Skarp tunge til teologisk tjeneste

Hans Gammeltoft-Hansen, tidligere ombudsmand for Folketinget og medlem af Selskab for Kirkeret, skal lede det nye kirkestyringsudvalg. Et kristent livssyn har formet hans leveregel om det enkelte menneskes værdi

Hans Gammeltoft-Hansen er tilknyttet Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster som hjælpelærer og er desuden med i Forum for Europæisk Kirkeforskning. –
Hans Gammeltoft-Hansen er tilknyttet Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster som hjælpelærer og er desuden med i Forum for Europæisk Kirkeforskning. –. Foto: Jacob Nielsen.

Teologien har måttet tage til takke med at være en slags hobby, mens juraen har tilkæmpet sig hovedrollen i Hans Gammeltoft-Hansens liv, herunder hans mangeårige virke som Folketingets Ombudsmand.

Denne post forlod han tidligere på året, og det har gjort den teologiske understrøm stærkere. I går blev det således gjort officielt, at Hans Gammeltoft-Hansen skal være formand for det udvalg, der skal undersøge folkekirkens ledelsesstruktur og han bør om nogen være rustet til opgaven.

LÆS OGSÅ: Han blev tilfældigvis ledernes leder

Hans Gammeltoft-Hansen er født i 1944 og voksede op som præstesøn. Værdierne hjemmefra kom sammen med et kort formandskab for Dansk Flygtningehjælp til at præge hans livsfilosofi: Det enkelte menneske repræsenterer en uendelig værdi i sig selv en rød tråd, der ifølge ham selv kommer af et kristent menneskesyn.

Politisk har han markeret sig ved sit fokus på menneskerettigheder ved flere lejligheder, blandt andet i håndteringen af Tamil-sagen, der førte til Schlüter-regeringens fald. Det har givet Hans Gammeltoft-Hansen uvenner i politik, for eksempel tidligere folketingsmedlem Søren Krarup (DF), der betragter hans indflydelse på dansk flygtninge- og indvandrerpolitik som den største politiske katastrofe i dette århundrede.

Kritikken fra samme kant lyder, at Hans Gammeltoft-Hansens kristendom er overfladisk og ikke andet end moralsk oprustning. Han selv har fortalt, at han som ung mistede troen i en årrække og veg bort fra forældrenes livsgrundlag, fordi videnskab og tro blev en ligning uden løsning. Senere i livet tog kirkegangen igen til som en fast rytme, og i dag betegner han modsætningen mellem tro og viden som falsk. Når han går i kirke i dag, gør han det gerne i Humlebæk nær hjemmet i Espergærde, men han tager også ofte ind til Frederiksberg for at høre datteren Christiane prædike i Lindevang Kirke.

Hans teologiske standpunkt beskrives af flere som traditionelt folkekirkeligt funderet i en tro på, at folkekirken er en afgørende del af det danske samfund. I 1983 blev han medlem af Selskab for Kirkeret og virkede en kort overgang som formand. Flere i selskabet mener, at den nyvalgte formand for kirkestyringsudvalget nu får mulighed for at gøre noget ved den klare ledelsesstruktur for folkekirken, han i mange år har efterlyst og levere resultaterne med svirpende retorisk præcision.

På trods af travlheden opleves han som altid fokuseret ord-ekvilibrist med et sprog, der på én gang er konservativt og virtuost. Den sproglige dannelse viser sig, når han i taler, foredrag og spørgsmål vejer ordene i sin mund og vælger de bedste med stor akkuratesse.

Hans Gammeltoft-Hansen var i mange år gift med operasangerinden Susanne Graae, med hvem han har tre børn, hvoraf to er uddannede teologer og én er menneskerettighedsforsker. De to blev siden skilt, og i dag er Hans Gammeltoft-Hansen gift med ergoterapeut Bodil Stein. I sin fritid er han fløjtenist i Københavns Kammerensemble og nyder musikken, men når han skal koble helt fra, sker det i familiens sommerhus på Drejø. Her kan han gå og rode i et bål i timevis og beskære træer til et punkt, hvor den fysiske træthed indtræffer. Han kan absolut ikke lave mad, forlyder det, slet ikke over bål. En anden kilde påpeger, at han heller ikke giver alverden for rygeforbud: Under en konference i Sønderjylland i 2010 lykkedes det den daværende ombudsmand at sætte brandalarmen i gang en tidlig morgenstund, da trangen til en cigar meldte sig. Kort efter stod det lokale frivillige brandværn på stedet og måtte minde en slukøret ombudsmand om reglerne.