Forleden kom jeg til at blande mig i et skænderi, der egentlig ikke angik mig, da jeg var nede med skrald i vores baggård.
En ung familiefar, som jeg i sagens natur godt kunne identificere mig med, blev fuldstændig overfuset af en af mine genboer, da han stillede sin ladcykel på en fri plads i vores baggård.
Er du sindssyg?!, skreg damen, fordi hun så selv blev nødt til at parkere sin egen cykel et par meter væk fra sin opgang.
LÆS OGSÅ:Til kamp for mere høflighed
Den unge mand forsøgte stille og roligt at forklare, at han skam ikke var ude på at genere nogen, og at baggården sådan set tilhørte alle beboerne. Men den modne dame fortsatte med at skrige ham i ansigtet foran hans lille forskrækkede datter, som han i mellemtiden havde løftet op af ladvognen.
Mon ikke det går?, kom jeg til at mumle til damen, da jeg gik forbi dem igen.
Jamen, han stiller bare det store skrummel, hvor han vil. Det ville du da også blive sur over, hvis det var ved din opgang, snerrede hun til mig.
Hvis man ikke har større problemer end det, synes jeg egentlig bare, at man skulle være glad, kom jeg til at svare.
Måske havde hun også det. For så var det pludselig mig, der blev udsat for hendes massive skrigeri. Men episoden fik mig til at tænke over, hvordan vi taler til hinanden.
Tænk, hvis den hidsige dame i baggården i det mindste bare havde brokket sig med et smil.
Smil smitter jo, ligesom sure opstød desværre også gør det. Det er social humørøkonomi: Overskud skaber overskud, og underskud skaber underskud, medmindre nogen bevidst forsøger at skabe overskud ud af sit eget underskud.
Det øver jeg mig selv med blandet held på. For jeg synes især, at det er synd for mine børn, hvis jeg kommer til at skælde dem ud, fordi jeg selv er træt, stresset eller bekymret.
En overgang kaldte min seksårige søn mig endda for Den sure bavian inspireret af en hidsig abekat, vi så sammen i Zoologisk Have. Den sved! Og jeg har siden igen med blandet held forsøgt at være mere overskudsagtig, end jeg har følt mig. Og jeg har lagt mærke til, at det også gør mig selv gladere at forsøge at være venlig under alle forhold.
Nogen mener, at den grove tone, vi udsætter hinanden for, skyldes et dannelsestab i forhold tidligere tiders høflighedsformer, og det er nok også en del af forklaringen.
Hellere overfladisk venlighed end dybtfølt uforskammethed, som en dannet dame engang har sagt. Men jeg tror, at den uforsonlige tone, der trods det gode vejr synes at forpeste atmosfæren alle vegne i øjeblikket, stikker dybere end noget dannelsestab.
Jeg tror, at det handler om grundlæggende livsholdning. Hvis man altid holder på sin ret, bliver man ikke snydt i skat og får måske en bedre plads til sin cykel, men man undgår ikke dårligt humør.
For glæden er ikke kun en (retfærdigheds)følelse, men også et valg, som man må fastholde sig selv på.
Det tror jeg også rummer en teologisk sandhed. Paulus skrev for eksempel Glæd jer altid i Herren og opfordrede i samme sætning sine venner til at enes, mens han selv sad i fængsel.
Jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at netop det bibelvers blev min morfars livsmotto. For min morfar var det mest milde menneske, jeg har kendt. Og han levede med en stærk tro på, at man kunne og skulle give alt det svære til glædens herre i stedet for at smitte andre med sit dårlige humør. For når alt kommer til alt, er glæden venlighedens vigtigste kilde. Og ligesom der altid er noget at være irritereret over, er der også altid noget at glæde sig over i det mindste i Herren.