De fleste danskere luner sig ved, at befolkningen i 1943 leverede en stor indsats for at få de danske jøder fragtet til Sverige.
Og det var da også en bedrift, som efter Anden Verdenskrig gik verden rundt. Men nu skrammer museumsinspektør på Dansk Jødisk Museum Sofie Lene Bak lakken med bogen Da krigen var forbi, som udkommer i dag. Ifølge den beretning har både danskere og danske jøder fortrængt, hvad der skete, da jøderne vendte hjem fra Sverige i 1945.
Jøderne i Danmark skulle i 1945 genskabe deres tilværelse efter 20 måneders eksil.
LÆS OGSÅ: Flugt til Sverige førte danske jøder væk fra troen
Cirka halvdelen, konservativt beregnet, fik problemer. Nogle havde solgt alt, hvad de ejede, for at få råd til transporten over Øresund. Andre havde overdraget til venner og bekendte at passe på tingene, mens ejerne var væk, siger Sofie Lene Bak.
Man kan ikke sammenligne mordet på seks millioner jøder med en mand, der har fået sine kirsebærtræer beskåret forkert, eller en kvinde, der har fået stjålet en storvask, som hun efterlod på loftet på grund af flugten. Men for den enkelte har det været en katastrofe at komme hjem til hjem og virksomheder, der var solgt af mennesker, som jøderne havde stolet på, ville passe på tingene i deres fravær.
Danmark i besættelsestiden betød rationeringer, fattigdom, knaphed på varer og en langt, langt højere kriminalitetsprocent, end landet nogensinde havde set før.
Ikke mindst tøj, gardiner og sengelinned var i høj kurs, fordi tekstiler var rationeret under besættelsen. For mange har fristelsen været for stor. Andre jøder oplevede, at den virksomhed, de havde overdraget til en svend at køre videre, var blevet solgt for en slik.
Det er med andre ord en myte, at jøderne kom hjem til samme boligforhold og status som før flugten. Det gjaldt kun halvdelen.
En af mine pointer er, at man ikke forstår konsekvenserne af forfølgelse, før man forstår de økonomiske og følelsesmæssige konsekvenser af forfølgelsen.
I et tilfælde måtte Socialtjenesten gå til yderligheder for at indsamle de stjålne ting fra et hus. Huset var beboet, men en stor del af indboet fjernet. Socialtjenestens mand rapporterede: I de følgende tre dage måtte vi derefter holde åbent hus for at få samlet de effekter, der var fjernet; det var bogstaveligt talt nødvendigt at hale hver enkelt ting fra de pågældende, der i øvrigt, da de blev klar over, at der ikke var anden udvej, hver for sig var ivrige efter at forklare, hvad de andre havde fjernet.
Også modstandsfolk, der brugte jødiskejede lejligheder som dækadresser, fjernede ting. Men det tog ledelsen sig meget hurtigt af.
Ikke desto mindre var Danmark også i den sag og på grund af de nye sociallove fra 1930erne det land i Europa, som gjorde mest for at genintegrere jøderne i landet igen.
Modsat blandt andet Østrig og Frankrig, hvor mange allerede i 1943 begyndte at ruste sig i organisationer med det formål at anlægge retssager, hvis de af de franske jøder, der ikke var myrdet i holocaust, skulle kræve ejendom og ejendele tilbage, siger Sofie Lene Bak.
Mens en del af den danske befolkning uretmæssigt fjernede ting fra ubeboede jødiske lejligheder, var det offentlige Danmark anderledes på stikkerne for at redde, hvad reddes kunne, til jøderne kom tilbage.
De jøder, der havde solgt alt eller indgået private aftaler med venner og bekendte, var langt værre stillet end de jøder, hvor Socialtjenesten påtog sig opgaven.
Allerede i 1943 tog Socialtjenesten en instans under Københavns Kommune, som Socialministeriet betalte for ud til forladte jødiske hjem for at sikre dem mod tyveri. De opmagasinerede møbler og aflåste hjemmet eller lejede det ud, så de flygtede ikke fik for mange udgifter ved hjemkomsten. Nogle steder betalte de også forsikringer, smed mad ud, afleverede biblioteksbøger og vaskede op.
Da jøderne kom hjem, kunne de både finde deres ting og deres boliger intakte.
Socialtjenesten stod også bag at fjerne de værdifulde Torah-ruller og andet fra synagogen i Krystalgade og en afrikansk kunstsamling, som blev anbragt på et museum.
Erstatningsrådet var en anden offentlig instans, der kunne hjælpe, hvis ting var forsvundet, eller forretninger uberettiget videresolgt. Den maksimale erstatning var 5000 kroner, og der var dele af kompensationerne, der var forbeholdt modstandsfolk og deporterede.
Ikke desto mindre er Danmark helt enestående det eneste land, der forsøgte og i mange tilfælde havde held med at gen-integrere sin jødiske del af befolkningen.
De, det var værst for, var de fattigste, ofte østeuropæiske jøder. De fik ingen erstatning for det, der var stjålet fra dem, for Erstatningsrådet fandt ikke, at de ejede noget af værdi, selvom det mistede måske var alt, hvad de ejede.
Fiskerne, der sejlede flygtninge over Øresund, fik ingen erstatning, hvis de havde mistet kutteren eller fået den opbragt. Erstatningsrådet vidste, hvor mange penge der var gledet gennem hænderne på dem i forbindelse med overfarterne.
Der er ikke mange jøder tilbage, der kan huske hjemkomsten fra Sverige, og hele den kriminelle side af sagen er fortrængt.
Jeg har dog oplevet, at nogle jøder nu efter så mange år pludselig for eksempel kan huske, at de boede et andet sted end før krigen, eller at de måtte anskaffe helt nyt indbo. Men de overlevende var jo børn, da de flygtede, og har ikke haft indsigt i familiens økonomi. Mange fik deres bolig tilbage, mens andre fik anvist andre lejligheder eller boede i en form for forlægning i ret lang tid.
Marcus Melchior, som blev overrabbiner i 1947, var en af dem, der rasede over plyndringerne af jødisk ejendom under besættelsen. Han kaldte det et tillidsbrud ud over den kriminelle grænse.
Men i sine erindringer Levet og oplevet fra 1966 nævner han kun de positive ting. Formentlig handlede det om, at jøder ikke skulle stille krav. Både i lyset af, hvad der var sket med jøderne i det øvrige Europa, og fordi jøderne blev behandlet vel af det offentlige Danmark, som forsøgte at afbøde konsekvenserne af flugten.