Med bare hænder fjerner de afføring fra gaden, bortskaffer dyre- og menneskelig og bliver betragtet som urørlige.
Sådan er virkeligheden for de over 200 millioner dalitter i Indien, der ikke hører ind under de traditionelle hovedkategorier i det indiske kastesystem. De lever på samfundets bund, har ingen status overhovedet og har meget få muligheder for at stige op derfra.
LÆS OGSÅ: Kaste påvirker studievalg
Det fortæller den 42-årige Manjula Pradeep, som er direktør for organisationen Navsarjan Trust, der kæmper for dalitters rettigheder på græsrodsniveau, og er en af Indiens få kvindelige dalit-ledere. Hun er med organisationen i Danmark for at deltage i den danske søsterorganisation IDSNs bestyrelsesmøde. Kristeligt Dagblad har talt med hende.
Manjula Pradeep er selv dalit og har kæmpet en hård kamp for at nå til, hvor hun er i dag. For ikke alene er hun dalit, hun er også fattig, og så er hun kvinde. Tre faktorer, der placerer hende allerlavest i det indiske samfund. Hendes familie har slået hånden af hende, og hun er blevet tævet og seksuelt misbrugt. Alligevel er hun blevet uddannet jurist og hjælper i dag tusindvis af dalitter til at løfte sig fra samfundets bund.
Selvom den indiske regering officielt har forbudt kastesystemet og siden 1948 har indført love, der reserverer studiepladser og offentlige job til de kasteløse eller dalitterne, er det stadig et kæmpe problem. Kastesystemet i Indien har eksisteret i 3000 år. Højkastefolk som brahminer står øverst i systemet, og nederst i hierarkiet er altså dalitterne, og ifølge hinduismen kan de intet gøre for at ændre deres situation.
Hinduismen betragter deres status som et udtryk for, at de har gjort noget forkert i et tidligere liv og nu straffes for det. Millioner af dalitter er derfor gennem årene konverteret til kristendommen eller buddhismen i et forsøg på at komme ud af deres fastlåste sociale situation, men ofte oplever de alligevel diskrimination.
Manjula Pradeep og hendes familie har ændret navn i forsøg på at komme ud af deres lavstatus, men et navneskifte er ofte ikke nok:
Alle vil vide, hvem du er, og de bliver ved med at spørge til det, til de finder ud af det. Så selvom man skifter navn, er det ikke muligt at skifte status, for så vil de bare vide, hvem ens familie er, og hvilken landsby man kommer fra. Prædikatet er umuligt at komme af med.
I øjeblikket løber der i København et kæmpe arrangement af stablen, India Today Copenhagen Tomorrow, som fokuserer på indisk kunst, kultur og videnskab.
Formålet er at gøre danskerne bekendt med det moderne Indien. Men at kalde Indien moderne er helt forkert, mener Manjula Pradeep:
Hvordan kan Indien blive betragtet som moderne, når mennesker stadig bliver sat til at fjerne afføring og ikke få løn for det? Hvis Indien skal blive moderne, skal landet og politikerne indse, erkende og ændre de store forskelle, der stadig er i samfundet. Og det gør de ikke.
Udover politikerne spiller medierne en stor rolle, for at Indien kan udvikle sig og begynde at tage afstand fra den horrible behandling af dalitterne, mener Manjula Pradeep. Medierne har nemlig mulighed for at sætte fokus og ord på uretfærdighederne. Men da mange af aviserne i Indien hører ind under politiske partier, er det vanskeligt for dalitorganisationerne at komme til orde, og der opstår censur.
I starten beskrev medierne os som dyr, men så indså de, at vi gjorde en forskel og begyndte at skrive positivt om os. Men der er stadig mange politikere, der prøver at forhindre medierne i at skrive om dalitterne, fordi de helst vil holde problemerne skjult og få Indien til at fremstå som moderne og demokratisk. Så der er lang vej endnu.
Men en af de største udfordringer er imidlertid at få dalitterne til at ændre syn på sig selv. De er blevet opdraget til, at de ikke er noget værd, og af den grund accepterer de deres rolle som uværdige. Og det kan tage generationer, før det kan blive ændret.
Vores håb er børnene, og derfor er det dem, vi arbejder meget med i organisationen. Børn er påvirkelige, og hvis vi kan få dem til at tænke anderledes og bedre om sig selv, så er det første skridt taget. For hvis der virkelig skal gøres op med problemet, så skal der først og fremmest ændres på tankesættet. Hos dalitterne selv og politikerne.
Men regeringen og det såkaldte indiske civilsamfund benægter altså stadig, at der er et problem, og det har man gjort siden uafhængigheden i 1948. I et sådant perspektiv; hvad er så dine forventninger til fremtiden?
Jeg bliver nødt til at tænke positivt, for ellers vil der aldrig ske en forandring. Jeg bliver nødt til at bevare håbet om, at alle indere i fremtiden bliver stolt af deres herkomst. Der er sket meget bare de seneste 10 år det er små skridt, men bedre end ingen.
Kilde: Den Store Danske Encyklopædi