Oprør mod spanske besparelser på indvandrere

Indvandrernes organisationer truer med at indklage den spanske regering for Den Europæiske Menneskeretsdomstol

Spanien har de seneste uger oplevet en række demonstrationer mod regeringens beslutning om, at ulovlige indvandrere ikke længere skal have gratis adgang til læge- og sygehushjælp. –
Spanien har de seneste uger oplevet en række demonstrationer mod regeringens beslutning om, at ulovlige indvandrere ikke længere skal have gratis adgang til læge- og sygehushjælp. –. Foto: Dominique FagetAFP.

Det har fremkaldt en storm af protester, at den spanske regering har besluttet at fratage ulovlige indvandrere ret til lægebehandling. Både blandt indvandrerne selv og hos læger og sundhedspersonale.

Mens folkelige organisationer og indvandrerforeninger truer med at indklage den spanske regering for Den Europæiske Mennesretsdomstol i Strassbourg, nægter flere og flere læger at efterfølge loven, der betyder, at omkring 150.000 ulovlige indvandrere enten skal betale for deres besøg hos lægen eller på hospitalet eller tegne en sygeforsikring, der dækker behandlingen.

LÆS OGSÅ: Spanien drukner i arbejdsløshed

Reformen, der trådte i kraft i lørdags, og som ifølge regeringens udregninger vil spare offentlige udgifter for omkring 10 milliarder kroner om året, er også blevet modtaget forskelligt hos landets 17 selvstyrende regioner. Otte af dem, deriblandt Andalusien og Baskerlandet, har meddelt, at de fortsætter med at behandle de ulovlige indvandrere gratis, og stort set kun de regioner, der er styret af det konservative regeringsparti Partido Popular, deriblandt Madrid og Valencia, vil kræve betaling af indvandrerne.

De regionale regeringer har kompetence til at fortsætte med at tilbyde indvandrerne gratis behandling, men de må selv betale, for staten gør det ikke længere.

At give behandling er ikke kun vores forpligtelse, det er også vores ret, som vi bør kunne gøre brug af uden nogen form for begrænsning, siger Álvaro González, præsident for Læger i Verden, en af de lægeorganisationer, der boykotter det nye dekrét.

Flere tusinde læger og sundhedsarbejdere har sagt, at de fortsætter med at tage imod indvandrerne.

Spanien har i de senere år opbygget et universelt sundhedssystem, og det indebærer en etisk forpligtelse til at behandle alle lige, også de ulovlige indvandrere, siger Lorenzo Cachón, professor i sociologi ved Complutense Universitetet i Madrid.

Andre europæiske lande som Italien, Storbritannien, ja selv Sverige har begrænset de illegales ret til sundhedsydelser, hvorfor så ikke også Spanien?

Fordi det betyder et tilbageskridt for integrationen af disse indvandrere at begrænse deres rettigheder. Efter min mening bør Spanien ikke stræbe efter at komme på linje med de lande, der har de mest restriktive politikker over for indvandrerne., siger Lorenzo Cachón til Kristeligt Dagblad.

Også Joan Benach, professor i offentlig sundhed ved Pompeu Fabra universitetet i Barcelona, kritiserer den nye lov.

Det er et stort tilbageskridt, fordi der nu stilles spørgsmålstegn ved, om den offentlige og universelle ret til sundhed skal være for alle, og om sundhed skal betragtes som en rettighed eller som en vare, siger han til radiostationen Cadena Ser.

Den konservative regering og Partido Popular opfordrer de ulovlige indvandrere til at tegne en sygeforsikring, så de kan fortsætte med at modtage behandling. Problemet er, at mange ikke har midler til at betale de godt 5000 kroner om året, en sådan forsikring koster for en person under 65 år og næsten fem gange så meget for en ældre.

Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan forsvare, at en udlænding, der er kommet ulovligt ind i landet, ikke skal betale, mens alle spanierne skal gøre det. Det er der ingen logik i, siger formanden for Partido Populars parlamentariske gruppe, Alfonso Alonso.

Det synspunkt deles af mange, der har ytret sig på de sociale medier.

Alle ved, hvordan udlændingene udnytter systemet. Derfor er det kun rimeligt, at de betaler ligesom spanierne, skriver Guillermo Soto García på Facebook.

Det er sund fornuft, for vi spaniere må også betale for lægehjælp, hvis vi emigrerer til et andet land, skriver Manel Avalós.

Også blandt læger er der delte meninger. Professor i medicin og overlæge ved hospitalet i Santander, Angel de Francisco, skriver i et blogindlæg på republica.com, at han vil følge loven, fordi det er nødvendigt at begrænse indvandrernes adgang, hvis vi vil bevare det nationale sundhedssystem i Spanien.

Enhver gratis ydelse er en fristelse for borgere fra lande, der ikke selv har et sundhedsvæsen, til at komme med deres familiemedlemmer og modtage lægebehandling, der er betalt af spaniernes skat, som han udtrykker det.