To millioner menneskers hjem i Gaza er snart ubeboelige

Omfattende FN-undersøgelse viser, at Gaza ikke længere vil have ressourcer nok til at huse sin egen befolkning om otte år. Om fire år er der ikke vand nok. Myndighederne arbejder på en løsning, som befolkningen ikke tror på

Et æsel trækker en vogn i den centrale del af Gaza By. Ifølge en FN-rapport står Gaza over for mangel på mad, vand, hospitalsfaciliteter og meget andet, samtidig med at befolkningen vokser kraftigt. –
Et æsel trækker en vogn i den centrale del af Gaza By. Ifølge en FN-rapport står Gaza over for mangel på mad, vand, hospitalsfaciliteter og meget andet, samtidig med at befolkningen vokser kraftigt. –. Foto: Ed OuNYT.

Smag selv, siger Nahed al-Tawil, en 55-årig arbejdsløs palæstinenser.

Vi sidder på fortovet i Shati-flygtningelejren i Gaza med syv af hans arbejdsløse venner og taler om et af de emner, der optager befolkning og myndigheder allermest. Ikke israelske angreb eller de væbnede gruppers affyring af missiler mod Israel. Ikke arbejdsløsheden på 60 procent. Vi taler om vand.

LÆS OGSÅ: Gaza-beboer brænder sig selv ihjel

I årevis har befolkningen klaget over manglende vandforsyning og forfærdelig drikkevandskvalitet. For to uger siden tog FNs flygtningeagentur UNRWA sagen op og offentliggjorde en alarmerende rapport med den konklusion, at der om fire år ikke vil være vand nok til Gazas befolkning. Om otte år vil grundvandet være så forurenet, at skaden vil være uoprettelig. Det er det hidtil mest officielle forsøg på at sige, at Gaza styrer mod en katastrofe. I øjeblikket er Gazas samlede befolkning på 2,1 million, hvoraf mange bor i flygtningelejre med elendig infrastruktur som i Shati-lejren. Gaza er på størrelse med Langeland.

Nahed al-Tawil rækker mig en plasticflaske. Neden for skrænten ved fortovet bliver kloakvand pumpet ud i Middelhavet. Bølgerne er brune, så langt øjet rækker. Her stinker af afføring.

Alle øjne rettes mod Kristeligt Dagblads udsendte, mens den salte og fedtede konsistens rammer tunge og gane.

De lokale palæstinensere smiler et kort øjeblik til hinanden. De kender smagen og ved, at vandet fra hanerne er udrikkeligt. De rækker mig noget kogt vand, som jeg kan skylle munden med.

Der kan du bare se, siger Nahal al-Tawil med en stemmeføring, der er delt mellem fryd og anerkendelse.

Shati-lejren, hvor de bor, er et af de hårdest ramte områder i Gaza, hvad angår vandforsyning. Mange års udgravning af brønde har fået grundvandet til at synke, og havvand siver direkte ind i drikkevandet. I øjeblikket er situationen sådan, at der kun er rindende vand i hanerne et par gange om ugen. Drikkevand koges, når der er elektricitet, eller købes og opbevares i en 500 liter stor beholder på hustagene.

Men for en gruppe arbejdsløse uden indtægter og med familier på 6-14 børn at forsørge er vandforsyning daglig improvisation.

Safwat al-Nahal er 60 år og kan stadig huske, da vandet smagte godt for mere end 20 år siden. Han er overbevist om, at han vil drikke saltvand til sin død, og at hans seks børn og børnebørn vil gøre det samme.

Ingen vil hjælpe os. Ikke de arabiske lande. Ikke Vesten. Ikke Israel, siger han.

Han har hørt om UNRWAs seneste rapport, men er mildt sagt skeptisk.

Hvorfor skulle de pludselig hjælpe os nu?, spørger han.

Det har Monther Shoblak svaret på. Han er ingeniør og ansvarlig for vandressourcerne i Gaza og på Vestbredden. Han kender tallene fra UNRWAs rapport. Faktisk er det ham, der har leveret dem til FN-organet. Men han håber også, at det politisk og økonomisk betingede bureaukrati, der gemmer sig bag internationale donorer, i modsætning til tidligere vil lade hans plan slippe gennem nåleøjet denne gang. For det er Monther Shoblaks plan, der skal redde Gaza fra total udtørring og uoverskuelig ødelæggelse af grundvandet.

Jeg har en detaljeret plan foran mig. Alle datoer er nøje planlagt for oprettelsen af et destilleringsanlæg, der kan gøre havvand brugbart til privat brug. Vi har endda fået tilsagn fra Den Islamiske Udviklingsbank og Den Europæiske Investeringsbank om, at de hver især vil dække halvdelen af udgifterne. Nu venter vi bare på at igangsætte projektet, når de første penge overføres, siger han.

Men fra et kontor i Gaza er det lettere sagt end gjort. Monther Shoblak minder om, at Det Palæstinensiske Selvstyre uden held har forsøgt at få Israels tilladelse til at fragte en enkelt vandpumpe fra Vestbredden til Gaza siden 2006. Han er også klar over, at der skal et hav af god vilje og konkrete beslutninger til, før de enkelte europæiske lande skriver under på overførslen af 150 millioner euro til et projekt i Gaza. Især fordi han, som alle andre, kender den forsigtighed, der har ramt donorlandene, siden Hamas-bevægelsen overtog magten i Gaza i 2007. Ingen vil klandres for at finansiere terror direkte eller indirekte, og derfor foretrækker den vestlige verden at spytte penge i små kortsigtede og ufarlige projekter, hvor man ikke konfererer direkte med Hamas-regeringen og risikerer at skulle forklare sig over for Israel og USA bagefter.

Den slags projekter kalder Monther Shoblak for hovedpinetabletter.

De projekter er velmenende, men ikke langsigtede, siger han og afslører, at han ofte har takket nej til donorpenge, fordi de øremærkes til kortsigtede løsninger, som Det Palæstinensiske Selvstyre ikke kan bruge i sin langsigtede planlægning.

Han håber, sagen om Gazas vand vil høre til undtagelsen. Det vil være hans livs største bedrift at vende den negative udvikling i Gaza ved at producere vand nok de næste otte år og efter det til, at grundvandet kan begynde at stige, når brøndene lukkes. Men han håber også det lykkes, fordi der ikke findes et eneste brugbart alternativ.

Enten får vi det her projekt til at køre, eller også er vi virkelig på vej mod helvede, siger han.