Fra apostlenes gerninger til afrikanske karismatikere

Prægtigt værk om 2000 års kirkehistorie bør nå ud til mange læsere

Hvis man følger med i den aktuelle debat om kristendom og kirke, så får man måske en fornemmelse af, at alt var bedre i gamle dage. Dengang der var klassisk kristendom til. Dengang folk vidste, hvad kristendom var. Dengang før alle autoriteter var faldet. Eller måske glæder man sig over, hvor meget klogere og mere oplyste vi (de fleste) er end dengang i fortidens mørke – hvor meget større mangfoldighed vi er i stand til at rumme.

LÆS OGSÅ: 10 vigtigste ting i den kristne historie

Uanset om man har det på den ene eller den anden måde i forhold til fortiden, så bør man læse ”Kirkens Historie”. To bind, 1600 sider om kirkens – og kristendommens – historie fra apostlenes gerninger til afrikanernes karismatiske vækkelse i det 21. århundrede. En ualmindelig rig historie, der først og fremmest er en solid dokumentation af, at kristendommen er en historisk religion – ikke bare fordi den er gammel, men også fordi den udvikler sig historisk, skifter accenter, når tiderne skifter. Institutioner, der ser ud, som om de er faldet direkte ud af himlen, er netop alt andet end dette. Pavestolen er eksemplet par excellence: Fra at være en bispestol i en perifer udkant til dér, hvor kirke og teologi virkelig skete i antikken, til at være kirkelig (og i tidens forståelse dermed også verdslig) centralmagt i højmiddelalderen. Og siden til et insisterende forsøg på at være modmagt til moderniteten; pavens ufejlbarhed blev dogme i slutningen af 1800-tallet.

”Kirkens historie” er et samleværk. Forfatterne er fire kirkehistorikere fra Aarhus Universitet, Niels Arne Pedersen skriver om oldkirken, Per Ingesman om middelalderen, Carsten Bach-Nielsen om perioden fra 1500-1800, mens Jens Holger Schjørring tager sig af at føre kirkens historie helt op til nutiden. Og lad det være sagt med det samme: De gør det godt – og forlaget har også gjort det godt. Der er kælet for layoutet, brede marginer og røde uncialer ved afsnitsindledninger, oversigtskort og en fornem billedredaktion, hvor illustrationerne aldrig forfalder til fyld, de tilføjer noget til historien.

Alt sammen taler for, at læserskaren bør blive langt bredere end de teologistuderende, en først og fremmest er skrevet til. Det er langt mere end en grund i kirkehistorie, en kulturhistorie for den dannede læser. Kirkens historie, ja – men i høj grad også Europas kulturhistorie, som er værd at besinde sig på – også når kineserne kommer.

Hvorfor forlaget har valgt at udgive en i to bind, er til gengæld ikke helt gennemskueligt – hvert bind vejer lige over to kilo, så læsestativ eller intensiv styrketræning er påkrævet. I hvert fald kræver det sit at tage kirkehistorien i stiv arm.

Men ind i historien. Eksemplet med de historiske ændringer af bispesædet i Rom viser, hvordan kirkens historie er tæt vævet sammen med historien generelt. Det udfoldes forskelligt i de forskellige epoker, men nogen isoleret størrelse er kirken langtfra – heller ikke efter oplysningstiden, hvor opfattelsen af religion som en privat sag ellers breder sig. Et eksempel på dette i det 20. århundrede er de tyske kirkers forhold til nazismen. Jens Holger Schjørring udfolder på den protestantiske side kampen mellem kirkepartiet De tyske Kristne og den bekendende kirke. De tyske kristne gjorde fælles sag med nazisterne med blandt andet udnævnelsen af en rigsbiskop, en kirkefører og indførelse af en raceparagraf i kirken.

Bekendelseskirken på den anden side lægger i Barmen-erklæringen afstand til nazisterne og peger på kirkens ansvar for at holde øje med, om staten – som det er dens opgave og pligt ifølge en luthersk to-regimentelære – sørger for ret og fred. Schjørring peger på, at Bekendelseskirken dermed lægger afstand til en forståelse, som ”vildledt lutherdom” ofte ender i, nemlig torumstænkningen, hvor det ene rum forbeholdes en åndeliggjort forkyndelse, og det andet huser en absolutistisk og selvberoende statsmagt.

Generelt refereres der i de to bind ikke meget til forskningsmæssige diskussioner – der skrives oven på og ud fra en – så vidt jeg kan bedømme – opdateret forskning. Men når det sker, tager den enkelte forfatter oftest stilling. For eksempel når Niels Arne Pedersen betegner det som en projektion, at der i Romerriget skulle have hersket en form for grundlæggende ”tolerance” eller måske endda religionsfrihed, fordi romerne var polyteister. Det er oplysningstidens historikere, der flytter en kritik af deres egen tids statskirke tilbage til antikken. I den romerske republiks tid er der således flere eksempler på, at myndighederne greb ind over for religionsdyrkelsen, ligesom man i kejsertiden opererede med et skel mellem passende og upassende religion, religio og superstitio.

Kirkens historie er langt hen ad vejen en europæisk historie – men også meget mere end det. En verdenshistorie, som vi naturligvis også får brudstykker af. Ligesom den danske historie inddrages i særlige kapitler – samt hvor det er relevant som eksempel. Som når Harald Klak i en strid om den danske krone i begyndelsen af 800-tallet søger hjælp hos kejser Ludvig den Fromme. Hjælp kan han få – men på betingelse af, at han går over til kristendommen. Han lader sig døbe i 826, og da han drager hjem til Danmark, er munken Ansgar i hans følge. Kristendommen var med til at integrere Danmark i Europa.

Kirkens historie er også en teologi- og fromhedshistorie. Det er historien om, hvordan kristendommen bliver til i de første århundreder. Kirkefædrene tumler med, hvordan man skal forstå den treenige Gud, hvordan er det indbyrdes forhold mellem far, søn og helligånd?

Niels Arne Pedersen gør rede for hele denne antikke kristendomsudvikling, hvor kirkens institutioner og dogmer også tager form. Kirkemøder træffer beslutninger om bekendelser – heller ikke disse er faldet ud af himlen. Og da stridighederne om den treenige Gud har fundet en afslutning begynder en ny diskussion: Hvordan skal man forstå Jesus Kristus, Gud og mand i ét? Det er vanskelige diskussioner, detaljerne mange – der skal en mere end almindeligt opmærksom læser til ikke at miste overblikket.

Det er således også historien om, hvordan religiøsitet og institution spiller med og mod hinanden. Det gælder også i middelalderen, hvor religiøse bevægelser led en krank skæbne som kættere og forfulgte, mens for eksempel 1200-tallets tiggermunkeordener er eksempel på, at kirken indoptager en ny religiøsitet, som ellers var hjemløs. Og det gælder i moderne tid, hvor pietismen med indførelse af konfirmationen leverer et eksempel på, hvordan man etablerer en pagtskirke i statskirken, som Carsten Bach-Nielsen beskriver det.

Der er mange strenge at slå på, mange lange linjer at trække på – mange valg at træffe. I hovedtræk virker det velbegrundet. Når fire forfattere deles om opgaven, så kræver det en særlig opmærksomhed på overgangene. Største lapsus finder man, hvor bolden gives videre fra oplysningstid til romantik, fra Carsten Bach-Nielsen til Jens Holger Schjørring. Her refereres pludselig i forbifarten til en ”videreførelse af den kantianske kritik” – uden at vi dog har hørt et ord om den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant og hans kritik tidligere. Det turde dog være en svipser af de lidt større, en kirkehistorie uden Kant?

Der er fire forfattere, de skriver forskelligt og har forskellige interesser. Man forkæles med store linjer, når Per Ingesmann udlægger et komplekst og nuanceret spektrum af relationer mellem verdslig og gejstlig magt i middelalderen. Og man tumler ind i renæssance og reformation, når Carsten Bach-Nielsen tager over.

Til gengæld kan man glæde sig over eksempelrigdom og malende detaljer, når han går ind i beskrivelsen af tidens religiøse fromhedsformer og for eksempel Christian IV’s kroning i 1596, en religiøs inklusionsrite, som får sin modpol i den offentlige eksklusion, afklædning og henrettelse af Struensee nogle århundrede senere.

Den karismatiske afrikaner – eller den historieløse dansker – vil måske have en tendens til at springe historien over. Når man har læst ”Kirkens historie” ved man, hvad man går glip af, hvis man gør det. En fantastisk rigdom.

Det københavnske forlag markedsfører udgivelsen som ”Pragtværk”. Det er svært at trumfe som anmelder, så lad os bare sige det på jysk: ”Kirkens historie 1-2” er slet ikke så ringe! Værket anbefales.”

Kristeligt Dagblad bringer i næste uge et interview med den ene af redaktørerne, Per Ingesman, om værket