Den røde ingeniør

Ny magtfaktor i hollandsk politik

Ingen i Holland er i tvivl om, at den socialdemokratiske leder, Diederik Samson, har hovedet skruet godt på, efter at han er gået sejrrig ud af en række tv-quizzer. –
Ingen i Holland er i tvivl om, at den socialdemokratiske leder, Diederik Samson, har hovedet skruet godt på, efter at han er gået sejrrig ud af en række tv-quizzer. –. Foto: Michael KoorenReuters.

Da de hollandske socialdemokrater i PvdA i marts valgte 41-årige Diederik Samson til deres nye leder, var partiet på randen af nedsmeltning og lækkede vælgere i hobetal til det mere venstreorienterede SP. Et halvt år og en intens valgkampsslutspurt senere var den forhenværende Greenpeace-aktivist et mulehår fra at sætte sig på statsministerposten ved valget i Holland i onsdags, hvor socialdemokraterne endte med to mandater færre end valgets liberale sejrherre og siddende statsminister, Mark Rutte.

LÆS OGSÅ: Midten er genopstået ved Hollands valg

Det resultat er et bevis på tv-mediets magt for dem, der forstår, hvordan man bruger den. Samson har i partilederdebat efter partilederdebat formået på overvisende og charmerende vis at sætte stød på stød ind over for sine politiske modstandere og efterfølgende efter alle solemærker at dømme sikret socialdemokraterne en plads som en magtfuld partner i en ny hollandsk storkoalition.

Den erklærede ateist er ingeniør med speciale i kernefysik, men har brugt seks år af sit liv på at lænke sig selv til atomkraftværker for miljøorganisationen Greenpeace. Efterfølgende startede han sin egen virksomhed, der handlede med grøn energi, inden han i 2003 blev valgt til det hollandske parlament.

Siden da har han gennemgået et imageskifte og erstattet krøller, nørdede briller og slidte jeans med en skarp maskinklipning og velsyede jakkesæt. I tråd med sin politiske baggrund på Arbejderpartiets absolutte venstrefløj er han dog stadig vegetar og ikkeryger. Han er samtidig en ivrig svømmer og vandpoloentusiast.

Ingen i Holland er i tvivl om, at landets nye politiske magtfaktor har hovedet skruet godt på, efter at han er gået sejrrig ud af en række tv-quizzer, hvor han blandt andet har dystet med andre kendte mennesker om at have den højeste intelligenskvotient. Når han ikke er på de bonede gulve i Haag, hvor han den næste tid får travlt med at skabe et regeringsgrundlag sammen med de liberale og eventuelle andre frivillige til en ny hollandsk koalitionsregering, er han i Leiden, hvor han bor sammen med sin kone og to børn.