De Radikales ualmindeligt usexede begreb 'kønsneutral' har ingen gang på jorden, skriver journalist Kåre Gade

DER FINDES en fløj inden for Radikale Venstre, som er fuldtidsbeskæftiget med at lancere værdipolitiske forslag, der skal løse problemer, som det store flertal af befolkningen ikke anede eksisterede.

Som forslaget om kønsneutrale pas og personnumre og frit fornavnevalg – angiveligt af hensyn til transkønnede, selvom det var svært ikke at få den tanke, at forslaget først og fremmest var tænkt som endnu et trofæ til De Radikales samling af medieegnede provokationer.

LÆS OGSÅ: De Radikale: Den enkelte skal kunne bestemme sit eget køn

Den slags forslag får mange til at beskylde De Radikale for socialkonstruktivisme. Det lyder som et skældsord, men er i virkeligheden en sober sociologisk teori.

Socialkonstruktivismens påstand er, at vores begreber om verdens indretning hverken er gud- eller naturgivne, men sociale konstruktioner, som vi fællesskab skaber og bygger vores love, institutioner og traditioner op omkring – og som er under konstant forandring.

Det forklarer, hvorfor skiftende tider og kulturer ser forskelligt på fænomener som slaveri, ægteskab og homoseksualitet.

Hvis et begreb er en social konstruktion, kan det også kritiseres og dekonstrueres. Det er derfor en nærliggende fristelse at gøre socialkonstruktivismen instrumental – til et politisk-ideologisk værktøj, der i frihedens og ligestillingens navn kan bygge lovene, institutionerne og traditionerne om og skabe bedre mennesker.

Det er her, De Radikale alkymister har travlt i hobbykælderen. Forslaget om kønsneutrale personnumre er beslægtet med de forslag, der skal ophæve kristendommens institutionelle fortrinsstilling – for eksempel ved at fjerne de nationale kristne helligdage eller forbyde klokkeringning.

DE RADIKALE ELSKER den multikulturelle mangfoldighed og tror på individets ret til at vælge sin egen identitet. De drømmer om en køns-, kultur- og religionsneutral opvækst, hvor forældre og samfund ikke pådutter barnet deres holdninger, men lader det skabe sig selv. Derfor skal deres børn ikke døbes, før de er gamle nok til at vælge selv.

At den kulturelle mangfoldighed kun findes, så længe nogen insisterer på at bevare deres kultur og give den videre til deres børn, er et paradoks, som forslagsstillerne ikke behøver bekymre sig om.

De fleste forældre trækker deres forestillinger om rigtigt og forkert ned over deres børns hoveder uden at skamme sig, ja, uden at tænke over det. For en dansk middelklassefamilie er det rigtigt, at børn og voksne spiser hjemmelavet aftensmad sammen uden at se tv imens. For en amerikansk familie er det vildt eksotisk.

Vores forståelse af verden forandrer sig over tid, og vi er med til at forandre den. Men det er et vilkår for enhver samfundsdannelse, at der er konsensus om, hvilke fundamentale begreber, lovene og institutionerne skal hvile på.

NÅR PAR AF SAMME KØN nu kan blive viet i folkekirken, er det i god overenstemmelse med, hvordan de fleste danskere forstår homoseksualitet. Til gengæld har det ualmindeligt usexede forvaltningsbegreb ”kønsneutral”, der er blevet konstrueret til lejligheden, ingen gang på jorden.

Vi har ændret vores syn på seksuelle minoriteter, men vi er ikke holdt op med at skelne mellem kønnene. Det er ikke kun religiøse fundamentalister og naturvidenskabelige positivister, der holder fast i den vedtagne opdeling af mennesker i han- og hunkøn.

Det gør de fleste af os, inklusive de seksuelle minoriteter. En bøsse opfatter ikke sig selv som mindre mand end den heteroseksuelle, ligesom han netop tiltrækkes af mænd i kraft af deres køn.

En crossdresser ville ikke kunne udleve sin seksualitet i en verden, hvor der ikke fandtes stereotype forestillinger om mænds og kvinders påklædning. Og en transkønnets identitet er i særdeleshed betinget af sondringen mellem de to køn.

En administrativ ændring af personregistreringen vil ikke rokke en tøddel ved vores fælles opfattelse af, at mennesker fordeler sig på to køn. Og forestillingen om, at man kan etablere et værdineutralt børneværelse er socialkonstruktivisme fra den gale professors værksted.

Det ligger som en underforstået forventning, at det autonome valg, barnet træffer, indebærer, at det kommer til at ligne sine forældre – at barnet bliver en veluddannet, multikulti-begejstret, kristendomskritisk rationalist, som læser Politiken og sætter kryds i kalenderen, når der er Gay Pride Parade i byen. Forestillingen om det naturlige, uspolerede menneske ligner til forveksling en radikal kernevælger.

Vi bliver netop frie og selvstændige individer, når vi forholder os til de værdier og normer, som forældre, omgangskreds og samfund sætter.

Intet menneske er en ø, som præsten John Donne skrev – længe før nogen havde sagt socialkonstruktivisme.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, dr.theol. Ole Jensen og journalist og forfatter Kåre Gade