IT-forsker: Kun en ligeglad kirke siger ja til udmeldelse med e-mail

MED AFSTEMNING En udmeldelse af folkekirken kan være et råb om hjælp og kræver derfor en god dialog. Den går man glip af ved at reducere udmeldelsen til en ren digital handling, skriver præst og IT-forsker Christian Grund Sørensen

IT-forsker: Kun en ligeglad kirke siger ja til udmeldelse med e-mail

Forestil dig, at dit folkekirkemedlemsskab afgøres af et klik på like på Facebook.

Digitale medier er kun i begrænset omfang velegnede til at håndtere spørgsmål omkring personlige og trosmæssige forhold. Især da ikke, når der, som Kirkeministeriet ifølge Kristeligt Dagblad i går lægger op til, er tale om en næsten maskinel behandling af udmeldelsen.

LÆS OGSÅ: Farvel til kirken per email

Problemet med at kommunikere per mail omkring udmeldelse er, at det lader til, at man ønsker at afskære den interaktive del af denne proces. En god dialog kan sagtens foregå via en mailkorrespondance, men en sådan korrespondance har intet at gøre med, at et medlem blot sender en bestilling på udmeldelse og præsten beredvilligt eksekverer. I den nuværende kultur opfattes en digital handling som mindre dybdegående end en fysisk handling som for eksempel en samtale.

At reducere udmeldelsesprocessen til en ren digital handling er derfor at signalere, at folkekirken faktisk også er ret ligeglad.

Udgangspunktet for en udmeldelse af folkekirken har altid været en personlig kontakt med den lokale sognepræst. Årsagen til det er, at der er tale om et omfattende dybdegående valg i forhold til identitet og gudsforhold. Der er også konsekvenser i forhold til for eksempel kirkelig vielse og kirkelig begravelse. Der er altså langt fra tale om en administrativ handling som at skifte læge, søge daginstitutionsplads eller boligsikring.

LÆS OGSÅ: Kritik af ministerium for ikke at informere præster

Udover mine forskningsbaserede kompetencer er jeg præst i folkekirken. Min oplevelse er, at når folk vil melde sig ud, er det ofte udtryk for et genuint valg baseret på trosmæssige eller økonomiske hensyn. Men i cirka halvdelen af tilfældene er der i virkeligheden tale om et råb om hjælp i forhold til anfægtelser, vrede mod Gud på grund af personlig modgang eller bekymring over udviklingstendenser i folkekirken. I de tilfælde bør præsten tage det menneskes frustration alvorligt og tage en passende samtale uden at være konfliktsky. I mange tilfælde fører det til en afklaring for den person, der gerne ville melde sig ud. Det kan så føre til, at vedkommende melder sig ud alligevel, men det fører også ofte frem til det sjælesørgerisk forløb, som vedkommende har haft brug for.

En anmodning om udmeldelse kan i virkelighedens verden være et råb om hjælp.

Kan en sådan samtale omkring årsager til udmeldelsen ikke foregå per mail? Jo, det mener jeg godt. Men i så fald er der netop tale om en mailsudveksling og ikke blot en maskinel bestilling på udmeldelse.
At lave maskinel udmeldelse, som der jo næsten er tale om, er ikke at tage folkekirkemedlemmernes åndelige behov alvorligt.

LÆS OGSÅ: Portræt: Sognepræst.it

I øvrigt foreligger der også et latent sikkerhedsproblem i maskinel udmeldelse. Det er et ikke ukendt fænomen, at en kæreste eller ægtefælle lægger pres for at få et medlem til at melde sig ud. Det kan blandt andet ske af økonomiske hensyn. Det er både i folkekirkens og medlemmets interesse, at det er medlemmet selv, som ønsker at foretage udmeldelsen (andre kan have afgang til at indscanne papirer), og at medlemmet er relevant oplyst omkring konsekvenserne af udmeldelsen. Dette er ikke uproblematisk.