Angst skal tøjles

Når man lider af angst, skyldes det som regel, at man overvurderer risikoen for, at en farlig tilstand eller hændelse skal indfinde sig. Det er vigtigt at få justeret angstregulatoren, så man får mod på livet

Kære brevkasse

Jeg henvender mig til jer, fordi jeg har en datter, Julie på 18 år, der i dagligdagen fungerer godt. Hun går i gymnasiet, hvor hun stortrives både fagligt og socialt. Hun er glad for livet, men hun kan være meget bekymret for fremtiden på grund af alt det, der sker både klimatisk og konfliktmæssigt i verden. Julie har de sidste par år udviklet stor angst for at dø. Det er så slemt, at hun kan være ved at udvikle angstanfald, når vi taler om døden.

LÆS OGSÅ: Kunsten at udholde det uudholdelige

Hun har oplevet to dødsfald i familien. Min mor døde efter halvandet års sygeleje, da min datter var 10 år. For to år siden døde hendes farfar efter kort sygdom en dag, hvor vi ikke var hjemme.

Julie var alene, da hendes søster ringede til hende og fortalte det. Hun blev rystet og utrolig ked af det, og hun var helt alene i en halv time, indtil vores ældste datter kom ned til hende. Vi var som sagt meget langt hjemmefra, så der gik flere timer, før vi nåede hjem til familien. I mellemtiden var begge vores piger og vores svigersøn taget ud på plejehjemmet til deres farmor, som var der, da farfar døde. Farmor syntes, at de alle skulle ind og se deres farfar, da han var blevet gjort i stand, også Julie, selvom hun havde været i tvivl om, hvorvidt hun ville se ham. Det havde gjort et meget stort indtryk på hende, og hun syntes, det havde været direkte uhyggeligt at se ham.

Hun har siden den oplevelse været bange for døden, og hun taler ofte om den. Vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe hende, men lige meget hvad hjælper det ikke. Hun er både bange for, at vi skal dø fra hende, at hendes storesøster skal dø, og at hun selv dør. Hun har ofte sagt, at hun tror, hun dør ung.

Hun tænker om døden, at den er skræmmende på den måde, at når hun dør, så kan hun ikke længere se os, være en del af den verden, hun elsker, og det skræmmer hende meget, at hun ikke ved, hvad der sker efter døden.

Da jeg er et kristent menneske, tror jeg fuldt og fast på, at jeg skal møde mine kære afdøde forældre igen, når jeg selv dør. Jeg er også sikker på, at Gud vil drage omsorg for mig den dag, jeg forlader Jorden, og jeg er derfor ikke bange for døden. Jeg har talt med min datter om døden i en kristen terminologi, men det hjælper ikke.

Jeg har overvejet, om det ikke ville være en god idé for hende at tale med en præst om det. Vi har en super god præst, som Julie også godt kan lide. Mit spørgsmål er, hvordan vi kan hjælpe hende som forældre?Venlig hilsen

Marianne

Kære Marianne

Tak for dit brev. Vi forstår godt, at det er svært at have en elsket datter, som man oplever ikke at kunne hjælpe.

Det er tydeligt, at det har været stærke oplevelser for Julie at miste bedsteforældre, og det har virkelig gjort et meget stort indtryk på hende pludselig at få at vide, at farfar var død og få timer efter uden forberedelse skulle se ham ligge død i sengen. I bagklogskabens klare lys ville det nok have været bedre for Julie at snakke med jer om det først, så hun havde haft mulighed for at fordøje det lidt og kunnet forberede sig på at se sin døde farfar og gerne have ventet med det til dagen efter.

Det kan almindeligvis være en god idé at lade større børn og unge se afdøde familiemedlemmer. Men det kan være vigtigt med god forberedelse og at kunne snakke forventninger og oplevelser igennem både før og efter.

På et plan kan man sige, at døden er skræmmende for os alle.

Bibelen kalder faktisk døden for den sidste fjende. At skulle løsrives fra dem, man elsker og er knyttet til, er forbundet med en eller anden grad af angst for alle mennesker. Og for børn og unge kan det være truende for deres eksistens, hvis tankerne om pludselig død og adskillelse fra alt, hvad man kender og elsker, bliver for konkrete og påtrængende i bevidstheden.

En kristen tro om altid at være i Guds gode hånd kan mange gange være en tryg hjælp midt i det sårbare liv. Men hvis angsten først er flyttet ind bag de sunde beskyttelsesmekanismer, som vi mennesker nødvendigvis må opbygge for at gebærde os i dette liv, hjælper det ikke længere på samme måde.

Julie har fået en angsttilstand, hvor så at sige hendes indre angstregulator slår alt for kraftigt ud med bekymring og angst. Det svarer på en måde til, at en brandalarm i et lokale sætter sirene og sprinklere i gang, hvis nogen tænder et stearinlys.

Hvis det er sådan, skal man ikke lære at leve med det, men have regulatoren genindstillet. På samme måde skal Julie have sin angstregulator justeret, så den kun slår ud, når faren virkelig er overhængende.

Heldigvis klarer hun sig godt i skolen. Men det er vigtigt, at hun får professionel hjælp.

Det er ikke sikkert, den behøver være særlig omfattende. Men en psykolog med faglig baggrund i kognitiv angstbehandling kan sikkert være til god hjælp med nogle samtaler om hendes ”katastrofetanker” og hjælpe hende til mere realistiske vurderinger. Som forældre kan jeres bedste hjælp være at hjælpe hende med at finde en sådan psykolog.

Hendes angstregulator tror og forestiller sig på en måde, at risikoen for, at hun selv eller en af de nærmeste pludseligt kan dø, er meget større, end den er.

De allerfleste angsttilstande handler om en betydelig overvurdering af sandsynligheden for, at en farlig tilstand eller hændelse kan ske i fremtiden. Sådan er det, hvis man for eksempel er angst for at flyve eller bange for at være alene.

Man overvurderer risikoen. Ingen kan selvfølgelig sige, at risikoen for, at der kan ske noget, er nul. En flyver kan falde ned. Men sandsynligheden er meget lille. Derfor flyver de fleste af os, når vi har brug for det.

Godt nok skal vi alle dø. Men sandsynligheden for, at en 18-årig dør, er meget, meget lille. Og sandsynligheden for, at en af jer forældre pludselig skulle dø lige nu, er også minimal. Derfor er det vigtigt, at Julie får hjælp til at justere sin angstregulator, sådan at hun får mod til at leve og udfolde sit liv og sine evner. Og med vore dages gennemsnitslevealder er sandsynligheden for, at hun lever mindst 70 år til, endda ganske stor.Mange hilsener