Fra Ord-sprogenes Bog til X Factor

Storartet gendigtning af Bibelen med fokus på forholdet mellem tro og erfaring

Gendigtning af Bibelen er et projekt, adskillige fortællere og forfattere har prøvet kræfter med. Mange af dem har også haft held med det. Derfor kræver det nogen dristighed at bevæge sig ind på dette stærkt trafikerede felt med endnu et forsøg i genren. Men ikke alene er Pia Søgaards fire bind meget vellykkede, de bringer også nyt i forhold til genren i øvrigt. Søgaard har hjerte, stemme, målrettethed og narrativ fornemmelse, og sproget, der er nes hud, er lige så glat som på hænderne af de unge mennesker, ne venter på at blive åbnet af.

LÆS OGSÅ: Barn i provinsen

Undervejs nikker læseren genkendende eller ryster på hovedet alt efter erfaring og humoristiske anlæg, men Søgaard sigter dybere end blot at servere en række fripostige scenerier fra Det Gamle og Det Nye Testamente. Sø-gaard sigter med sin gendigtning ikke på at udvide læserens faglige eller historiske viden. Hun bestræber sig derimod på at inddrage læserens eksistens og tale til hans eller hendes erfaringer.

”Tua res agitur,” sagde de gamle romere: Det handler alt sammen om dig! For tilværelsen stiller mennesket over for afgørelse og ansvar. Og derfor er vores liv både fyldt med kærlighed og had, hengivelse og fortvivlelse. Derom handler Bibelen. Og på den måde viser nes bog, at tro og erfaring hænger sammen, og at virkeligheden ikke er et spørgsmål om idéer, der skal foredrages, men om grundforhold, der kan erfares.

Søgaards fortrin med denne gendigtning for tweens (børn mellem 8 og 13 år) beror ikke mindst på, at hun hele tiden bestræber sig på at omsætte tildragelser i teksten til nutidige forhold. I slående og præcise udlægninger, også ofte med festlige billeder og udtryk, skildrer hun Bibelens historier og fremlægger dens indhold. Hvem ville have troet, at Ordsprogenes Bog fra Det Gamle Testamente havde berøring med tv-programmet X Factor? Men det har den.

Vi vil alle sammen helst have ros og anerkendelse, men kan vi ikke få det, så bør der være nogen i vores liv, som fortæller os, hvad vi gør forkert uden at slå hånden af os. For hvis ikke man bliver udsat for kritik, mister man også fornemmelsen for, hvad man kan. Og så stiller man op til X Factor uden en tone i livet: ”I X Factor var der en-gang en deltager, som fik at vide af en af dommerne, at hun skulle finde nogle nye venner. Vennerne havde sagt, at hun var god til at synge, men synge kunne hun faktisk ikke.”

På dette sted henter Sø-gaard Ordsprogenes Bog frem, hvori det hedder: ”Det er bedre at få kritik fra en ven end skulderklap fra en fjende”. På den baggrund konkluderer forfatteren: ”En ven snakker dig ikke efter munden. En ven kan man være uenig med om noget og stadigvæk være ven med alligevel. En ven kan man fortælle: ”Du kan ikke synge”.

Sådan får Søgaard understreget det drilagtige forhold, at præcis og uindpakket kritik faktisk forudsætter en velvilje hos kritikeren. Tænk på, at den nemme løsning jo er at være ligeglad eller at stryge modparten med hårene! Gud er heller ikke ligeglad, understreger Søgaard. For det er jo den samme Gud, der skaber verden med sit ord, og som 365 gange i Bibelen formaner: ”Frygt ikke!”. Søgaards konklusion er derfor: ”Når Gud, himlens og jordens skaber, siger sådan, er der virkelig grund til at stole på, at han vil og kan hjælpe os og passe på os”.

Når Søgaard skriver om Adam og Eva, der spiste af den forbudne frugt, så bliver det samtidig en udredning af, hvad ansvar er, eller det bliver en understregning af, at når Gud kalder mennesket ud af anonymiteten, så er det for at hensætte den enkelte i en etisk eksistens, som altid er valget mellem godt og ondt: ”Gud gav de første to mennesker en mulighed for at vælge og selv tage ansvar for deres liv, fordi han elskede dem og ikke ville tvinge dem til noget.”

”Biblen fortalt for tweens” er skrevet i tidens stil, men den holder et anliggende fast, som er sandt til alle tider: At Jesus Kristus er livets mening og midtpunkt. I Johannesevangeliet siger Jesus da også: ”Jeg er døren.” Og ved første øjekast lyder det jo temmelig pauvert. Vi kender udtrykket ”dum som en dør”, men i Pia Søgaards version vider ordet sig ud og får karakter af noget enestående: ”Det er som i ’Ali Baba og de 40 røvere’. Der var kun ét kodeord, som kunne åbne døren ind til den store fantastiske skat: ’Sesam, sesam, luk dig op’. Vores kodeord til fællesskab og venskab med Gud er ’Jesus’. Han er døren ind til den skat, det er at være Guds ven.”

Gendigtningerne emmer af bonmoter, små vitser og mundheld: ”Jeg hørte engang en præst sige: ’Jesus kunne gå på vandet, men de fleste gange tog han en båd’. ’Jesus kan gøre mirakler, men de fleste gange må vi leve med, at han hjælper os gennem ’det almindelige’.”

Og så er vi fremme ved Paulus’ Brev til Romerne. Romerbrevet handler om mange ting, men ikke mindst om Guds nåde, der kommer til os ganske ufortjent. Det er der skrevet talrige kloge afhandlinger om, men Søgaard udmærker sig i det stykke ved et robust og i bedste forstand enfoldigt greb om udlægningen: ”Forestil dig, at du skal gøre dig fortjent til at kaldes din mor og fars barn. Du kan kun få lov til at være deres søn eller datter, hvis du opfylder en masse regler og opfører dig 100 procent efter reglerne. Jeg er glad for, at det ikke var sådan, da jeg var barn, for så havde jeg mistet retten til at være mine forældres datter ... Det var blandt andet derfor, Paulus skrev til romerne. Han mindede dem om, at vi ikke kan eller skal gøre os fortjent til Guds kærlighed. Vi får den ufortjent. På samme måde som forældre elsker deres børn, fordi de er deres børn, sådan elsker Gud også os – bare fordi.”

Også for den, der gennem mange år har beskæftiget sig med Bibelen, rummer Pia Søgaards kommenterende gendigtning spændende og tankevækkende iagttagelser. ”Biblen for tweens” vil derfor uden tvivl egne sig som højt- eller godnatlæsning.

Her kan de fire bind måske endog tjene som illustration af, at kløften mellem generationerne er størst i teorien og mindre i virkeligheden.