Det er mellem de gamle bindingsværkshuse på Christianshavn i København, der blev bygget af Christian IV i 1624. I gården bevæger den 63-årige skuespiller Kirsten Olesen sig rundt. Hun nipper visne blade af de blomster, der er fordelt i blomsterkummer og altankasser rundt omkring, mens hun taler.
LÆS OGSÅ: Selvom jeg siger, jeg ikke tror på Gud, kan jeg sagtens finde på at bede til ham
Kirsten Olesen har boet i huset på Christianshavn sammen med sin mand, musiker Ole Ousen, siden 1980 de flyttede ind året efter, at hun blev ansat som skuespiller på Det Kongelige Teater. Siden dengang har hun spillet over 100 forskellige roller på teatret, hvor hun fra den 11. september igen er aktuel i stykket Lulu, skrevet i 1894 af tyske Frank Wedekind. Kirsten Olesen spiller en grevinde, der forelsker sig ulykkeligt i den gudeskønne og rige Lulu. Tragedien, der er instrueret af Katrine Wiedemann, behandler forholdet mellem sex, død og kapital.
Den lesbiske grevinde, som jeg spiller, drømmer om at opleve kærligheden med Lulu bare en enkelt nat, men hun dør uden at få sit ønske opfyldt, siger Kirsten Olesen.
Titelrollen spilles af et ungt nyt talent, forklarer hun, og det er tydeligt, at hun foretrækker at tale om det nye stjerneskud frem for om sig selv.
Lad mig lige tjekke, hvordan det staves, siger hun og hendes lille vævre krop forsvinder hurtigt indenfor i det toetagers bindingsværkshus. Det er hende magtpåliggende, at talentets navn staves korrekt den unge skuespillers store gennembrud på Danmarks nationalscene skal ikke akkompagneres af, at hendes specielle navn staves forkert i pressen.
Da-ni-ca Cur-cic, staver hun, da hun kort efter vender tilbage med en lille lap papir i hånden.
Kirsten Olesen taler kun nødigt om sig selv. Det går en anelse lettere, når hun bliver bedt om at fortælle om noget, der ligger langt tilbage i tiden, som hvorfor hun valgte skuespillervejen, og hvordan det var at blive hele Danmarks eje, da hun spillede gæve Agnes i tv-serien Matador, som man kan gense i næste måned på DR.
Egentlig skulle Kirsten Olesen efter at have færdiggjort gymnasiet læse til lærer akkurat lige som storesøsteren. Hun havde en drøm om at blive døvelærer, men den 18-årige Kirsten Olesen var lige akkurat for ung til at blive optaget på seminariet og blev bedt om at vente et halvt år med at søge igen. Den melding fik hun, mens hun stadig var ved at færdiggøre 3.g.
En dag, da hun sad og bladrede Horsens Folkeblad igennem, blev hendes blik hængende ved en annonce fra elevskolen ved Odense Teater.
Som ung søger man med lys og lygte efter svar. Hvad skal jeg bruge mit liv til? Hvad er det vigtigste for mig? Hvad egner jeg mig egentlig til? Jeg havde lige forinden fået mange roser for den hovedrolle, jeg havde spillet i årets skolekomedie på gymnasiet, og så havde jeg også hørt, at dyrlægens datter havde klaret optagelsesprøven, så hvis hun kunne, kunne jeg også, siger Kirsten Olesen og kniber øjnene sammen i et smil.
Optagelsesprøven lå samme dag som den afsluttende eksamen i skriftlig tysk, og den tyske stil blev ikke særlig god. Til gengæld blev Kirsten Olesen optaget på Odense Teaterskole i første forsøg.
Var det ikke lykkedes, så ved jeg, at jeg havde opgivet ideen om at blive skuespiller. Det var den ene chance, jeg havde.
Hendes ældre søster Karen-Lis Ahrenkiel, der i forvejen havde en læreruddannelse, blev også optaget på elevskolen dog ved Aarhus Teater og med ét slag havde familien Olesen til faderens store fortrydelse to skuespillerinder i familien.
Min far mente, at han var til nar og grin med sådan to teatertosser i familien det var en stor fortabelse, mente han. Han talte ikke til mig i et år, efter at jeg var blevet optaget, og var meget vred og såret, forklarer Kirsten Olesen.
Med tiden lærte faderen at acceptere døtrenes valg, men der var ingen økonomisk støtte at hente til foretagendet, så derfor måtte Kirsten Olesen pukle som piccoline om aftenen og optage et statskautioneret lån for at klare sig igennem de tre år på teaterskolen.
Det var hårdt at komme ud som nyuddannet skuespiller, og den første lange tid hoppede Kirsten Olesen fra job til job. Hun var med i teatergruppen Banden og derefter nogle år på turné med Det Danske Teater.
Selvfølgelig gik jeg ud fra, at jeg havde en vis portion talent, men det at være skuespiller kræver også held at du møder de rigtige mennesker, og at du bliver set, forklarer Kirsten Olesen, og det står pludselig klart, hvorfor det var så vigtigt for hende at nævne den unge Danica Curcic og understrege hendes talent.
Kirsten Olesen mener selv, at den første, der for alvor så hende og hendes talent, var instruktøren Birgitte Price, der gav hende titelrollen i den klassiske tragedie Elektra, der spillede på Strøghus Teatret i København tilbage i 1977, seks år efter at hun var blevet uddannet.
Det var ved at spille Elektra, at jeg fik hul på karakterrollefaget, og det var virkelig en appelsin i min turban, at Birgitte Price vovede at kaste sig ud i sin første instruktion med mig i hovedrollen.
Efter Elektra tog karrieren fart, og Kirsten Olesen blev fastansat ved Det Kongelige Teater og fik rollen som Agnes i Matador.
Årene med Matador var spændende, men hårde. Serien blev optaget om formiddagen over fire år, hver dag klokken 12 forlod de mange skuespillere optagelserne for at passe deres prøver på de teatre, de nu var tilknyttet, og om aftenen blev der spillet forestillinger.
Det er fantastisk at have været med i en serie, som er blevet målestok for alle andre tv-serier. Og Erik Balling, der instruerede, havde helt klart øje for mig og for Agnes. Vi kendte ikke hinanden inden Matador, men han var en flittig teatergænger. Hans gode ven Ove Sprogøe og jeg spillede teater sammen, fortæller Kirsten Olesen og bliver afbrudt af et råb fra husets første sal.
Jeg må lige op og se, hvad blikkenslageren har lavet, siger hun, og den på én gang skrøbelige og stærke skikkelse forsvinder endnu en gang lynhurtigt ind i huset.
Den sidste time har en håndværker arbejdet på at installere et nyt toilet, det gamle er båret ned under verbal støtte fra Kirsten Olesen, og en maler er i fuld gang i husets køkken.
Jeg tror, det skal 10 centimeter længere den vej.
Kirsten Olesens stemme når gennem et åbent vindue ned i gården. Sammen med håndværkeren er hun ved at træffe vigtige beslutninger. Lidt efter lander hun igen ved havebordet.
Det er lidt svært at skulle træffe sådan nogle beslutninger uden min mand, siger hun og fortæller, at hendes mand har været syg de sidste to år.
Men det vedkommer ikke nogen, siger hun og lader sit hår falde ned i ansigtet.
Tavsheden brydes, og hun dukker frem bag håret, slår hænderne sammen og lyser op, da hun bliver bedt om at svare på, hvad det er for en kærlighed, der binder hende og musikeren Ole Ousen sammen. De fleste vil kende ham som guitaristen i komikerkvartetten Ørkenens Sønner.
Vi mødte hinanden på Det Danske Teater i 1974, vi blev venner og senere kærester. Vi har været og er gode til at give hinanden plads, frihed og støtte. Vi inspirerer hinanden og har altid passet godt på vores kærlighed. Vi har altid været meget bevidste om, at kærligheden skal plejes og dyrkes, siger Kirsten Olesen og fortæller i samme åndedrag, at de gennem livet har prioriteret at rejse sammen og aldrig i kortere tid end en måned.
Kirsten Olesen og Ole Ousen har aldrig fået børn. Som ung var hun i en lang periode stærkt medicineret, fordi hun led af sygdommen colitis, som er en betændelsestilstand i tyktarmen, og så længe hun var medicineret, var graviditet ikke aktuel.
Da jeg endelig blev rask, havde jeg travlt på teatret, og at få børn var ikke længere det, vi ville, så det har været et helt bevidst valg, siger Kirsten Olesen.
Det virker, som om det er en kærkommen afbrydelse, at en af ejendommens andre beboere og hans medfølgende hund vender hjem fra dagens indkøb. Naboen åbner plasticposen og spørger, om det stykke kød, han lige har købt, mon ikke bare skal have en lille time ved 180 grader.
Kirsten Olesen slutter op om vurderingen og klapper kærligt naboens lille følgesvend.
Hun skal snart af sted til dagens prøver på Det Kongelige Teater, hvor hun har været ansat siden 1979. Hun planlægger at fortsætte, indtil hun som 70-årig bliver tvunget på pension.
Men mon ikke der til den tid er en nissemor et sted, som jeg kan påtage mig at spille, siger hun og kigger lidt drillende ud gennem det markerede brillestel.
Så længe min hukommelse er i orden, og jeg har en god kondition, vil jeg blive ved teatret.