Der var egentlig udsigt til rekordhøst, men på grund af tørke og sære klimaforhold er sæsonen 2012 endt med det modsatte. Mange steder er afgrøderne ødelagte og ubrugelige, og høsten er en katastrofe. Det gælder flere steder, men særligt majshøsten i USA er vital, da landet er verdens største majsproducent, og majs er et udbredt fødemiddel i de fattigste dele af verden. Med andre ord: Majsproducenterne i USA er selvsagt ikke glade, men for millioner af mennesker betyder dette forskellen mellem liv og død.
LÆS OGSÅ: Dilemma: Skal din pension finansieres af afrikansk jord?
Priserne på de mest almindelige fødevarer er steget dramatisk, og i august nåede de et niveau, som Verdensbanken kategoriserer som det højeste nogensinde. Alene fra juni til juli steg prisen på både hvede og majs 25 procent, og den var i forvejen høj. Den store britiske udviklingsorganisation Oxfam meddelte for få dage sigen, at man allerede er begyndt at kunne se de katastrofale konsekvenser i de udsatte og fattige lande, der må importere store dele af deres fødevarer. Det gælder særligt lande i Afrika og Mellemøsten.
Der har været tørke mange steder i 2012 det kan ikke diskuteres. USA har været ramt, og i en europæisk sammenhæng er særligt Balkan-landene hårdt udsatte. Det er et problem, men når de voldsomme stigninger og udsving på de globale fødevarepriser skal forklares, er det kun en lille del af årsagen.
Det helt store problem er, at der spekuleres i disse fødevarer. Både banker og investorer gør det, og EUs landbrugspolitik betyder også en del i dette spil. Blandt andet støtter EU landbrugene i Europa, og man kontrollerer udbuddet af produkterne, hvilket alt i alt medfører kunstigt høje priser. Det er i sig selv et problem, som vi i Europa kan og derfor bør gøre noget ved.
Finanssektorens spekulationer må dog siges at være det største problem. Det kan forekomme fjernt og abstrakt, men er det ikke nødvendigvis. Borgerinitiativet Skift Bank Dag oplyser således, på baggrund af research foretaget af en række danske journalister, at Danske Bank, Nordea og Jyske Bank har spekuleret intensivt i fødevarer efter finanskrisen og bidraget til, at antallet af sultende i u-landene i 2008, ifølge FN, blev forøget med mere end 40 millioner på grund af fødevarespekulation.
Fødevarer er for bankerneet produkt som så meget andet guld, olie, ejendomme med videre der kan spekuleres i, idet priserne stiger og falder. Denne spekulation er så det, der resulterer i urealistiske og nærmest absurd høje priser.
Selv for en europæer kan det mærkes, men når man i forvejen lever på et eksistensminimum, er det en katastrofe. I Europa har de fleste trods alt penge nok til at omprioritere og bruge en anelse mere af deres indkomst på fødevarer end de gennemsnitlige 10 procent, vi gør i dag. I mange tredjeverdenslande bruger man til gengæld ofte 80-90 procent af indkomsten på fødevarer. Sult, sygdomme, fejl- og underernæring med døden til følge er ét resultat, når priserne stiger. Men det betyder også noget for hele samfundet og den udvikling, man måske havde igangsat.
Det er for eksempel udbredt og forståeligt at familien tager børnene ud af skolen for at spare penge, da råderummet, som indikeret ovenfor, er meget lille. Således kan det have konsekvenser langt ud i fremtiden og betyde, at en skrøbelig udvikling smadres.
Med den dårlige nyhed følger dog også en god nyhed. På den ene side er det forkasteligt og højst uetisk, at både banker og EU handler, som de gør. Men hvor vi ikke har megen magt over vejr og klimaforhold, har vi det til gengæld potentielt i hvert fald over de aktører, der udgør det helt store problem. Nemlig dem, der spekulerer i fødevarepriserne og får dem til at stige voldsomt.
I Tyskland har kampagner allerede ført til, at flere finansielle institutioner har trukket sig ud af projekter, der involverer spekulation i fødevarepriserne. Her kunne man ønske sig, at de danske udviklingsorganisationer var mere proaktive. Det her er fantastisk vigtigt, og i stedet for at vente på den totale katastrofe, og den deraf følgende obligatoriske indsamling på landsdækkende tv, skal der handles nu.
Hvor tingene indimellem er uigennemskuelige og komplicerede, er det her en forholdsvis enkel sag, som burde få de danske folkelige organisationer på banen. Inden for rammerne af den nye udviklingsstrategi er det i øvrigt helt oplagt, og man kan undre sig over tavsheden. Selvfølgelig skal vi give nødhjælp der, hvor katastrofen har ramt, men på sigt er tanken at forhindre forudsigelig sult, nød og fattigdom, hvor det er muligt. Her er problemet klart folk dør af sult som følge af stigende priser og det er ret nemt at identificere de aktører, der bærer hovedansvaret for, at det forholder sig således.
Det bedste ville være, hvis de større organisationer igangsatte kampagner og så videre, men det behøver man ikke at vente på. Som forbrugere har vi også en stor magt. Borgerinitiativet Skift Bank Dag tager udgangspunkt i en bredere og mere generel kritik af finanssektoren, men pointen om at stemme med fødderne kan sagtens anvendes også i denne sammenhæng.
Hvad med din bank? Har du en af dem, der er nævnt ovenfor? Synes du, at bankernes spekulation kan forsvares, eller har vi her et moralsk problem af et sådant omfang, at man burde handle?
Muligheden har vi i hvert fald. At støtte indsamlinger og etablerede udviklingsorganisationer er prisværdigt, men der er også andre knapper, vi kan trykke på, hvis vi ikke er tilfredse med forholdene.
Under alle omstændigheder: Næste gang du handler ind og konstaterer, at dine havregryn er blevet væsentligt dyrere, ved du hvorfor. Tørke er en del af forklaringen, men først og fremmest skyldes det, at nogle tjener penge på at spekulere i prisstigningerne.
Brian Esbensen er cand.scient.soc. med speciale i udviklingsstudier og internationale politiske forhold. Han kommenterer fast aktuelle udviklingspolitiske problemstillinger for Kristeligt Dagblad.