AKTIV DØDSHJÆLP har endnu engang meldt sig som vor tids måske største moralske dilemma. Som man kan læse i dag i Kristeligt Dagblad, tager diskussionen denne gang sit udgangspunkt i USA, hvor staten Oregon som den hidtil eneste amerikanske stat nu har tilladt aktiv dødshjælp til folk, som skønnes uhelbredeligt syge. Den amerikanske justitsminister, John Ashcroft, har forgæves forsøgt at omstøde Oregons kontroversielle lov, men slaget fortsætter ved de amerikanske domstole.
Den amerikanske strid afspejler udviklingen i hele den vestlige verden, hvor de enorme medicinalteknologiske landvindinger op igennem det 20. århundrede nu tvinger os til at genoverveje tidligere etiske positioner. Aldrig før har vi været istand til at holde så mange mennesker i live så længe som nu, og med nye medicinske fremskridt vil denne situation stå mere og mere tydeligt frem.
Udviklingen rejser en lang række nye etiske problemer, hvor hovedspørgsmålet bliver, hvor de nye grænser skal gå. Det vil i første omgang føre til en ubehagelig, men nødvendig diskussion af ressourcer. Hvor meget kan og skal f.eks. den offentlige sektor tilbyde? Det næste, mindst lige så ubehagelige spørgsmål er en diskussion af grænsen mellem leve-lige og ulevelige liv. Og her er det, at de folkelige pressionsgrupper sætter ind med krav om, at aktiv dødshjælp nu tillades rent principielt som en individuel rettighed.
Det er præcis denne rettighed, man nu på demokratisk vis har givet borgerne i Oregon. De kan »afslutte livet på egne betingelser«, som det formuleres i artiklen. Udsagnet er meget tidstypisk og vidner om et samfundssyn i skred, hvor individet i dag er blevet autonomt eller selvbestemmende. Vi vælger jo allerede selv uddannelse, partner, religion og karriere, så hvorfor ikke også lade os vælge vor egen død?
Men denne tankegang er meget farlig og overser i hvert fald en afgørende præmis: Hvis man står over for at skulle vælge sin egen død, så er man landet i en situation, der med stor sandsynlighed er præget af angst, fortvivlelse og håbløshed. En sådan situation kan aldrig danne et rationelt grundlag for så svært et valg. Det bliver ganske enkelt aldrig det samme som at skulle vælge skjorte om morgenen eller aftenskolehold i vintermånederne.
At vælge kan have noget forførerisk indbygget i sig, og det er den helt store fare ved legalisering af aktiv dødshjælp. Blot det at give mulighed for dødshjælp vil lægge et umenneskeligt pres på patienten, der ved, at også læger og familie er bekendt med dette valg eller denne løsning.
Som formanden for Det Etiske Råd, overlæge Ole Hartling engang formulerede det i Kristeligt Dagblad, så kan retten til at dø meget hurtigt udvikle sig til pligten til at dø, hvis man kan se, at man er en byrde for sin familie.
Det andet hovedargument, som føres i marken af tilhængere af aktiv dødshjælp, er argumentet om at lindre og fjerne patientens lidelse og smerte. Men heller ikke dette argument holder i længden. Det kan aldrig blive den rigtige løsning, at fjerne en patients lidelse ved at fjerne patienten selv.
De folkelige pressionsgrupper i USA - og i Danmark - gør ret i at rejse denne komplekse etiske diskussion om eutanasi. Der er ingen vej udenom, og tavshed bringer os ikke videre. Men de må finde sig i at blive modsagt i debatten, for det må aldrig blive let at vælge at afslutte et menneskes liv, den dyrebareste gave vi har.
holm