”Selvom jeg siger, jeg ikke tror på Gud, kan jeg sagtens finde på at bede til ham”

Forfatteren Dy Plambeck valgte at blive døbt som 11-årig. Hun har det med tro som med kærlighed: Man kan kun se den i konkrete personer og handlinger

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg er ikke sikker på, at jeg tror på Gud. Jeg synes, det er lettere at forholde mig til Jesus. Jeg tror på Jesus som en faktisk person, der har levet. Der, hvor min tro kommer til kort, er i spørgsmålet om Guds eksistens og det evige liv. Jeg vil ikke afskrive eksistensen af Gud, men jeg vil heller ikke tilslutte mig den. Jeg har svært ved at definere, hvad Gud er. For mig er han netop ikke den gamle mand oppe i Himlen. Jesus er langt mere konkret. Men det er jo netop det dragende og udfordrende ved det at tro: at man skal tro på noget, som man ikke helt ved, hvad er, og som man ikke kan se. Det er lidt som med kærlighed. Kærligheden kan man heller ikke se, men man kan se, hvordan den manifesterer sig i konkrete personer og handlinger.

LÆS OGSÅ: ”Jeg får knopper, når jeg møder teologiske teknokrater”

På trods af min store tvivlen ser jeg mig selv som kristen. For mig at se vokser vi i Danmark alle op i et kristent samfund, som bygger på den kristne tradition, De Ti Bud og næstekærlighedsbuddet. Rent kulturelt er vi kristne, men der er stor forskel på, hvilket personligt forhold vi har til troen. Jeg går ikke særlig ofte i kirke. Tro er for mig mere noget, der optager mine tanker, og som jeg kredser om i mit arbejde.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er vokset op i en familie, hvor der ikke var et defineret forhold til religion. Mine forældre har ikke haft noget nært forhold til kristendommen, men omvendt har de altid tilhørt en kirke. De blev gift i den kirke, der hørte til vores sogn. I den kirke er min bror døbt, og min mormor og farfar ligger begravet på kirkegården. Det var også meningen, at jeg skulle være døbt som spæd, men Kirkeministeriet ville først ikke godkende mit navn, Dy. Det tog et års tid, så det endte faktisk med, at jeg ikke blev døbt, før jeg var 11 år, og det var, fordi jeg selv besluttede det.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg tænker ikke, at det er Guds værk, hver gang der sker en katastrofe i min lille verden eller i den store verden. På den måde kan jeg ikke sige, at et dødsfald i min familie eller en personlig krise har udfordret min tro. Men på et tidspunkt, hvor jeg var i en meget dyb kærestesorg, opsøgte jeg en præst. Ikke en psykolog eller en coach, men en præst. Jeg havde brug for at sætte mit eget liv ind i en større form for sammenhæng. Jeg tror nærmere, at det, der udfordrer min tro, er min tro. For på mange måder er troen så ulogisk og følges for mig tæt af tvivlen. Troen er for mig ulogisk på den måde, at selvom jeg siger, jeg ikke tror på Gud, kan jeg sagtens finde på at bede til ham. Og ikke kun, når jeg har modgang i livet. Også når der er medgang. Og når alt er på det jævne. Jeg synes, kristendommen kan være med til give et ekstra perspektiv på mit liv. Ud over litteratur er jeg meget optaget af antropologi og filosofi. Spørgsmål om, hvad livet er, og hvad det vil sige at være et menneske. De spørgsmål behandler Bibelen også.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Da jeg var 11 år, begyndte jeg at interessere mig meget for tro. Hvad det ville sige at tro. Hvordan det føltes at tro. Sådan helt konkret i kroppen. Samtidig tænkte jeg meget over døden. Jeg har vidst, jeg skulle dø, siden jeg var 11 år. Lige siden har det indimellem gået gennem mig som stød. Jeg kan sidde i mit køkken og drikke en kop te og læse avis, og pludselig kommer det: ”Du skal dø”. Det er en helt konkret følelse, der går gennem min krop. Da jeg var 11 år, sagde en af mine klassekammerater til mig: ”Når du ikke er døbt, Dy, så er der ikke tændt noget lys for dig i Himlen, når du dør.” Det var en afgrund for mig at få at vide. Helt ubærligt. Jeg besluttede mig for, at jeg ville døbes. For jeg vidste jo, at jeg skulle dø. Og jeg ville gerne have, at det der beskyttende lys skulle være tændt for mig. Men i dag tror jeg ikke på Himlen eller på Helvedet. Kort efter min dåb begyndte jeg at synge i kirkekor i min lokale kirke, indtil jeg var 16 år. Derfor kan jeg i dag også de fleste salmer og indgangs-og udgangsbønnerne. Jeg gik også til konfirmationsforberedelse. Og jeg syntes, det var virkelig interessant. Men jeg valgte ikke at blive konfirmeret. Fordi jeg kun tre år forinden var blevet døbt og selv havde sagt ”ja” til min dåb. Da jeg som 20-årig boede i Israel et halvt år, læste jeg Bibelen for første gang fra ende til anden. Det var en skelsættende oplevelse for mig. Også fordi jeg samtidig kunne besøge flere af de steder, hvor fortællingerne foregår.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Det gør den ikke rigtig. Jeg har ingenting, som jeg praktiserer i forhold til min tro dagligt. For mig er det mere en generel indstilling til livet og menneskene omkring mig. Min tro giver mig en grundfølelse af, at vi alle skal have lov at være her, og at alle menneskeliv er lige meget værd. Jeg forsøger at leve efter næstekærlighedsbuddet. Filosoffen og teologen K.E. Løgstrup siger: ” Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sine hænder.” Jeg kan godt lide det billede, at holde et andet menneskes liv i sine hænder, jeg synes, jeg kan se det for mig. Helt konkret. Og jeg forsøger at behandle andre mennesker ud fra det billede, som om jeg holder noget af deres liv i mine hænder.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

K.E. Løgstrup som tidligere nævnt. Især hans værk fra 1956 ”Den etiske fordring”. Men også Søren Kierkegaards ”Kjerlighedens Gjerninger” og ”Enten-Eller”, Alasdair MacIntyres ”After Virtue” ogJean-Paul Sartres ”Væren og Intet” er bøger, som har gjort stort indtryk på mig. Den franske filosof Henri Bergsons tanker om tid har optaget mig, og så holder jeg meget af teologen Augustins sætning: ”Mit urolige hjerte finder hvile i dig.” Han taler om sit forhold til Gud, men jeg synes, den sætning kan overføres på flere former for forhold. Det, man har til sin kæreste eller ven for eksempel. Alle de tænkere har været med til at udvide og inspirere min egen opfattelse af livet.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Det fik jeg fra en præst, der sagde til mig: ”Tålmodighed er den største form for mod.” Det er meget rigtigt, synes jeg. Og meget provokerende. Dét at kunne blive i noget og være tålmodig med tingene omkring mig og mig selv er en udfordring. Men det er et godt råd. Og jeg bruger det ofte. For eksempel i en skriveproces, hvor jeg er ved at gå helt ned over, at jeg ikke kan komme videre eller ramme den rigtige formulering, så tænker jeg, at jeg må være tålmodig med mig selv. Det handler om at blive i sig selv og ikke løbe ud i alle mulige retninger. Ikke at flygte, løbe væk, men at blive stående midt i livet med mig selv.