Det allerbedste er mor og far

Victoria deler et kæmpeværelse med sin lillesøster. Det bedste, hun ved, er at være sammen med mor og far. -- Foto: Kristian Djurhuus.

flexblock

Tema

Forældre

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Af Anne Korsholm | 18. februar 2006

BØRNELIVET: Familien, legen og meningsfulde svar på alle de spørgsmål, tilværelsen stiller, giver tilsammen det gode børneliv

Hver aften klokken otte indtræffer det værste, som seksårige Victoria Kroun overhovedet kan komme i tanke om: Hun skal i seng i sit værelse på første sal i en villa i Fredensborg.

Det er ellers hyggeligt nok at blive puttet. Hun får læst op af "Det lille hus på prærien", og mor eller far synger en sang. Men så sker det. Det uundgåelige og dybt uretfærdige:

– Jeg skal sove. Jeg ligger med åbne øjne og kan ikke, for jeg er altså ikke træt. Og imens nedenunder så ser de fjernsyn, og de spiser slik eller noget andet, eller måske spiser de ikke noget, men de hygger, fortæller hun og erkender tøvende, at det er underligt, at hun vågner hver morgen, når hun nu ikke har sovet.

Victoria Kroun får, som de fleste danske børn, dækket alle basale behov. Hun er ikke truet af vold, sult og krig. Hun får mad, varme, kærlighed, undervisning og mulighed for at udfolde sig. Hun deler et kæmpeværelse med sin lillesøster og har to storebrødre at se op til. Hun er repræsentant for børnene – de afhængige – i Kristeligt Dagblads serie om, hvad der er svært og godt i de forskellige livsfaser.

Annonce

– Set fra børnehøjde er omdrejningspunktet først og fremmest de nære relationer. "Jeg er glad, fordi mor giver mig knus, og fordi far taler pænt til mig. Jeg er trist, når jeg savner mor og far, når jeg bliver hevet i armen af en voksen, eller hvis jeg bliver drillet," siger Vibeke Manniche, kommunelæge i Frederikssund og forfatter til flere håndbøger om børn.

I sin konsultation møder hun de børn, som er triste.

– Forleden spurgte jeg et barn om, hvornår det hyggede sig. "Aldrig" var svaret. Så talte jeg med forældrene, og de bekræftede det. De hyggede sig ikke derhjemme. Der var for meget ævl og kævl med børnene, sagde forældrene. Sådan et barn bliver naturligvis trist og er dermed et spejlbillede af hjemmet. Så enkelt er det, når man er barn. Det er de basale nære ting, som gør livet godt eller svært, siger hun.

Hun oplever, at et stigende antal børn i Danmark er ensomme og triste.

– Jeg beder ofte børn om at tegne aftensmaden. I går tegnede en pige, at hun lå på værelset og så tv, mens hun spiste aftensmad alene. Det er ikke et godt børneliv. Aftensmaden er det sted, hvor familien snakker, skændes, griner og er sammen. Der lærer de voksne deres børn om moral og værdier og stimulerer dem intellektuelt, siger Vibeke Manniche.

Hun mener, at forældre ofte undervurderer deres egen rolle i børns liv.

– Det er udslagsgivende, at forældrene prioriterer børnene. De behøver ikke at ligge og klippeklistre på gulvet, men familien skal lave noget sammen, snakke sammen, se tv sammen, holde ferie sammen, lave mad sammen. I det er der en afgørende omsorg. Det er nødvendigt, at forældrene tager sig tid til at være sammen med børnene, siger Vibeke Manniche.

Victoria Kroun har vinterferie i denne uge, og hendes forældre skiftes til at tage fri for at være hjemme hos hende og de tre andre børn. Hun sidder ved familiens store køkkenbord og tegner sengen, hvor hun modvilligt bliver puttet sammen med sin lillesøster. Lillesøster sidder på en anden stol og ser på. Storebrødrene er i kælderen, og far kommer ind og fylder hendes tekop.

– Det allerbedste, jeg ved, er at være sammen med mor og far. I dag blev jeg glad, fordi mor ringede fra arbejde. Hun ville snakke med far, men så tog jeg telefonen. Det var dejligt, fortæller hun.

Klaus Wilmann, formand for Børnerådet, siger, at leg er meningen med livet, når man er barn. Små børn leger rollelege, senere kommer såkaldte regellege som boldspil og fangeleg, og til sidst glider legen over i samvær med jævnaldrende.

– Hvis hjemmet fungerer, og mor og far beskytter, støtter og elsker barnet, er det fri for spekulation og ansvar. Det barn skal ikke tænke på, hvad familien skal gøre i morgen, hvordan det skal gå, eller hvem der skal sørge for mad og vasketøj. I stedet kan barnet fordybe sig helt i legen og kammeraterne. Leg er så stærk en kraft, at den opleves som det mest meningsfulde, der findes. Det er ikke bare tidsfordriv. I legen lærer børn en masse, får venner og gennemspiller følelser og oplevelser. Prøv at huske din egen barndom. Det, der skinner. Det, man husker, er der, hvor man fordybede sig 100 procent i legen og kammeraterne, siger han.

Victoria Kroun elsker at lege far og mor og børn. Det gør hun blandt andet i "Klubben", hvor hun er hver dag efter skoletid.

– I går var jeg hund. Jeg var på hundeskole, og jeg fik en unge. Kaja fandt på, at jeg skulle på hundeskole. På skolen spiste vi mad, og jeg lærte at lave hundeting. Det var rigtig sjovt. I en anden leg var jeg storebror, som skændtes med storesøster. Vi skændes om mange ting, fortæller hun glad.

Derimod er det rædselsfuldt at kede sig.

– Når frikvartererne er kedelige, og vi ikke kan finde på noget ... Det er også meget kedeligt at være kun én. Så kan man ikke finde på noget, siger Victoria Kroun.

Til gengæld kan man lege fangeleg, hvis man bare er to i skolegården, som har lyst.

– Det er sjovt. Jeg vil helst ikke være den, som skal fange. Jeg vil være den, der løber, siger hun.

At være barn er også at have tusinde spørgsmål, som helst skal mødes af svar, der giver mening i barnehøjde, siger lektor Grethe Kragh-Müller, Institut for Pædagogisk Psykologi.

– For børn er den meget store verden ved at åbne sig. Børn stiller masser af spørgsmål om livet, og det er vigtigt, at de får svar, som de forstår. Hvis et barn ikke kan se mening og sammenhæng, vil barnet spørge mere og blive utrygt, siger hun og nævner eksempler på de eksistentielle spørgsmål, der optager børnene:

Hvad sker der, når man dør? Hvad sker der, når man bliver gammel? Kan far og mor også dø? Hvor kommer man hen, når man dør? bliver man spist af orme?

– Børn undersøger verden, fra de bliver født. Sådan er mennesket. Vi har hensigter. Vi vil gerne have det godt og forstå verden. Det vil børn også. Som voksne skal vi hjælpe dem med at undersøge verden. Det giver også barnet tillid til den voksne. Hvis de voksne derimod ikke lytter, mister barnet tillid til, at det selv er noget værd og værd at lytte til, siger Grethe Kragh-Müller.

Hvis den voksne ikke svarer ordenligt, giver barnet sig i stedet til noget andet. Men hvis barnet konsekvent oplever, at det ikke får svar, lærer det, at man ikke behøver at lytte til hinanden. Så er det svært at opnå gensidig kontakt og samhørighed, og barnet får svært ved at lære de almindelige adfærdsregler.

– Det er vigtigt, at der er voksne, som svarer på barnets spørgsmål, og at voksne hjælper barnet til at handle i overensstemmelse med situationen. Jeg har lige været på skiferie, og der kunne jeg se, at mange børn sprang køen over til skiliften. Børnene er jo optagede af at stå på ski – ikke af at stå i kø, men der skal en voksen sige, hvordan reglerne er. Ikke ved skældud, men ved at forklare, at andre også skal hen til liften. Nogle børn kan også blive så vrede, at de har svært ved at styre deres følelser. Det må en voksen hjælpe med, siger Grethe Kragh-Müller.

Og så handler det hele ikke om tid, nærvær og kontakt. Noget så konkret som lokaler er også afgørende for, om børnene er glade.

– I mange skoler og institutioner er der for mange børn og få voksne i for små lokaler. Der er trangt, støjfyldt og stressende for dem. Vi må sørge for bedre betingelser, så børnene ikke hele tiden ryger ind i konflikter og uro, fordi de mangler plads, siger hun.

Victoria Kroun sidder stadig i det store køkken derhjemme. Hun forholder sig ikke til klasseværelset. Hun elsker at gå i skole og elsker at lave lektier. Det fylder i hendes univers. Nu er hun ved at tegne Klubbens sofahjørne, hvor far og mor og børn-legene foregår. Hun taler om at have venner.

– Jeg har to veninder. Kaja bor i et hus, som ligner et sørøverskib, og Sofie har mange dyr. I hvert fald høns og en kat. Når man har kammerater, er det noget af det bedste. Så kan man lege. Jeg får hele tiden flere og flere venner, siger hun.

Men Victoria Kroun har også prøvet at blive drillet.

– Jeg blev kaldt onde ting. "Hej grimme Victoria." Så løb jeg ind og sagde det, eller nogle gange sagde jeg bare "lad være". Det er ikke så længe siden, jeg blev drillet, men jeg husker det ikke så godt mere, fortæller hun.

Fra køkkenet kan man se ind i stuen. Det er herinde, de voksne og storebrødrene nogle gange sidder om aftenen, mens Victoria Kroun skal sove sammen med sin lillesøster oven på. Victoria tegner sofaen, gyngestolen, fjernsynet og nede på gulvet sig selv og sin mor, som ser fjernsyn.

– Det bedste, som er sket længe, var en aften, hvor jeg så "Krøniken", selvom det var sent. Vi var blevet puttet, min søster og mig, men så kunne jeg altså ikke sove, så jeg gik ned i stuen og så "Krøniken" sammen med mor og far og storebror, fortæller hun.

korsholm@kristeligt-dagblad.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock