Festivalfokus på de forherligede og forhadte 1950ere

Årtiet har længe stået i skyggen af 1960erne, men dyrkes af unge og popkulturen i disse år. Golden Days undersøger myter og forestillinger om 1950erne, hvor kunstnere og forfattere tog det store opgør med fortiden. Årets historiske festival i hovedstadsområdet begynder i dag

Så er den lille familie klar til at tænde for fjernsynet.
Så er den lille familie klar til at tænde for fjernsynet. Foto: Olaf Kjelstrup DenmarkGolden Days1950'erne, Gads Forlag.

Livet i barndommens gade i 1950erne var forbilledligt. Jeg kan græde snot over det, der fulgte og forfaldet i familielivet og de folkelige institutioner.

Sådan husker journalist og forfatter Ulrik Høy årtiet, der afløste dønningerne efter den store krig og gik forud for de kulørte og frigjorte år i 1960erne. Andre holder igen med deres hyldest af denne periode præget af både strutskørter, pastelfarver og forstadsidyl og arbejdsløshed, bolignød, atomtrussel og gammeldags kønsroller.

LÆS OGSÅ: 1700-tallet er moderne

Især det sidste står lysende klart for Hanne Reintoft, tidligere venstrefløjspolitiker og medstifter af Mødrehjælpen, der var ung i 1950erne, som hun kalder sølle: I den samfundsmæssige erindring står det som nøjsomt, gråt og trist, skriver hun i en ny antologi dedikeret dette årti. Især erindringen om unge mødre har plaget hende livet igennem, for dengang var det stadig en skam at blive gravid uden for ægteskabet, der var bolignød og ikke meget arbejde at få men det var også et årti fyldt med drømme og store forhåbninger om fremtiden, skriver hun.

Erindringen om 1950erne er vidt forskellige, afhængig af hvem man spørger. Det var år præget af konformitet og bornerthed, lyder det fra den ene fløj, mens den anden peger på årtiets særlige æstetik, der i øjeblikket dyrkes især i popkulturen, der fremstiller 1950erne i et særligt idyllisk lys. Livsstilsblade, butiksruder og tv-serier som Mad Men hylder tiden og gør den kitsch. Det var årtiet, hvor velfærdsstaten langsomt tog form, forbrugerlivsstilen tog til, og kunsten og kulturen slog tonen an i længslen mod en bedre fremtid.

De modstridende opfattelser af det splittede årti er udgangspunkt for årets Golden Days-festival, der begynder i dag i København og byder på en lang række begivenheder, udstillinger, foredrag og debatter rundt om i hovedstadsområdet.

Der ligger en oplagt fascinationskraft i dobbelttydigheden og de diametralt modsatte opfattelser, siger festivalchef Ulla Tofte, der oplever en nærmest blind dyrkelse af 1950erne i disse år, især blandt unge.

Mange glorificerer dette årti, mens man samtidig støder på mennesker, der levede dengang, som husker perioden som en kedsommelig venten på forløsning i efterkrigstidens tomrum. De, der fascineres, slår blandt andet på, at familiemønstrene dengang var lettere at afkode. Der var faste rammer. På afstand var det et veltilrettelagt samfund, der næsten er blevet et ideal, der bæres frem af tv-serier som Mad Men. Vi vil gerne undersøge, hvad der skete, og hvorfor opfattelserne er så forskellige, siger Ulla Tofte.

1950erne har stået lidt i skyggen af det efterfølgende årti i historieskrivningen. Det skyldes blandt andet, at 68er-generationen satte sig på fortællingen om efterkrigstiden, lyder det fra Ulla Tofte.

De fremstillede sig selv som forløsere og alt før ungdomsoprøret som ét stort mørke. Det bliver der gjort op med i disse år, dels af yngre historikere, der rydder de gamle 68ere lidt af vejen. Men også kunstnere, musikere og forfattere som Katrine Marie Guldager beskæftiger sig med denne periode.

Litteraturprofessor Søren Schou er særligt optaget af 1950erne og mener også, at erindringen om perioden er farvet:

Der er en række vurderinger af tiden, som bygger på en fejlagtig opfattelse af, at der ikke skete særlig meget, at det var et kvælende begivenhedsløst og monotont årti. Den præmis blev i høj grad slået fast af den efterfølgende unge generation af kulturradikale forfattere og skribenter. Ryet om et gråt og begivenhedsløst årti er blevet hængende, siger Søren Schou, der selv optræder på festivalen sammen med digteren Søren Ulrik Thomsen til et morgenforedrag om 1950ernes tidsånd.

Her vil Søren Schou blandt andet nævne, at det netop ikke var et uinteressant årti. At det var en særdeles turbulent tid, især på den politiske scene, med Korea-krig, opstand i Ungarn, Suez-krise og så videre. Men der skete også meget på landet, hvor tilværelsen ændredes markant på grund af teknologiske landvindinger.

For kunsten og kulturen var 1950erne en ny guldalder. Der skulle skabes ro og orden og tro på livet efter tomrummet, som verdenskrigen efterlod sig, og kunstnerne så sig selv som de bærende kræfter bag moderniseringen af samfundet. Jazzen udviklede sig, 12-tonemusikken opstod, design og arkitektur satte nye standarder, avantgarde-kunstnerne slog sig løs, Louisiana åbnede i Humlebæk, og ikke mindst forfatterne trak litteraturen i nye retninger. Igen er den store litterære brydningstid forbundet med 1960erne, men det skete i høj grad årtiet forinden, fortæller Søren Schou.

Man besluttede, at 1950ernes forfattere stod for alvorsfuld, selvhøjtidelig og patetisk litteratur af folk som Martin A. Hansen og H.C. Branner. Og der skete også virkelig meget derfra til Leif Panduro, Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg, der trådte ind på scenen i 50erne med Den kroniske uskyld (1958). Men de ældre forfatteres alvorsfuldhed blev repræsentativ for årtiet, mens den ungdommelige, flabede tone blev det for 60erne. Men der skete altså et lille ungdomsoprør allerede i årtiet før, påpeger Søren Schou.

Han mener, at denne misforståelse i høj grad skyldes, at 1950erne ofte forbindes med forfattere, som kunne huske Anden Verdenskrig, Besættelsen og etableringen af den kolde krig, og som altså ikke syntes, der var så meget at grine ad.

Det var den mere pessimistiske generation, der prægede tidsskriftet Heretica drevet af folk som Ole Wivel, der havde et særligt gehør for katastrofer. Den næste generation var unge samtidig med det unge velfærdssamfund og troede på bedre tider og frigørelse. De etablerede tidsskriftet Vindrosen, der havde en anden sprælsk tone og var mere orienteret mod omverdenen. De to tidsskrifter kom til at præge tidsånden på deres forskellige måder, siger Søren Schou, der selv husker perioden som en hovedsagelig god tid, hvor en ny tidsalder tog form.

En af de frigjorte, Klaus Rifbjerg, sagde for nylig i Kristeligt Dagblad om sin oplevelse af overgangen: Det, der var guldalder, viste sig pludselig at være en slags sølvalder til sidst, fordi man stadigvæk ville skrive, som man gjorde i slutningen af 1800-tallet ... Jeg debuterede i en tid, hvor hele verden slog portene op.