Accept af homoseksuelle vielser skaber distance mellem folkekirken og den ortodokse kirke, mener Poul Sebbelov

DEN ORTODOKSE KIRKE i Danmark – Gudsmoders beskyttelses menighed er fra flere sider blevet bedt om at forholde sig til den nylige udmelding fra Moskvas Patriarkat, at man grundet den danske folkekirkes nylige indførelse af vielse for homoseksuelle ikke længere officielt ønsker at anerkende folkekirkens dåb. Derfor nedenstående:

1. Den ortodokse kirke i Danmark – Gudsmoders beskyttelses menighed har ingen formel tilknytning til Moskvas Patriarkat og er på ingen måde forpligtet af dekreter og vedtagelser derfra, således heller ikke af ovennævnte udmelding.

LÆS OGSÅ: Homoprotest: Russere raser over folkekirken

2. Det er ortodoks opfattelse, at det er en forkert og ulykkelig udvikling med vielser af homoseksuelle i kirken. En sådan praksis bunder i en teologi, som sætter sig helt ud over skabelsens orden, at Gud skabte mennesket i sit billede, at han skabte dem for hinanden som mand og kvinde. Nyordningen er en undsigelse af den kristne forståelse af ægtevielsen.

3. Den ortodokse kirke har aldrig ”anerkendt” nogen dåb i andre kirkesamfund. Derimod har man, hvis nogen, som er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, ønskede at indtræde i den ortodokse kirke, føjet det til, som manglede i den protestantiske dåb. I praksis finder udfyldelsen af det manglende sted ved salvning med myron (en særlig olie), ved skriftemål samt ved en række spørgsmål og svar angående troen.

LÆS OGSÅ: Vi anerkender hverken den svenske eller danske dåb

4. Vi ser ikke indførelsen af vielser for homoseksuelle som grund til at ændre på den beskrevne praksis ved at kræve (gen-)dåb af mennesker, som ønsker at indtræde i den ortodokse kirke eller ved indgåelse af ”blandede” ægteskaber. Ifølge et sådant princip skulle den ortodokse kirke for længst have opgivet ethvert fællesskab med folkekirken, for eksempel ved indførelsen af præstevielse for kvinder i 1948.

5. Det er desværre sådan, at den teologiske samtale og det kirkelige fællesskab og samarbejde bliver vanskeligere, i takt med at kirkerne kommer på større og større teologisk afstand af hinanden. Her har folkekirken efter ortodoks opfattelse med sit seneste initiativ ikke bidraget positivt til det mellemkirkelige fællesskab.

6. I den ortodokse verden har man gennem mange år diskuteret, om (og hvis ja, så i hvilket omfang) man kunne have fællesskab med ikke-ortodokse. Nogle har taget den konsekvens slet ikke at være med i for eksempel Kirkernes Verdensråd eller lokale kirkelige samtalefora. Vi finder, at samtale og samarbejde, eksempelvis i Danske Kirkers Råd, fortsat er både vigtig og ønskelig trods voksende forskelligheder i tro og teologi.

7. I modsætning til folkekirken har vi i den ortodokse kirke ikke en individualiseret praksis, hvor den enkelte præst kan vælge sin helt egen måde at gøre tingene på.

Skulle der mod forventning fra vort ærkestift, Det Vesteuropæiske Eksarkat i Paris, komme en officiel afstandtagen til samarbejde med ikke-ortodokse kirkesamfund, ville et sådant dekret være forpligtende for alle ærkestiftets præster. Intet tyder på, at et sådan forordning skulle være undervejs.