Den følsomme side af Goliat

Ved at digte til og fortælle bibelhistorien om filisterkæmpen Goliat fra hans synsvinkel får beretningen nyt liv og ny værdi. Tegningerne er simple, stemningen melankolsk, hovedpersonen sympatisk og resultatet fantastisk

Krigerne har holdt hinanden i skak på hver sit bjerg, adskilt af en dal. På den ene side: filistrene, på den anden: israelerne. Den fordragelige kæmpemand Goliat sidder en sen nattetime og digter, da han opdager, at hans kop er tom. Han bevæger sig ned til dalen for at fylde den med vand, da han ser en sten på bunden af søen. Han samler den op og ser tænksomt på den. Læseren ved, at sådan en lille sten skal blive hans skæbne, når israeleren David en dag slynger den i hovedet på kæmpen. Goliats ukendte tanker afbrydes af en soldaterkammerat, der spørger, hvad han laver, og hvad han skal i morgen. ”Patrulje,” svarer Goliat. Soldaterkammeraten: ”Jeg har papyrusarbejde. Skal vi bytte?”. ”Ja, helt sikkert,” svarer kæmpen, og de hilser hinanden godnat. Tre ordløse billeder følger; Goliat ser på stenen, som Hamlet på sin faders kranie, slipper den så, og med et ”plop” synker den til bunds. Han vender tilbage til lejren, nat bliver langsomt til dag.

Stemningen er sat. De første ni sider af skotske Tom Gaulds ”GOLIAT” er passeret.

Det er en mesterlig tegneserie med velvalgte replikker, udbyggede karakterer og mindst to stærke pointer: at også Goliat var menneske. Og at krig er absurd.

Ved at vende verdenshistoriens måske mest arketypiske opgør mellem helt og fjende på hovedet gør han læserens indgroede tolkning af den gammeltestamentlige sort-og-hvid-fortælling til moderne grå. For denne Goliat fortjente ikke at dø.

”Hvad nu hvis,” spørger Tom Gauld, som andre før ham. Søren Kierkegaard sagde ”hvad nu hvis” og ændrede med ”Frygt og Bæven” alle senere generationers læsning af Abrahams villighed til at ofre Isak. Forrige år sagde tegneren Robert Crumb ”hvad nu hvis” og genfortalte i ”Skabelse” Første Mosebog ord for ord, men med anderledes tegninger af de bibelske figurer, end vi kender dem fra Rembrandt, Michelangelo og andre gennem århundreders klassisk malerkunst og efterligninger heraf i søndagsskoler. I Robert Crumbs grove streg blev Adam og Eva, Noa, Abraham og kompagni til grimme karikaturmennesker, ja, men også mere menneskelige og relaterbare end glansbilledefigurerne, de fleste har på nethinden.

LÆS OGSÅ: Skabelsesberetningen klædt af til skindet

Historien fik et nyt lag, og det er det, genfortolkninger af Bibelen kan og skal: at få os til at se på noget indgroet med friske øjne. Det er ikke en ny idé, men det er sjældent, at det ikke virker en anelse plat som i de senere års danske udgaver af japansk inspirerede manga-bibelr. Det er sjældent, at det for alvor lykkes at overraske og give nye perspektiver i læsningen af gamle bibeltekster.

Det lykkes her. Men ad en mindre direkte rute, for Tom Gauld nøjes ikke med nyskabende persontegninger som i de nævnte eksempler, han lægger en hel del til fortællingen. Bibelhistorien om David mod Goliat er kun en ramme, som ”GOLIAT” fortælles inden for.

Hovedpersonen er soldat og efter eget udsagn den femtedårligste sværdkæmper i sin deling. Men til sin ulykke ser han skræmmende ud med sine berømte seks alen og et spands højde, og han har en kaptajn, der udnytter ham. Kaptajnen udtænker planen om at få kæmpen til at håne israelerne morgen og aften for at skræmme dem (for at spare filistreliv og, forstås, for forfremmelser og medaljer).

Da planen endelig går op for Goliat, som i begyndelsen intet fatter, fordi ”det er desværre fortroligt”, besvimer han af bar forskrækkelse.

”Jeg laver papyrusarbejde! Jeg er rigtig god til administrative ting,” forsøger han, men kaptajnen svarer: ”De har ikke fattet pointen, Goliat. Sagen er: De ligner en kriger. Det eneste, De skal gøre, er at opføre Dem som en kriger, og så vil fjenden ryste i bukserne,” siger han og peger på sit hoved:

”Det bliver en mental krig.”

Det følsomme gemyt i en overdimensioneret krop gør, hvad han får besked på. I fyrre dage, hver eneste morgen og aften, begiver han sig nær israelerne og råber samme hånende remse og udfordring. Det gentager sig, mens Goliat følelsesmæssigt oplever kedsomhed, frygt, melankoli og til sidst resignation. Indtil slutningen, som, når den kommer, er perfekt udført.

LÆS OGSÅ: Taleboblebibler fornyer fortællingerne

Underspillet humor og en afstemt portion monotoni præger sidste halvdel af fortællingen, hvor Goliat som en anden Sisyfos gentager sine handlinger i et væk med meget små variationer, og på samme måde er det med figurtegningerne og de brunfarvede landskaber i baggrundene. Figurerne er som regel tegnet i profil med få detaljer, et ofte brugt kneb i r. Ikke fordi tegneren ikke kan tegne, men fordi færre detaljer giver læseren mere plads til at forestille sig, hvad figurerne tænker.

Tom Gauld er mest kendt som tegner for den engelske avis The Guardian. Dette er hans første længere solohistorie, og den udgives på dansk i flot udstyr med nopret omslag, folietryk og godt papir. Det er en bog, der er rar at have i hånden, og en historie, der er fuld af stemningsfulde scener. Den husker os på, at selv en Goliat har følelser.

TEMA: Tegneserier og tro