Rolig og fattet, med øjne, der ikke viste så meget som antydning af anger, og med et lille forsigtigt smil, der i glimt dukkede op på det ellers udtryksløse ansigt, modtog den norske massemorder Anders Behring Breivik i går i Oslo Tingsret sin dom. Dommens væsentligste budskab var ikke, at Breivik er skyldig og skal straffes for sine gerninger, der kostede 77 mennesker livet sidste sommer. I stedet var det væsentligste budskab, at det menneske, som kontrolleret og velovervejet fører kriminelle planer ud i livet, ikke er psykisk syg og dermed i princippet fri for ansvar.
LÆS OGSÅ: Dommen lukkede et smertefuldt kapitel for Norge
Det mener en dansk og en norsk filosof, som begge ser afgørelsen i Breivik-sagen som en afgørende sejr for såvel vægtningen af det personlige ansvar som for demokratiet.
Anders Behring Breivik er ikke normal, men det var store politiske forbrydere som Hitler, Stalin og Gaddafi heller ikke. Det er for mig en stor lettelse, at den norske dom vurderer, at Breivik er tilregnelig, selvom jeg sagtens kan se argumenterne for at sige, at hans gerninger er vanvittige, siger Peter Kemp, professor i pædagogisk filosofi og leder af Center for Etik og Ret ved Københavns Universitet.
Pointen er, at bombeangrebet mod regeringskontorer i Oslo og den efterfølgende massakre på den politiske ungdomslejr på Utøya den 22. juli 2011 uden problemer kan ses som en sindssyg gerning. Men det kan holocaust og andre folkemord også. Og i det øjeblik gerningsmanden diagnosticeres som syg, fritages han også fra at blive draget personligt til ansvar.
Derfor var en regulær forvaringsstraf på 21 års fængsel med en mindste-afsoningstid på 10 år den hårdest mulige dom ifølge norsk lovgivning en bedre straf end alternativet: en tidsubestemt behandlingsdom for kriminalitet begået i sindssyge.
Hvis Breivik var blevet dømt sindssyg, ville det have undermineret den almindelige opfattelse af rigtigt og forkert. Så ville det have været en dom, der ikke afgjorde, at Breiviks handlinger var forkerte, men at Breivik var rundt på gulvet. Derfor er perspektivet på sagen, at vi har fået anerkendt, at der findes etik og ret. Alternativet havde været, at vi havde ladet psykiatrien få overtaget og erstattet det personlige ansvar med en diagnose, siger Peter Kemp.
Han står dermed i skærende kontrast til to svenske eksperter en psykiater og en kriminolog som i går begge udtrykte skuffelse oven på domsafsigelsen. Professor emeritus i psykiatri Sten Levander ved Lund Universitet sagde til det finske nyhedsbureau FNB, at domstolen havde valgt at udnytte en sprække mellem det, psykiatrien definerer som alvorlige psykiske lidelser, og det juridiske begreb tilregnelighed.
LÆS OGSÅ: Nu kan nordmændene komme videre i sorgprocessen
Det var et alternativ, man kunne vælge, som gjorde sagen mindre kompliceret, fordi han ikke anker dommen. Så er alle fornøjede, og domstolen slipper for flere retsprocesser, lyder det fra Sten Levander, som allerede tidligt i forløbet udtalte, at han anså Breivik for at være gal.
Levander bakkes op af kriminologen Jerzy Sarnecki fra Universitetet i Stockholm, som til Ritzau siger, at det er synd, at domstolen ikke tog mere hensyn til den første retspsykiatriske rapport, som konkluderede, at Breivik var psykisk syg og utilregnelig, da han myrdede de mange mennesker:
Vi har en udvikling i retsvæsnet, hvor man stadig hævder, at mennesker er ansvarlige for deres handlinger. I 1970erne dømte man halvdelen af drabsmændene til retspsykiatrisk behandling, og nu er det kun få, som dømmes til den slags behandling.
Men mens Jerzy Sarnecki og dele af psykiatrien således betragter det som en uheldig udvikling, at enkeltindivider i stigende grad bliver draget til ansvar for deres handlinger, er lige netop denne insisteren på, at Anders Behring Breivik havde et ansvar og traf et rationelt valg, som var ondt og forkert, af stor betydning for, at Norge kan komme videre. Det mener Lars Fr. H. Svendsen, professor ved Universitetet i Bergen og forfatter til flere bøger om frygt og ondskab i samfundet.
Fakta om forløbet har været ubestridt gennem hele sagen. Breivik har tilstået alt. Derfor har hele sagen handlet om, hvilken status hans handlinger skulle have. Min vurdering var lige efter begivenhederne, at Breivik var tilregnelig i klassisk aristotelisk forstand. Det vil sige, at han forstod og havde kontrol over sine handlinger, siger Lars Fr. H. Svendsen til Kristeligt Dagblad. Han fortsætter:
Derfor hører jeg til dem, der både finder dommen korrekt og er tilfreds med, at dette bliver sagens udfald. Med tilregneligheden følger et moralsk og juridisk ansvar, som det er vigtigt at insistere på. Var afgørelsen blevet en behandlingsdom, var sagen blevet rykket ud af det normative domæne og var i stedet blevet til en begivenhed svarende til et jordskælv eller en anden naturkatastrofe. Noget, som bare skete. Det er for mig afgørende, at vi gør os klart, at det var en handling, som blev udført af en aktør, som kunne have handlet anderledes.
Lars Fr. H. Svendsen betoner, at tilregnelighedsspørgsmålet har været meget kompliceret at afgøre, eftersom Breiviks gerninger med god ret kan betragtes som gale. Men han refererer et udsagn fra den norske debat, som efter hans opfattelse ret præcist rammer sagen ind:
Breivik var ved sine fulde fem, men ikke ved mine eller dine fulde fem.
Tilbage står så spørgsmålet, hvad Norge kan bruge Breivik-dommen til.
Her ser Lars Fr. H. Svendsen mest retsforløbet og dommen som et element i hele den måde, det norske samfund har håndteret sagen på. En håndtering, som uden tvivl har haft sine fejl og svagheder, men som filosoffen alligevel overordnet giver det skudsmål, at den norske retsstat har bestået sin væsentligste prøve i mange årtier:
Reaktionen på Utøya har fået større betydning end selve hændelsen. Vi kunne have reageret med massiv overvågning og andre indskrænkninger af den personlige frihed. Men det liberale demokrati er en af de væsentligste og mest værdifulde opfindelser i historien, og i denne svære stund har vi insisteret på, at vi ikke vil forringe det. Insisteret på, at et voldsomt angreb kan ramme os, men at det ikke må forandre, hvem vi er.