Jagten på en diagnose

I mange år har jeg arbejdet som praktiserende læge. Jeg er så gammel i gårde, at nogle af de børn, jeg har set til børneundersøgelser, nu selv har fået børn

En psykiatrisk diagnose er et tungt kors at bære, og et barn, der diagnosticeres måske i 10-årsalderen, skal måske hele sit liv leve med en fortælling om at have en hjerne, der ikke fungerer "normalt".
En psykiatrisk diagnose er et tungt kors at bære, og et barn, der diagnosticeres måske i 10-årsalderen, skal måske hele sit liv leve med en fortælling om at have en hjerne, der ikke fungerer "normalt". . Foto: Odilon Dimier/6PA/MAXPPP.

Jeg har haft muligheden for at følge menneskers liv helt tæt på og også set, hvordan det omgivende lokalsamfund har ændret sig i takt med udviklingen. Men det underlige har været at opleve, at det ikke kun er menneskene, der forandrer sig, men også det, de fejler! Ikke mindst det faktum, at der hele tiden kommer nye diagnoser til.

LÆS OGSÅ: Smertefuld lidelse overses hos mange

Tag nu for eksempel den omdiskuterede ADHD-diagnose. En opmærksomheds-forstyrrelse, som omkring 15.000 danske børn og unge er i medicinsk behandling for.

Diagnosen eksisterede slet ikke, da jeg begyndte som praktiserende læge. Børnene har måske været der før, men diagnosen var ubrugt eller ikke opfundet endnu. Men antallet af børn og unge med psykiatrisk diagnose er steget eksplosivt det sidste årti. ADHD-diagnosen tegner sig for cirka halvdelen, og debatten om, hvorfor nu så mange børn har fået denne mærkat, er i fuld gang. Er der virkelig så mange flere syge børn? Eller er det, fordi vi nu er i stand til at finde dem?

En ting er sikkert: Det drejer sig om børn, som har det dårligt, og hvor både de og deres familier har brug for accept og hjælp til nogle meget reelle og konkrete problemer.

Og en anden ting, der er lige så sikker, er, at der er mange parter, som tager skytset frem i jagten på diagnoserne: Forældre ønsker selvfølgelig hjælp til deres børn, der har det skidt. Lærerne ønsker at dokumentere behovet for flere ressourcer i undervisningen. Lægerne og specialisterne vil gerne hjælpe ved at udrede og behandle, og industrien vil sælge medicin. Endelig ser det ud, som om diagnosen passer som hånd i handske til vores kultur, hvor menneskelivets udfordringer og besvær i stigende grad skal have en biomedicinsk forklaring og gøres til et individuelt problem, der skal løses hos lægen.

Men gør det noget, at så mange børn får en diagnose? Hvis ikke, er alt jo i sin skønneste orden. Og faktum er, at mange børn har fået det rigtig meget bedre. De har fået mere støtte i skolen, og de har fået medicin, der har givet dem ro og større koncentrationsevne. Forældrene har også fået oprejsning ved, at barnets problemer har fået en biomedicinsk forklaring.

Men der er altid bivirkninger. Både ved medicin og ved at give diagnoser. Nogen har kaldt det et kæmpe eksperiment, når vi medicinerer så mange børn (og deres umodne hjerner) uden at kende langtidsvirkningerne. Personligt mener jeg, at det er et lige så stort eksperiment at benytte nye diagnoser uden at vide, om man kan slippe af med dem igen, selv hvis man får det bedre.

En psykiatrisk diagnose er et tungt kors at bære, og et barn, der diagnosticeres måske i 10-årsalderen, skal måske hele sit liv leve med en fortælling om at have en hjerne, der ikke fungerer normalt. Hvor diagnoser kan åbne til muligheder for at få social og pædagogisk støtte, kan diagnoser også lukke for fremtidsmuligheder for eksempel i forhold til arbejde og erhverv. Vi er nødt til at tænke os om en ekstra gang, før vi sætter mærkat på de opmærksomhedsforstyrrede børn, og stoppe den uhæmmede diagnosejagt.