I KRISTELIGT DAGBLAD kunne jeg lørdag den 8. september konstatere, at litteraturanmeldelsens territorium er blevet udvidet: Nu skal den ikke kun udtale sig om bøger, men også om forfatterens tanker.
Jeg kunne forstå, at forfatteren (af romanen Gips) tænker, at vi er mange derude i forstæderne, der lever meningsløse arbejds- og familieliv, og at vi skulle se at vågne op og vælge til og fra.
Jeg må skuffe Kristeligt Dagblad. Her er, hvad jeg derimod tænker: Hvis anmeldelsesterritoriet nu også skal dække forfatterens tanker bag om romansiderne, må der meget mere kaffegrums til på redaktionen. Dét og så en mager kat med krum ryg.
LÆS OGSÅ: Bør anmeldere holde sig væk fra Facebook?
Så lad os blive ved bogen. Hvad er moralen i Gips? Vil romanen vise, at ægteskab gør vold på individet? Eller at vold er vejen ud af ægteskabet? Vil den vække folks forargelse over romanfiguren Netes handlinger? Eller gør den nar ad forstadsidyllen?
Romanformen er en mulighed for at få kendskab til mennesker, der tænker og handler anderledes end én selv, mennesker med andre sandheder, andre værdier, andre logikker.
Hvad er et individ? Hvad definerer et jeg? Enhver roman tilbyder et svar. Det er ligger derimod ikke inden for romanens område at give svar på, om romanfigurerne gør ret eller uret i at tænke eller handle på en bestemt måde.
Romanforfattere kan ikke gøre noget ved læsere, der foretrækker at læse romaner som manifester. Men tanken om at være enig med en roman er romanformen aldeles fremmed.
Kan man være enig med Lolita? Romanen som form, som idé, er et rum, et imaginært rum, der forvandler alle svar til spørgsmål, alle visheder til gåder, alle diagnoser til poesi.
Den er et frirum fra vores lidenskabelige trang til at dømme. Pædofil er en diagnose. Lolitas Humbert Humbert er poesi. Neurotiker er en diagnose. Ballademager fra Gips åbner for en historie.
I det første siger vi sådan og sådan er det. I romanen siger vi sådan og sådan kunne det være. Det første tager virkeligheden alvorligt. Det andet tager poesien alvorligt.
Poesi er et rum for flertydighed. For at citere den tjekkiske forfatter Milan Kundera: Ethvert svar er en fælde for tåber. Det står selvfølgelig læsere frit for at læse efter svar, hvis det er dét, de vil. Men læsningen må gælde bogen, ikke forfatterens tanker.
Mathilde Walter Clark er forfatter senest til romanen Gips