Pårørende løser flere velfærdsopgaver

Svigter velfærdsstaten, eller bliver gamle familiebånd genoplivet, når stadig flere pårørende løser opgaver på plejecentre?

I Plejeboligerne Vestervang ved Aarhus har en gruppe pårørende taget et usædvanligt initiativ. Foreløbig er de syv, men flere er på vej, og deres tilbud til Vestervangs personale er enkelt: Der sker ikke nok for de ældre. Men vi ved, at I gør alt, hvad I kan. Derfor vil vi gerne hjælpe med at arrangere alt fra sangaftener til busture og filmaftener.

LÆS OGSÅ: Mere velfærd løftes af borgere

Teamleder på Vestervang Pernille Scherling har arbejdet i forskellige plejeboliger gennem 30 år og har tidligere mødt enkelte ildsjæle, der kom med lignende tilbud. Men det er første gang, hun oplever, at pårørende organiserer deres hjælp på denne måde. Og hun fornemmer, at hjælpen er voksende – ikke bare på Vestervang, men mange andre steder i landet.

”Man kan godt kalde det et begyndende kulturskift, selvom der er lang vej igen. Jeg var til forældremøde på min datters skole forleden, hvor ingen løftede et øjenbryn, da læreren forklarede, hvilke forventninger der er til os forældre. Dér er vi slet ikke endnu i plejesektoren. Vi appellerer stadig om hjælp, vi kræver ikke. Men det er stærkt opmuntrende, at pårørende nu selv er begyndt at tilbyde hjælpen,” siger hun.

Den nye tendens ser hun som udtryk for en direkte reaktion på den udvikling, forholdene for de ældre har gennemgået. For der er stor forskel på de tidligere alderdomshjem og plejehjem, hvor mange ældre stadig var velfungerende, og så nutidens plejeboliger, hvor de ældre ofte kommer direkte fra hospitalet med drop og et stærkt svækket helbred.

”Man kan efterhånden bedst sammeligne et plejecenter med en langtidsmedicinsk afdeling. Og det betyder, at personalet har nogle helt andre opgaver end tidligere med mere decideret sygepleje og håndtering af komplekse forløb. De folk, der tidligere var ansat specifikt til at lave aktiviteter, findes ikke mere. Når hele plejesektoren samtidig bliver beskåret voldsomt i disse år, har vi simpelthen brug for mere hjælp fra de pårørende, hvis vi skal skabe livskvalitet for de ældre, så de føler, at de lever her – og ikke bare bor her,” siger Pernille Scherling.

Vestervang er en del af en bredere bevægelse i retning af mere involvering og inddragelse af pårørende i en lang række offentlige institutioner. En ny undersøgelse fra Ældre Sagen viser eksempelvis, at 28 procent af landets kommuner i stadig højere grad planlægger at inddrage de pårørende i løsningen af velfærdsopgaver på ældreområdet. Lignende tendenser ses også andre steder, særligt på børneområdet. Og den rækker videre til frivillige generelt, ikke bare pårørende.

Selvom frivilligsektoren har været stor i mange år, er der flere nye tendenser i udviklingen, påpeger Vibe Klarup Voetmann, formand for Frivilligrådet – en statslig institution under Social- og Integrationsministeriet. Mest grundlæggende er, at kommunerne ikke længere opfatter borgeren udelukkende som en indkøber, der kan vælge bestemte offentlige ydelser, men som en del af et netværk, der skal få velfærds-kabalen til at gå op. Det er primært sket af økonomisk nødvendighed, men også i en accept af den faglighed, som den frivillige sektor efterhånden har opbygget. Samtidig er der opstået den generelle opfattelse i den kommunale verden, at professionaliseringen af velfærden er nået så langt, som den kan komme. Nu er der brug for en større menneskeliggørelse af det, vi stiller til rådighed for hinanden. Og den omsorg er netop de frivilliges og især de pårørendes varemærke.

”Når kommunerne så samtidig har været økonomisk pressede til at trække sig meget langt tilbage, har det efterladt en helt ny og stor bane, som frivillige og pårørende føler, de både skal, bør og kan spille med på. For ellers kan vi simpelthen ikke opretholde det velfærdssamfund, vi gerne vil have,” siger Vibe Klarup Voetmann.

Om det så er en falliterklæring for samfundet eller et positivt udtryk for en stærkere følelse af medborgerskab og genskabelsen af tidligere tiders familiebånd er svært at gøre op. For det ene indvirker på det andet, forklarer seniorkonsulent i Ældre Sagen Margrethe Kähler. Den økonomiske krise har for eksempel gjort det klart, at vores velfærd er truet, og så er mange begyndt at løsne op for den rettighedstankegang, der har præget samfundet de seneste 20 år.

”Tvunget eller ej, så kan vi bare konstatere, at der bliver skrevet en ny type social kontrakt mellem unge og gamle i disse år. En kontrakt, som egentlig minder om tidligere tiders naturlige familiebånd, og som bygger på logikken: Hvis jeg passer godt på mine forældre, passer mine børn måske også på mig – nu hvor vi ikke længere kan være sikker på, at velfærdssystemet gør det,” siger hun.

Pernille Scherling fra Plejeboligerne Vestervang synes også, hun kan mærke, at følelsen af pligt igen vinder frem på bekostning af rettighedstænkningen. Når pårørende tager deres ældre med på tur, sker det således ofte, at de også tager andre ældre med, hvis der er flere, som gerne vil af sted.

”Det er, som om der er ved at opstå en ny ånd omkring det at sørge for, at de ældre har et ordentligt liv. Jeg er ikke sikker på, hvad der har drevet ånden frem, men jeg er glad for, at den er her,” siger hun.