja Marie Aidt gæster sit forlag i dag, og eftersom hun er en af Gyldendals litterære stjerner gennem 21 år, har de ansatte rundt om i huset glædet sig til gensynet.
Anledningen er også i sig selv ladet med forventning, for det er første gang, den danske forfatter, der bor i New York, har en fuldfed roman på trapperne. Den 49-årige Naja Marie Aidt, der kommer i stramme jeans og med 10 digtsamlinger og tre novellesamlinger i bagkataloget, har denne gang givet sig selv den ultimative udfordring: at skrive langt.
LÆS OGSÅ: "Man kan aldrig blive træt af Brooklyn Bridge"
Da jeg var helt ung, sagde jeg, at jeg først ville skrive en roman den dag, jeg var i stand til at skrive en stor slægtsroman på tre bind, siger hun og ler lidt ad sit eget vovemod.
Hun er derfor flere gange begyndt på en roman, men endt med en novelle, forklarer hun og viser stedkendt ned i baggården i Klareboderne i København, hvor cykler fylder brostenene, og hvor vi kan sidde i skyggen på en af årets sidste sensommerdage. Romanen Sten, saks, papir, der udkommer den 30. august, har en nogle og 30-årig mandlig hovedperson og tager det at være mand og mandefællesskaber op på utallige måder. Alligevel har det sværeste ikke været at skrive, men at slutte.
I en novelle må det godt ende sådan lidt elegant og helt deroppe, siger hun og peger op mod himlen, hvor du ikke ved, hvad der er op og ned. Men i en roman har du i højere grad en A til B- fortælling, som du er nødt til at slutte.
Noget, der i den grad frustrerede hende, for som hun tørt konstaterer:
Der er jo ikke noget, der slutter i virkeligheden.
Det samme kan man sige om Naja Marie Aidts forfatterskab, der siden debuten med digtsamlingen Så længe jeg er ung fra 1991 flere gange er startet på ny. Som da hun efter to digtsamlinger i 1993 for alvor brød igennem med novellesamlingen Vandmærket, eller da hun som eneforsørger til sine tre drenge efter en skilsmisse kastede sig over dramatikken i 2004. Det var der flere penge i, men det er nu ikke kun det.
Det ligger til mit temperament at kaste mig ud i noget nyt med jævne mellemrum, også for at teste, om jeg nu også kan finde ud af det, jeg har sat mig for, siger Naja Marie Aidt og kalder det en lidt maskulin energi, hun altid har haft.
Som barn følte jeg mig også som dreng og skulle konkurrere med drengene i Grønland om at køre med hundeslæder og sejle i kajak, siger hun.
Med romanen som mål var hun på forhånd indstillet på, at den skulle have en mandlig hovedperson og dermed fortsætte det nye spor, hun satte i gang med novellesamlingen Bavian fra 2006. Og ligesom i novellerne er det noget udefrakommende, der sender hovedpersonen Thomas ud i krise.
Hans kriminelle far falder om i fængslet, dør og efterlader Thomas og hans buttede søster, Jenny, arveløse. Tror de. For da de tager tilbage til faderens lejlighed og det barndommens rum, hvor de blev svigtet af faderen og forladt af moderen, finder de en udbrændt brødrister, der viser sig at gemme på noget langt mere værdifuldt end brødkrummer. Spørgsmålet er, om Thomas med nye kort på hånden evner at vriste sig fri af gamle mønstre og slippe gammelt nag?
Jeg tror, det er muligt at gøre sig fri af fortiden, men Thomas hænger fast i en gammel selvforståelse og har svært ved at forstå, hvor dårligt han har det. Han vælger ikke at tale med nogen om det, og så bliver det svært at flytte sig, siger Naja Marie Aidt, der udsætter sin hovedperson for alle de myter, hun selv kunne forestille sig måtte være belastende at leve op til som mand. Thomas oplever derfor både vild vrede og voldstrang, da han føler sig truet af en ung mand, der dukker op i familiens farvand.
Jeg synes, at det som kvinde kunne være interessant at undersøge relationerne mellem eksempelvis far og søn, men også bare mand og mand imellem, siger forfatteren, der tidligere i sine digte har skrevet en del om søstre, og som denne gang bruger spejlingen mellem to mænd, der står to vidt forskellige steder i livet.
Jeg har tænkt på de græske myter og oldingen og ynglingen. Thomas bliver både tiltrukket og enormt irriteret over en ung mands lethed og elegance, samtidig med at han er enormt utryg ved ham, forklarer hun og skutter sig i den lange skygge, der falder ind over gården.
Måske med god grund. For den unge mand er væsentlig bedre til at skabe kontakt med kvinderne i familien, end Thomas er. Og kvinder er der mange af. Faktisk omgiver de Thomas fra alle sider. En position, Naja Marie Aidt selv kender til med omvendt fortegn. Med fire sønner på henholdsvis 30, 22, 20 og 10 år, som hun har fået gennem to ægteskaber med mænd, er hun eneste kvinde i familien, og måske er det derfor faldet hende naturligt at skrive fra en mandlig synsvinkel.
Jeg har fået mine børn over en periode på 20 år, så jeg har haft rig mulighed for at studere drenges udvikling over tid, siger hun og tilføjer, at hun glæder sig over, at hendes yngre sønner balancerer det feminine og det maskuline på en naturlig måde.
Der er ingen skam forbundet med at være mand og bære babyslynge for eksempel, siger forfatteren, der indtil videre er blevet farmor en gang.
I romanen er det at være i kontakt med sine feminine sider derimod forbundet med skam.
Det er de unge, der bærer håbet, og min roman er også en kritik af min egen generation. Vi kan ikke tale om det med det såkaldt feminine og det såkaldt maskuline uden at kalde hinanden for sure rødstrømper eller mandschauvinister. Det en kedelig kamp, sukker hun.
Skulle man nu fristes til at tro, at Naja Marie Aidt mener, manden i dag bliver klemt mellem gamle kønsroller og den moderne verdens krav om at være i kontakt med sine feminine sider, tager man fejl.
Jeg mener ikke, det er synd for manden. Jeg mener, han skal tage sig sammen og finde ud af, hvordan han vil være mand. Bare fordi der ligger nogle mønstre og kønsroller bagude, behøver man jo ikke føre dem videre, siger hun, inden vi bliver afbrudt af en medarbejder fra Gyldendal. Bogen er ankommet på tryk fra Letland.
Nej, siger Naja Marie Aidt og tager sig til munden, da hun får sin første roman i hånden.
Er det for tyndt her?, siger hun som det næste.
De har bedt om det tykkeste pap til omslaget, forklarer hun med en kommentar til bogen. For hovedpersonen Thomas ejer sammen med en ven en papirvarebutik ved navn Lindström & Maloney. Med farvet karton, bøttepapir og en dunst af verden af i går på hylderne.
Thomas repræsenterer et konservativt mandekodeks, som også er en hægten sig fast i, hvordan tingene var engang, siger Naja Marie Aidt, der endog lader sin hovedperson drømme om at forvandle en gammel pornovideobutik til en papirvarebutik. Der må være orden på tingene selv i den unavngivne by, det hele foregår i.
Det var vigtigt for mig at opfinde en stedløs by at skrive fra, og jeg forestillede mig faktisk et sted, hvor hele Europa var blevet til ét land, siger Naja Marie Aidt, der selv flyttede fra sit hjemland til New York for fire år siden og trækker på erfaringer fra både Grønland, hvor hun boede, til hun var syv år, Danmark og USA, når hun skriver.
I forhold til New York føler jeg mig historieløs. Jeg har kun boet der i fire år og har med al respekt ikke lyst til at skrive Paul Auster-litteratur med navngivne gader og kan omvendt heller ikke skrive en stor klassisk New-York-fortælling, som dem Nicole Krauss skriver. Med jødiske familier, der er flygtet generationer tilbage og dernæst kommet til landet, siger Naja Marie Aidt, der i denne weekend er programsat på litteraturfestivalen Louisiana Litterature sammen med netop Krauss.
Det stedløse hænger også sammen med Aidts egen oplevelse af, at det ikke er så vigtigt, hvor du befinder dig på denne jord. Hjemme er der, hvor dine relationer er. Noget, Naja Marie Aidt opdagede allerede som barn i Grønland, hvor hun så sin bedsteforældre i Danmark en gang om året, men til gengæld skattede disse minder, som havde det rent timeligt fyldt meget mere. På samme måde med det fællesskab, som dele af Naja Marie Aidts forfatterskab også kredser om.
Det er ikke sikkert, det er familien, der udgør fællesskabet for alle. Igen er det betydningen af dine relationer, der tæller, siger hun.
For hovedpersonen i Sten, saks, papir er familien mest noget, han kigger på. Med undren, trods og stigende fornemmelse af socialt pres. Til gengæld oplever han øjeblikke af fællesskab og lykke i frokostpausen med kollegerne i papir- og kartonindustrien. Eller med sin ven, en gammel, gnaven litterat, der holder en lang forsvarstale for den trængte roman og revser den selvbiografiske bølge, der finder sted i litteraturen. Nogen må have haft det sjovt, mens de skrev det?
Ja, ler Naja Marie Aidt, det var befriende på den måde at sparke lidt til det monstrum, den store europæiske roman også er, især når jeg for første gang selv gav mig i kast med den.
Samtidig er der alvor bag ordene, for forfatteren giver ikke meget for det fokus, der er på den selvoplevede litteratur.
Det er noget sludder, at teksten partout står stærkere, fordi det er selvoplevet. Det kommer an på, hvad man gør ved stoffet, siger hun og tilføjer, at det netop er en forfatters opgave at kunne sætte sig ind i andre menneskers liv.
Ellers falder hele samfundssindet, empatien jo, om du vil, siger hun og tilføjer et hurtigt ikke?.
Som et svirp af ivrig eftertanke og ikke, fordi hun som sådan venter en bekræftelse. Romanformen egner sig godt til fortællinger om fællesskab og generationernes træden ind og ud af dem, og det er ikke sidste gang, Naja Marie Aidt har skrevet en roman. Muligvis heller ikke fra den navnløse by og med et delvist gentagende persongalleri. Men tilbage til poesien, det kommer hun nok. Har der været en konstant i den 49-årige Aidts liv, har det været lyrikken, som også i romanen spiller en forsonende rolle. Hvad er det, poesien kan?
Poesien rummer en enorm frisættende kraft og kan på få ord forbinde ting, der intet har med hinanden at gøre. At det her glas står på det her bord, siger hun og sætter vandglasset mod træbordet, kan kædes sammen med noget, der skete for 200 år siden.
Hun slår bagud med armen som for at tegne en historisk horisont op, kniber de mørke øjne sammen og mumler et hvordan skal jeg forklare det?, inden hun vender tilbage med et smil på læberne:
Poesien kan vende alting på hovedet, det er ligesom at ryste posen, bevidsthedsudvidende simpelthen. Og alt, der udvider vores bevidsthed, er godt, siger hun.
Det gælder om at blive bevidst om den bevægelse, der hele tiden sker i livet, og som i sidste ende også i bogen definerer forskellen på de levende og de døde. For nej, livet er ikke for nybegyndere. Til gengæld er det fuldt af nye begyndelser, om man vil, og man har i Naja Marie Aidts optik pligt til at flytte sig. Til at føle livet som en rejse.
Hvis du bare står af på den første den bedste station og sætter dig ned og glor tv resten af dit liv, forandrer du jo ikke noget. Hverken politisk eller psykologisk, funderer hun.
Der er ingen undskyldning for ikke at lette sig og være en del af fællesskabet.
