Hykler er hvad han er...

Godt at ministeren har meldt afbud til denne imams tale. Tahir-ul-Quadi praktiserer den infame skik i islam at tale med to tunger: et slebent, glatløben vokabularium når han befinder sig i den civiliserede del af verden, og et råt, lige-ud-af-posen tale, når talen er henvendt til pludderbukserne og slørhalerne.
Han taler om dialog, men der er ingen dialog i islam. Islam er heller ikke demokrati, det er sharia og totalitarisme.

"Profeten Muhammeds første grundlov i Medina var demokratisk og hvilede på et multireligiøst ligeværd mellem alle borgere. Det er disse islamiske værdier, jeg bærer videre. Derfor vil jeg betegne terrorister som uislamiske,”

"Islam står for demokrati, og islam siger, at man skal følge grundloven der, hvor man bor"

Hvor finder du lige dette henne? I din fantasi.. Det siger islam intet om. Terrorister følger eksembelt af Muhammad, læs islamisk historie. Muhammad afviste jo demokrati og et multireligiøst ligeværd mellem alle borgere.
http://www.answering-islam.org/Authors/Arlandson/free_speech.htm
http://www.religion.dk/laeserdebat/traad/486746?post_id=273363#post_273363
http://www.religion.dk/laeserdebat/traad/486726?post_id=273357#post_273357
http://www.answering-islam.org/BehindVeil/btv4.html
http://wikiislam.net/wiki/The_Pact_of_Umar
http://www.politicalislam.com/blog/ethics/

Det er også grunden til organisationer, der begår forfærdelige grusomheder i Allahs navn, såsom Hamas og Hizbollah, får en betydelig mængde af moralsk og økonomisk støtte fra mainstream.

Faktisk er definitionen af terrorisme" i islam tvetydig i bedste. Og definitionen af en "uskyldig person" i Islam er ikke noget som uskyldige, muslimske apologeter annoncere, når de siger, at sådanne personer ikke er at blive skadet. Grunden til dette er, at enhver, der afviser Muhammad anses ikke for at være uskyldig i henhold til islamisk undervisning.

Tænk på, at en stor del af Koranen er afsat til at beskrive den forfærdelige straf, der venter dem, som nægter at blive muslim. Hvordan kan muslimer sige, at emnerne for en sådan guddommelig vrede er uskyldige personer?

Den mest beskyttes og respekteres af alle ikke-muslimer er det dhimmaen, "bogens folk". Specifikt vil disse være jøder og kristne, der er enige om at islamisk styre og betaler jizya (hyldest til muslimer). Alligevel er ordet "dhimmi" stammer fra et arabisk rod, der betyder "skyld" eller "skylden".

Så hvis selv den dhimmaen har et mål af skyld tilknyttet deres status (i kraft af at have afvist Allahs fulde sandhed), hvordan kan ikke-muslimer, der modsætter sig islamisk styre eller nægter at betale jizya blive betragtet som "uskyldig?"

Selv inden det islamiske samfund findes en kategori af muslimer, der er også siges at bære skyld - større, selv, end den gennemsnitlige ikke-troende. Det er hyklerne, eller "Munafiq," hvem Muhammed nævnt i de mest nedsættende vendinger. En hykler anses for at være en muslim af navn. De adskiller sig fra ægte muslimer, ifølge den 9. Sura ved en uvillighed til løn (v.81, 86) eller fond (v.121) hellig krig. Sande troende kæmpe og er barske for vantro (v.123).

De muslimske terrorister, der ofte dræber muslimer i Allahs navn gør det at tro, at deres ofre er Munafiq eller kafir (vantro). Dette er en del af sharia er kendt som takfir, hvor en muslim kan erklæres en frafalden og derefter henrettet for deres rolle i at hindre udbredelsen af islamisk autoritet.

Ud over den skumle definition af uskyld, er der også problemet med at sondre terrorisme fra hellig krig. Islamiske terrorister sjældent henvise til sig selv som terrorister, men plejer at sige, at de er hellige krigere (Mujahideen, Shahid, eller Fedayeen). De anser deres handlinger for at være en form for Jihad.

Hellig krig er befalet i Koranen og Hadith. I Sura 9:29, fastslår han princippet om, at vantro skal bekæmpes, indtil de enten konverterer til islam eller acceptere en tilstand af ydmygelse under islamisk undertrykkelse. Dette bekræftes i Hadith af både Sahih Muslim og Bukhari.

Mange steder siger islams profet, at Jihad er den ideelle vej for en muslim, og at troende skal Der er snesevis af åbne passager i Koranen, at formane dræbt og kæmper "kæmpe i vejen for Allah." - Langt mere end der er fred og tolerance. Det er lidt naivt at tro, at deres inddragelse i denne "evige diskurs mellem Gud og Menneske" var af historisk værdi alene og ikke beregnet til at være relevant at præsentere dages troende, især når der er lidt at intet i teksten for at skelne dem i sådan måde.

Kombiner Koranens opfordring til hellig krig med tvetydigheden i uskyld og en monumental problem udvikler, der ikke kan lappes over med blot semantik. Ikke alene er der en dyb tolerance for vold i Islam, men også en skarp uenighed og manglende klarhed over de forhold, der berettiger denne vold - og bare hvem de mål kan være.

Selv mange af de muslimer, der hævder at være imod terrorisme stadig støttede "oprøret" i Irak, for eksempel, og ofte underholde påstanden om, at der er en bredere "krig mod islam." Selvom amerikanske og danske tropper som var i Irak forsøgte at beskytte uskyldige liv og hjælpe landet med at genopbygge, muslimer rundt omkring i verden og i Vesten tror, at det er legitimt for sande troende at forsøge at dræbe dem.

Nyder sanktion af hellig krig, den kæmpende således grunde, at det er tilladt at angribe irakiske landsmænd - dem hjælper amerikanerne - selv om de er en del af en demokratisk valgt irakisk regering. Disse ikke-kombattanter og kombattanter både menes at være "Munafiq" eller "Takfir" bistå fjenden "korsfarerne". Koran 5:33.

Selvom jeg bruger Irak som et eksempel her, det er det samme rationale, der er i sidste ende bag al islamisk terror, fra Filippinerne til Thailand. Hvor den muslimske religion er et mindretal, der altid radikale, der mener, at vold er berettiget til at bringe islam til dominans - ligesom Muhammad undervist af eksempel i Mekka og andre steder, såsom land al-Harith.

Og hvad med de såkaldte "uskyldige" der er ramt af bombardementer og skyderier? Selv i Muhammads tid, de var uundgåelige. Den meget roste hadith, hvor Muhammad forbød drab på kvinder, for eksempel, viser også, at der var sådanne ulykker i hans angreb på andre stammer.

Hvis der er nogen tvivl om, at han mente, at det forbudte nogle gange er nødvendigt, bør den sættes til hvile ved en episode, hvor Muhammads mænd advarede ham om, at en planlagt aften razzia mod en fjende lejr ville betyde, at kvinder og børn ville blive dræbt. Han bare svarede "de er af dem", der betyder mændene.

Det er den glidebane åbnet af sanktionen om hellig krig. Hvad der starter som opfattelsen af en ædel sag om selvforsvar mod en formodet trussel gradvist overdrages til en "lad Allah sortere dem ud"-kampagnen gennem en række logiske trin, der i sidste ende begrundet i sublime mål af islamisk styre.

Islam er ikke beregnet til at sameksistere som en ligeværdig med andre religioner. Det er at være den dominerende religion med sharia som den højeste lov. Islamisk styre skal udvides til jordens ender og modstand er at blive behandlet med alle nødvendige midler.

Apologeter i Vesten ofte skuldertræk off Koranens mange vers om vold ved at sige, at de kun er relevante i en "tid med krig."

Til dette, ville islamiske terrorister enige. De er i krig(Dar al-Harb)

Et demokrati er et system, hvor alle mennesker bedømmes som ligemænd for loven, uanset race, religion eller køn. Afstemningen af hver enkelte tæller lige så meget som en stemme fra alle andre. Den kollektive vilje bestemmer derefter samfundets regler.

Under islamisk lov, er det kun muslimske mænd har ret til fulde rettigheder. Den løbende af en kvinde er ofte det halve af en mands - sommetider endda mindre. Ikke-muslimer har ingen stående med en muslim. Faktisk kan en muslim aldrig blive sat til døden for at dræbe en vantro.

Den islamiske stat er styret af islamisk lov, der stammer fra Koranen og Sunnah. Et organ af gejstlige fortolker loven og anvender det på alle omstændigheder sociale, kulturelle og politiske. Folk er aldrig til at være placeret over Koranen og Sunnah noget mere end mennesket bør være over Allah.

Det er lidt tvivlsomt, om der er nogen stater i den muslimske verden, der kan betegnes som egentlige demokratier. Der er ingen tvivl dog, at den lille håndfuld, der ofte holdt op som demokratiske nationer er dem, hvor dyb spænding mellem regeringen og religiøse ledere, da sidstnævnte ofte klager over, at demokrati er et afgudsdyrkende system, pålagt dem.

Islamisk lov er absolut uforenelig med demokrati. Det er et teokratisk system med Allah alene. Allahs lov er fortolket af en afgørelse præster. Der er ikke plads til et verdsligt politisk system, hvor alle mennesker bliver behandlet som ligeværdige.

Islamisk lov er baseret på Koranen og Sunnah, som er fastsat og fast. Der er ikke behov for tilsætning eller korrektion. Der er heller ikke nogen plads til loven om fejlbarlige menneske (især ikke-muslimer). Den bør heller ikke træde i stedet for Allahs fuldkomne lov, som fortæller en mand alt hvad han har brug for at vide om det daglige liv (ned til hvilken hånd han skulle "holde den i", mens han tisser).

Hvis Allah ikke er den myndighed derefter noget mindre er et sekulært diktatur, herunder regel af de muslimske folk. Som en amerikansk-muslimsk jurist klagede for nylig i en fatwa, "demokrati giver frie tøjler til myndighederne i Ummah, og sætter ikke noget loft på det."

Også loven om én person, én stemme er afgørende for demokratiet, men kættersk af islam. Ifølge Koranen er et vidneudsagn fra en kvinde værd at kun halvdelen af en mand, og jøder og kristne er aldrig at have ligeværdig med muslimer under loven (og sikkert aldrig i en position af autoritet over muslimer). Ateister skal dræbes på stedet.

Reformvenlige muslimer foretrækker at ignorere alt dette, og i stedet pege på Koranen (42:38), hvor udtrykket "muslimer, der (adfærd) deres anliggender efter fælles høring" bruges som bevis på, at islam er forenelig med demokrati . Også rekrutteret til dette formål er et ofte gentaget hadith, der har Muhammad sagde, "Min samfund vil aldrig blive enige om en fejl." På dette bygger den meget opreklamerede begrebet "ijma" eller konsensus blandt muslimer til bestemmelse spørgsmål af islamisk lov.

Men ijma, har altid været kontroversiel og sjældent praktiseres inden for islam. Nogle tolker det til at betyde "konsensus blandt de lærde" - har noget at gøre med udtalelse fra det omgivende samfund. Selv når dens legitimitet anerkendes, er ijma accepteres kun som en sekundær (eller tertiær) form for autoritet, bag Fiqh råd. Også, det bærer påpege, at ijma og høring finder kun anvendelse inden for det muslimske samfund (og formentlig begrænset til den "konsensus" af mænd).

Amerikanse lærd Jamal Badawi siger, at det er en pligt for muslimer at skabe islamisk styre: "Koranen er fuld af direkte og indirekte, implicit og mange gange eksplicitte indikationer, der viser, at oprettelsen af den islamiske orden er et krav om muslimer når det er muligt. " Han har også håner sekularisme: "Hvis en muslim mener, at der er et menneske, der har ret til at foretage andre love end Allah så selvfølgelig er det total afvigelse fra den vej af islam. Eller enhver person, der mener, at sekularisme er overlegen i forhold til Allahs lov, han overtræder de grundlæggende Koranens principper "

Muhammad afgjorde Allahs autoritet og ikke fremsætte sine beslutninger til folkets vilje. Ej heller er der nogen tradition for demokrati i 1400 år lange historie af Islam i Mellemøsten og Persien. Hvis hele verden blev muslim natten, er det yderst tvivlsomt, at demokratiet ville vare, da det ville være kun gælder for den mest hverdagsagtige af forhold, der ikke allerede er besluttet af islamisk lov.


De fleste alle enige om, at efter tretten års prædike sin nye religion, havde Muhammad ikke har meget succes og blev tvunget til at flygte Mekka med sine 150 tilhængere. Der dannede han en hær og vendte tilbage otte år senere at erobre byen, der afviste ham.

Muslimer, der ikke er så vidende om den sande rekord efterladt af historikere af dagen tror, at Mekka var en by af ekstrem religiøs forfølgelse og onde hedninge, der blot skulle erobres på grund af den fare, de stillede. Muhammad derefter helt tilgav de mennesker og alle levede i harmoni, nyder den nye tidsalder af fred og religiøs tolerance, at islam bragt til byen.

Dagens muslimer har en visceral behov for at tro, at deres religion gjorde Mekka en bedre by, for hvis islam ikke var bedre end den hedenskab, der kom før, så det har ringe chance for at blive bedre end vestlige religion og andre alternativer, der findes i dag.

Desværre er billedet malet af de tidlige muslimske historikere står i skarp kontrast til, hvad nutidens muslimer desperat ønsker at tro. Sandheden er, at islam forvandlet en yderst tolerant og religiøst pluralistisk by til et af kun to i hele verden, hvor man ikke engang lov til at sætte fod, hvis de ikke bekender sig til den dominerende religion. (Ikke overraskende, Medina er den anden).

Mekka, før Muhammed, var en af seks byer i Arabien med en Kaaba, terningen-lignende bygning, der husede flere hundrede idoler og religiøse artefakter. Mekkanerne var for det meste polyteister, som tilbad deres foretrukne guder endnu respekteret alle andres.

Mekka var også stedet for en årlig religiøs pilgrimsfærd, hvor folk fra hele regionen ville besøge byen over en fire måneders periode. Erhvervs-og indtægter fra denne årlige begivenhed var yderst vigtig for den lokale økonomi.

Folk fra fremmede lande fik lov til at opbevare deres idoler i Kabaen, herunder hinduer. Der var endda plads troen på jøder og kristne, der tilbad der sammen med de andre. Mekkanerne tilladt konverteringer mellem trosretninger, og der var ingen post af forfølgelse mod dem, der praktiserede deres religion uden fornærmende andre.

Selv Muhammads egen oplevelse er et bevis på mekkanske ønske om at leve i fred og harmoni. Ifølge muslimske historiske kilder, har folk i Mekka ikke noget imod Muhammad prædikede en ny religion, da han begyndte at gøre i 610 i en alder af 40. De har simpelthen bedt om, at han er så tolerant over for dem, som de var af ham.

I stedet for at forpligte, men den selvudnævnte profet brød med traditionen og åbent fornærmet de lokale religioner samt forfædrene til de mennesker, der praktiserede det. Dette er ikke kun forårsaget stor forbrydelse, men det direkte truede den primære kilde til levebrød for mange beboere.

Alligevel folket tilladt Muhammad at prædike i modstrid med lokale skikke i 13 år, hvilket er et positivt bevis for deres tolerance. I virkeligheden var det muslimer, der var de første til at trække blod, da de blev mere og mere voldelig mod skeptiske mainstream af samfundet.

For at være fair, var der nogle Mekka, der svarede i naturalier efter muslimerne blev voldelig, men kun én død blev optaget i Sira (en ældre slave fra stress) og ingen i Hadith. Muhammads tilstedeværelse stadig tolereres op til det punkt, at han endelig sluttede med en udenlandsk stamme i en alliance af krig mod selve by, hvor han boede. På det tidspunkt blev han smidt ud af Mekka. Året var 622.

Selv hans modstandere var tilfredse forlader ham alene i Medina, hvor han flygtede med sin kult, ville Muhammad ikke slippe bitterhed i hans afvisning. Han konstant chikaneret mekkanerne ved at plyndre deres vogne og mødte dem i åben konflikt. Til sidst, han narret dem til at underskrive en 10-årig traktat, som efterlod dem forsvarsløse før hans hær, da han pludselig besluttede at tage byen ved overraskelse mindre end to år senere i 630.

Den voldsomme historie af tidlige Islam lader ikke meget for muslimske apologeter at argumentere, at islam er en fredelig, tolerant religion. Besættelsen af Mekka i kølvandet på Muhammads sejr er normalt deres primære eksempel, men da det blev ikke fulgt op af omfattende massakre af beboerne (andre end udslettelse af enhver, der forsøgte at forsvare sit hjem fra udenlandsk besættelse, som en håndfuld gjorde).

Men det er fascinerende at se hvor lavt islams egne forsvarsspillere skal sætte overliggeren for deres religion. Det fremgår af regnskaberne for Ibn Ishaq/Hisham og andre tidlige historikere, at indbyggerne i Mekka ikke ønskede krig, ikke forberede sig på krig, og var naturligvis ikke forventer det, når Muhammad marcherede gennem porten til deres by med en hær af 10.000 soldater. Der er simpelthen ingen grund til at forvente, at disse uskyldige mennesker ville blive slagtet i første omgang (bortset fra det faktum, at islams profet havde bestilt sådanne massakrer i fortiden).

Som det var, var der nogle beboere, der blev dømt til døden ved Muhammad selv ("et lille antal, der var at blive dræbt, selv om de blev fundet under gardiner i Ka'baen" Ishaq/ Hisham 818, se også Abu Dawud 2677 ). Disse omfattede sine gamle fjender, som personligt havde hånet og afvist ham, herunder to slavinder, der havde gjort op sange om ham:

"Han havde to syngepiger, Fartana og hendes veninde, som plejede at synge satiriske sange om apostlen, så han beordrede, at de skulle slås ihjel" (Ibn Ishaq/Hisham 819)

Deres herre, Ibn Khatal, en frafalden fra islam, blev også dræbt på Muhammads orden, selv da han forsøgte at søge tilflugt i, hvad der blev betragtet som den helligste steder:

Allahs Apostel trådte Mekka i året for sin togt iført en arabisk hjelm på hovedet og da profeten tog den af, en person kom og sagde: "Ibn Khatal holder dækning af Ka'baen (tilflugt i Ka ' ba). " Profeten sagde: "Dræb ham." (Bukhari 29:72, Muslim 7:3145)

En tidligere skribent af Muhammeds navn Abdullah gjorde også ramt liste for at forlade Islam efter at indse, at transmissionerne fra Allah var vilkårlige ved med held at foreslå ændringer til Muhammad om ordlyden af visse angiveligt uforanderlige "åbenbaringer".

Som med nogle af de andre, lykkedes Abdullah for at redde hans hals ved at "konvertere" til Islam lige før tidspunktet for udførelsen. Snarere end de mennesker, der spottede ham, eller vende den anden kind (som en anden "profet" opkaldt Jesus engang prædikede), Muhammad dræbte dem, som ikke ville omvende sig for at afvise ham.

Det var på dette punkt, at Mekka, en af de mest religiøst forskellige byer på jorden, blev en af de mest undertrykkende og intolerant. Muhammads første ordre virksomhed var at ødelægge afguder netop de mennesker, der tillod ham at prædike sin religion i deres by i tretten år:

"Profeten trådte Mekka og (på det tidspunkt) var der 360 idoler omkring Ka'baen Han begyndte knivstikkeri afguderne med en pind han havde i sin hånd og recitere:". Truth (Islam) er kommet og Falskhed ( vantro) er forsvundet. "(Bukhari 43:658)

Islams profet derefter sendt sine mænd ud for at ødelægge de templer af andre stammer, både omkring Mekka (Ibn Ishaq/ Hisham 840) og så langt væk som Yemen (Bukhari 59:643).

Med deres egen religion voldsomt ødelagt, de fleste mekkanerne havde intet andet valg end at udad "omfavne" den religion de havde hårdnakket afvist af de 21 år forud for et sværd på deres hals. At sige, at dette var dybfølt (som nogle muslimer i dag faktisk gør) strækker grænserne for godtroenhed.

Før bortvise dem, der ikke ville konvertere, brugte Muhammad først allieret styrke de lokale mekkanerne at erobre en naboby, al-Taif, som hævn for deres tidligere afvisning af ham (og ironisk nok, til deres egen uvilje lave en alliance med ham mod mekkanerne).

Efter et par måneder, var Muhammad i stand til at bryde hvad der var tilbage af hans traktat og med magt smide de resterende ikke-muslimer fra deres egen by:

"Så når de hellige måneder er gået bort, så dræb afgudsdyrkerne, hvor I finder dem, og tage dem fanger og belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert baghold, så hvis de omvender sig og holde op bøn og betale de fattige-rate , lad deres vej fri for dem. " (Koranen 9:5)

Bøn og de "fattige due" er blandt de søjler i islam - salat og zakat hhv. Ifølge islams helligste tekst var derfor den eneste måde for polyteister at undgå døden at konvertere til islam eller flygte fra byen. Overvej skæbne af en ældre mand, der foretrak at bede på sin egen måde:

"Profeten reciterede Suratan-Najm (103) i Mekka og knælede mens du læser det, og dem, der var med ham, gjorde det samme bortset fra en gammel mand, der tog en håndfuld små sten eller jord og løftede den til panden og sagde:» Dette er tilstrækkeligt for mig. " Senere så jeg ham dræbt som en ikke-troende. " (Sahih Muslim 19:173).

Overflødigt at sige, blev enhver, der ikke bekender deres tro på Muhammad efter en fire måneders overgangsperiode ikke tilladt tilbage selv at udføre pilgrimsrejsen, som havde været en århundreder gammel tradition. Ifølge Koranen, var det ikke fordi de udgjorde nogen form for fysisk trussel, men snarere fordi de var "urene" (Koranen 9:28)

Historien om Muhammads voldelige fordrivelse af ikke-muslimer fra deres egen by kan også findes i Ibn Ishaq/ Hisham 920-923. Muslimske apologeter hævder ofte, at Muhammad kun befalet drabet på de hedninge, der havde "brudt traktaten," men den historiske baggrund, at ordren om at bekæmpe refererer til "de polyteister, der havde brudt den aftale, såvel som dem, der havde en generel aftale efter de fire måneder, som havde fået dem som en fast tid "(Ishaq / Hisham 922). Med andre ord var vantro givet fire måneder til at forlade deres hjem, uanset om de havde gjort noget forkert eller ej.

De, der blev efterladt i gang tolerant by Mekka levede under en streng teokrati, hvor en passiv visning af religion var påkrævet af Muhammed som en test af personlig loyalitet. De, der nægtede at efterkomme blev bogstaveligt talt brændt levende:

"Profeten sagde: 'Ingen bøn er hårdere for hyklerne end Fajr og' Isha bønner og hvis de vidste, at belønningen for disse bønner på deres respektive tidspunkter, ville de sikkert præsentere sig selv (i moskeerne), selv om de havde at kravle. " Profeten tilføjede: "Bestemt jeg besluttede at bestille Mu'adh-dhin til at udtale Iqama og bestille en mand til at lede bønnen og derefter tage en brand flamme til at brænde alle dem, der ikke havde forladt deres huse hidtil til bøn sammen med deres huse. '"Bukhari 11:626

Jøder og kristne blev ikke sparet det religiøse fanatisme. Faktisk blev de til sidst jaget ud af hele Arabiske Halvø er baseret på Muhammads endelige påbud fra sit dødsleje:

Jeg vil fordrive jøderne og de kristne fra Den Arabiske Halvø og vil ikke efterlade nogen men muslim. (Sahih Muslim 4366)

Så Muhammad ikke alene smidt ikke-muslimer fra Mekka, han også forbudt dem at nærme sig Kaaba helt. Det var et ekstraordinært eksempel på hykleri givet, at ifølge Koranens andet kapitel, forhindre, at folk fra at tilbede på Kabaen er beslægtet med "forfølgelse", og så vigtigt, at "slagtning" har mandat fra Allah i dette tilfælde.

Islam blev således et system med dobbelte standarder, hvor "magt er ret" og moral af en handling bedømmes kun af, hvorvidt det forskud Islam eller ydelser muslimer. Til denne dag, kræver muslimerne frihed til at prædike deres tro i ikke-muslimske lande, men aktivt benægte samme ret til andre religioner, hvor og hvornår de har magt. De har også insistere på, at andre har ret til at konvertere til islam, mens ingen muslim har ret til at forlade om dødsstraf.

Virkningerne af de fortrængte traditionelle hedenske system med Muhammads arv af intolerance var ubestridelig. Halvtreds år efter Muhammads død, lå Kabaen, der havde stået i århundreder under banneret af religiøs tolerance og respekt i ruiner fra en af de mange interne muslimske krige, der skød op umiddelbart efter Muhammads død.

Til denne dag, er muslimer stadig på hinandens struber, og der er ingen islamisk land i verden, der virkelig tillader andre religioner for at prædike åbent og rekruttere konverterer som Muhammad fik lov til at gøre i Mekka. I stærk kontrast til sin præ-islamiske historie, nu denne by besidder den ære at være den mest religiøst intolerante by på jorden, som ikke-muslimer ikke engang lov til at besøge ... og der er ikke en eneste muslimsk stemme i protest.

Læs mere om Muhammad her i mit indlæghttp://www.religion.dk/laeserdebat/traad/486726?post_id=273357#post_273357



Du er ganske vidst en Hykler Tahir-ul-Qadri. Du forstår ikke at din gud ikke er biblens Gud, Muhammad var en falsk profet i følge det gamle testamentes test og dermed islam ikke af Elohim. Lad dem uden synd kaste den første sten. Yeshua var jo selv blasfemisk i forhold til jøderne og ville stene ham.

Blasfemi er en alvorlig forbrydelse i loven Gud gav til Moses. Israelitterne skulle tilbede og adlyde Gud. I Tredje Mosebog 24:10-16, bespottede en mand Guds navn. Til hebræerne, var et navn ikke blot en bekvem etiket. Det var en symbolsk repræsentation af en persons karakter. Israelitterne æret Guds navn så højt, at de nægtede at udtale det, og fjernet nogle af de bogstaver, når de skrev det, så kun den udtales "YHWH." Manden i Tredje Mosebog, der spottede Guds navn blev stenet til døde.

Esajas 36 fortæller historien om Sankerib, assyrerkongen, og hans forsøg på at demoralisere Jerusalem før han angreb. Efter at have anført Assyrien mange sejre, siger han, "Hvem af alle guder i disse lande har været i stand til at redde deres jord fra mig? Hvordan kan Herren levere Jerusalem fra min hånd?" (Vers 20). Sankerib begik blasfemi ved at antage Israels Gud var på niveau med de falske guder i de omkringliggende lande. Judas Konge, Hizkija, påpeger denne blasfemi i sin bøn til Gud, hvori han anmoder om, at Gud udfri dem med henblik på at forsvare sin egen ære (37:4, 17). Og det er præcis, hvad Gud gjorde. Vers 36-37 forklare, "Så det Herrens engel gik ud og dræbt en hundrede og 85 tusind i den assyriske lejr. Når folk stod op næste morgen, var der alle de døde kroppe! So Sankerib konge af Assyrien brød lejr og trak sig tilbage. Han vendte tilbage til Nineve og opholdt sig der. " Senere blev Sankerib myrdet i templet af sin gud Nisroch (vers 38).

Tilhængere af Gud, er også ansvarlig for at sikre deres adfærd ikke tilskynde andre til spotter Gud. I 2 Samuel 12:14, forklarede profeten Natan at Davids utroskab med Batseba og deraf følgende drab af Urias gav Guds fjender grund til at betvivle Guds hellighed. Davids synd førte andre til at spotte. Som et resultat, tog Gud væk det gode, der kom ud af den synd, en lille dreng. Guds hellighed blev retfærdiggjort, og blasfemi blev bragt til tavshed.

I Romerbrevet 2:17-24, skælder Paul dem, der hævder at blive frelst gennem loven og alligevel synd. Brug af Nathans ord til David, Paulus fortæller dem "Guds navn er spottet blandt hedningerne på grund af dig" (vers 24). I 1 Tim 1:20 Paulus forklarer, at han havde opgivet to grækere til Satan, så de ville "blive lært ikke at bespotte."

Jesus talte om en særlig type blasfemi-bespottelse mod Helligånden begået af de religiøse ledere af hans dag. Situationen var, at farisæerne var øjenvidner til Jesu mirakler, men de tilskrives arbejdet i Den Hellige Ånd til tilstedeværelsen af en dæmon (Mark 3:22-30). Deres skildring af det hellige som dæmonisk var en bevidst, afvisning af Gud og var utilgivet.

Den mest markante anklage om blasfemi var en, der tilfældigvis helt forkert. Det var for forbrydelsen blasfemi at præsterne og farisæerne fordømte Jesus (Matt 26:65). De forstod, at Jesus var den der hævder at være Gud. Det ville nemlig være en bebrejdelse på Guds karakter-hvis det ikke var sandt. Hvis Jesus var bare en mand, der hævder at være Gud, ville han have været en blasfemisk. Men som den anden person i Treenigheden, kunne Jesus sandfærdigt krav guddom (Filipperbrevet 2:6).

Faktum er, hver gang vi gør eller siger noget, der giver andre en falsk repræsentation af herlighed, myndighed og Guds karakter, forpligter vi blasfemi. Hver gang vi forvanske vores position som Guds børn, er vi skade hans omdømme. Heldigvis Jesus tilgiver endda synd for blasfemi. Peter angreb Jesu formål (Matt. 16:22), Paul forsøgte at få andre til bespotte (ApG 26:9-18), og Jesu egne brødre troede, han var sindssyg (Mark 3:21). Alt omvendte sig, og alle blev tilgivet.