Bo Larsen er et levende eksempel på, hvilke mirakler moderne teknologi kan udrette for et menneske. Efter en ulykke fik han amputeret sit venstre ben over knæet. For nylig gennemførte han 98 kilometer på cykel i et triatlon for hold
Bo Larsen vidste, den var helt gal, da den store gummibåd med glasfiberkanten væltede ned over ham. Benet kom i klemme, og Bo, der er veteran fra Irak og Kosovo, kunne se, at det ikke var godt.
”Da jeg lå der på klippen, tænkte jeg ’skidt med benet, bare jeg overlever’,” fortæller Bo Larsen, 36.
Benet endte med at blive amputeret 15 centimeter over knæet, for valget stod mellem at redde livet eller dø af koldbrand. Derefter blev det vigtigste for den dengang 28-årige elektromekaniker at komme til at fungere lige så godt igen – og for ham betød det at dyrke sport på eliteplan.
LÆS OGSÅ:
Handicappet hurtigløber kan nå OL”På hospitalet spurgte de, om jeg ville tale med en præst. Det vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med, for jeg var ikke ved at dø. Men det hjalp, da en overlæge kom med et avisudklip om en dobbelt ben-amputeret, der løb,” fortæller Bo Larsen. Det var den sydafrikanske løber Oscar Pistorius.
Bo Larsen blev genoptrænet og fik proteseben. Et helt klædeskab med ben, siger hans kone. Der er hverdagsbenet, som er et af de mest avancerede på markedet. Benet kan indstilles med en fjernbetjening, alt efter om Bo skal gå, cykle eller måske spille golf. Der er mere gammeldags mekaniske ben. Og så er der kulfiberbenet, som han bruger til at løbe og dyrke atletik med.
”Det var svært at lære at bruge de kunstige ben, selvfølgelig var det det. Da jeg havde været amputeret i halvandet år, prøvede jeg min kones cykel. Og væltede. Og så tænkte jeg, at cykling ikke længere er for mig,” fortæller Bo Larsen.
Men to år efter prøvede han igen at sætte sig op på cyklen, og nu cyklede han af sted med protesefoden på pedalen, som om han aldrig havde prøvet andet.
LÆS OGSÅ:
Paraatleters gejst imponerer kronprinsen”Begrænsningerne for, hvad vi kan udrette med kroppen, sidder i hovedet,” siger Bo Larsen.
Bo Larsen har været på det danske handicaplandshold som spydkaster og har haft sine kampe med sit kulfiberben undervejs.
Ligesom en cykelrytter justerer og retter på sadel og styr på cyklen, kæmpede Bo Larsen med at få protesebenet til at fungere optimalt. Var foden for flad eller benet for højt, blev hans spydkast for fladt eller skævt.
”Jeg er jo heldigvis elektromekaniker og vant til at skrue på ting. Ellers havde det næsten været umuligt,” fortæller Bo Larsen.
I dag er han far til to små piger og har lagt landsholdet bag sig. I stedet træner han løb og cykling på lange distancer. Og for kort tid siden gennemførte han et triatlon for hold, hvor han selv cyklede de 98 kilometer.
Et mirakel for en mand, der uden de højteknologiske moderne proteser ville være henvist til krykker og kørestol.
Og om sit forbillede Oscar Pistorius, der løber på to proteseben, og som var mistænkt for af den grund at have en fordel frem for løbere med almindelige ben, har Bo Larsen kun én ting at sige:
”Det ser så let ud, men amputerede bruger 60 procent mere energi på at gå end andre. Oscar er bare så dygtig.”