På scenen i den store aula på Rotterdams Erasmus Universitet står seks mænd klædt i jakkesæt i præcis samme nuance af mørkegrå. Som om lederne fra Hollands seks største partier uafhængigt af hinanden har slået op i den samme statsmandshåndbog for at finde frem til, hvad der giver det mest landsfaderlige look.
Vi er ved den næstsidste tv-debat, inden Holland går til valg i morgen. Og fra at have været en valgkamp domineret af yderpartier med det EU- og indvandrerfjendske Frihedsparti til højre og Socialistpartiet (en venstre-populistisk udgave af SF, inden de trak mod midten) til venstre, er debatten vendt til at handle om, hvem vælgerne mener vil være bedst til at udvise ansvar for et Holland, der befinder sig i sin dybeste økonomiske krise i nyere tid.
LÆS OGSÅ: Hollænderne vender EU ryggen
De umiddelbare reaktioner i universitetets forhal efter et par intense timer i selskab med toppen af hollandsk politik afspejler meningsmålinger. De peger på en koalition over midten med statsminister Mark Ruttes liberale VVD-parti, det hollandske svar på De Radikale, D66, og så valgets overraskelse, det gode gamle socialdemokratiske Arbejderparti, der har gjort et stormende comeback og nu ligger fuldstændig lige med de liberale. I høj grad takket være den nyvalgte partileder Diederik Samson, der også i aften gør stort indtryk.
Han kan virkelig sine ting. Han har alle sine fakta og tal på plads. Det er det, der karakteriserer en god leder, siger Damy på 20 år, der læser på universitetets Business Administration-linje, mens Sophie og Alies fra Management-afdelingen synes, at Alexander Pechtold fra det socialliberale D66 gjorde den bedste figur i sine direkte meningsudvekslinger om EU med Frihedspartiets Geert Wilders.
Han var ærlig om, hvad det kræver, hvis vi skal betale prisen for at komme ud af krisen og også blive i euroen, siger Sophie.
Ifølge Gijs Schumacher, der forsker i Hollands politiske liv ved Amsterdams Frie Universitet, er valgkampen et spørgsmål om tillid.
Alt er kommet til at handle om, hvem man kan stole på, siger Schumacher.
I starten sagde alle analytikerne, at det her valg ville komme til at handle om de radikale. Om Socialistpartiet og Frihedspartiet. Men de undervurderede den vigtige koalitionsdynamik, som gennemsyrer hollandsk politik, og som gør det praktisk talt umuligt at komme uden om midterpartierne.
For Holland er flertalsregeringernes og de brede koalitioners land. Den siddende konservativ-liberale regering modelleret på den danske VK-koalition var den første mindretalsregering siden Anden Verdenskrig. Den holdt kun 17 måneder, inden Geert Wilders fra Frihedspartiet trak sin støtte. Dermed røg appetitten på at prøve den slags igen, samtidig med at Wilders afskrev sig enhver lille chance for at få indflydelse i en kommende regering, selv hvis han beholder sine 24 mandater, som stadig er teoretisk muligt for ham at opnå.
Værst er det gået ud over ham, som ellers har været valgets absolut mest omtalte element. Lederen af Socialistpartiet, Emile Roemer, fik i starten ellers masser med vind i sejlene på at tale den lille mands sag, kæmpe for mere velfærd og sige nej til EU-sparekrav og krisepakker til Sydeuropa. Partiet lå nummer to i meningsmålingerne. Så gik valgkampen i gang for alvor, og da først kameraerne rullede, og debatterne kørte for fuld kraft, var det, som om al luft blev lukket ud af ham. På scenen i Rotterdam er han en katastrofe, han virker fysisk utilpas ved at være i rampelyset, han tager ikke ordet og fremstår klasser ringere end sine meddebattører.
Roemer klarede sig virkelig godt, indtil han blev inviteret ind i tv-studierne. Her kom han til at fremstå som rablende og usammenhængende, og der var ingen, der forstod, hvad det var, han ville sige, siger Gijs Schumacher fra Det frie universitet i Amsterdam.
Statsminister Mark Rutte har også på mange måder tabt sin valgkamp på gulvet, lyder vurderingen fra politisk redaktør på Rotterdams Børsen-lignende erhvervsavis NRC Handelsblad, Thijs Niemantsverdriet. Selvom Rutte stadig meget vel kan ende med at stå i spidsen for landets største parti, så har han ikke kunne veksle sin fremstående position til stemmer i valgkampen.
Rutte fik ikke spillet statsministerkortet, siger den politiske redaktør, der mener, at det var en stor fejl.
Statsministeren har profileret sig på lov og orden, mere kontrol med immigration og mindre magt til EU for ikke at lække vælgere til højre. Klassisk oppositionsretorik om, at nu skal der andre boller på suppen iblandet en god portion populistiske gaveløfter. Men ifølge Thijs Niemantsverdriet var reaktionen i befolkningen at tænke hør, hov. Hvem er det lige, der har haft ansvaret.
VVD ville føre en stærkt højreorienteret valgkamp for at undgå at miste stemmer til Wilders. Rutte lovede endda enhver arbejdende hollænder 1000 euro (7500 kr, red.) om to et halvt år i skattelettelser. Det faldt fuldstændig til jorden. Vi er i den største krisetid nogensinde, så reaktionen var, at ingen troede på, at det nogensinde kommer til at ske, siger Thijs, der kalder det en stor fejltagelse.
Ruttes usandsynlige vælgerløfter har åbnet en uventet mulighed for Arbejderpartiet til at tage rollen som det ansvarlige parti på sig med den nyvalgte partileder Diederik Samson som bannerfører.
De har ført valgkamp over sommeren på, at de er de eneste, der er villige til at tage de svære beslutninger. Der er ingen løfter, andet end at det kommer til at blive hårdt. Arbejderpartiet fortæller hele tiden den samme historie om, at både SP og VVD forsøger at behage vælgerne. At de ikke fortæller dem den ubehagelige sandhed om, hvad der skal til af nedskæringer, og hvad det kræver at redde euroen, siger Niemantsverdriet, der udnævner det som valgets helt store overraskelse.
For et halvt år siden var hele partiet i ruiner. De lå helt nede i meningsmålingerne. De var stadig det vigtigste oppositionsparti, men de var bare ikke i stand til at yde nogen form for opposition. Der var Samson ekstremt hurtig til at genopfinde sig selv og partiet, siger Thijs Niemantsverdriet.
Om det er nok til at kapre statsministerposten, vil han ikke spå om. Meget kan stadig ske. Der er 21 partier med i konkurrencen om de 150 pladser i det hollandske Andetkammer, og ikke alle vil passere spærregrænsen.
Til gengæld opfordrer han til, at man væbner sig med tålmodighed. I tråd med Hollands notorisk langsommelige regeringsdannelse regner han ikke med at se et nyt ministerhold på plads før op mod jul.