KIRKEN SKAL reformeres, den skal laves om, så den bliver tidssvarende, lyder det fra kirkeministeren.
Der er for meget støv, forældede paragraffer og gamle sure præster, som ikke vil følge med tiden. Vielserne skal ud i det fri, så må præsterne trække i waders om nødvendigt, for der findes jo som bekendt ikke dårligt vejr.
LÆS OGSÅ: LEDER: Et (måske) stort skridt for kirken
Man skal kunne melde sig ud hurtigt og smertefrit, uagtet at en sådan udmeldelse kan få meget voldsomme konsekvenser ikke mindst for eventuelle efterladte.
Men man skal komme folk i møde for det er jo folkets kirke en sådan folkekirke, så er det vel kun ret og rimeligt, at folket definerer, hvad der skal foregå i den og på hvilken måde. Som brudeparret, der bad præsten om at nedtone alt det med Gud og Jesus, for det passede ligesom ikke ind med resten af konceptet.
LÆS OGSÅ: Ekspert: Kirkeplan kan ende i minister-topstyring
Og nu er det så åbenbart kirken, der er i vejen. For vi skal have ret og rimelighed helt ind i kirkerummet og udenfor!
EGENTLIG TROEDE JEG, at kirken tilhørte Gud. Jeg tilhørte den naive, gammeldags slags, som troede, at det var Kristus, som var kirkens herre. At forkyndelsen gik ud på at sætte en anden end sig selv i centrum. At være til stede ikke mindst for den nødlidende næste.
Men for nylig blev jeg belært om noget ganske andet. Jeg var nemlig blevet inviteret med til en komsammen, hvor netop dette friluftstema kom op at vende, og den alvorligste indvending var faren for at få mudder på kjolen!
At evangeliet rent faktisk er et modsvar til en tidsånd, hvor enhver sætter sig selv i centrum, syntes sagen fuldstændig uvedkommende for det gør alle jo, lød modreplikken. Jo, svarede jeg forsigtigt og fuldstændig paf, det gør de vel.
EFTERFØLGENDE INDSÅ jeg, at det måske i virkeligheden er hovedproblemet i hele denne misere.
At menneskets evindelige selvforherligelse og trang til selviscenesættelse i den grad er blevet altdominerende, at den synes at være rykket helt ind i Kirkeministeriet som det jo heller ikke hedder længere.Hvor er det lutherske syndsbegreb forsvundet hen i hele den her diskussion? Forestillingen om mennesket, der indkroget i sig selv søger sig selv og sit eget? Om det menneske, der må retvendes af Gud, så det kan få øje på andet og mere end sin egen næsetip?
Hvis kirken skal reformeres og det skal den måske nok kan jeg kun se en eneste vej at gå, og det er helt enkelt med Luthers skriftprincip i hvert eneste tilfælde at spørge sig selv og hinanden: Driver det her på Kristus?. Lader det evangeliet træde frem?. Giver dette nyt tiltag virkelig mening i en evangelisk-luthersk kirke?.
At lade tidsånden diktere retningen for en kirke, hvis inderste kerne består af den skarpest tænkelige modsigelse af denne ånd, skriger for mig at se fuldstændigt til himlen.
Lone Kofod Jensen, sognepræst og landssekretær i Kirkens Korshær i Region Syd,Langforte 8, Christiansfeld