Mobning bunder i angst, ensomhed og skolelede

Et nyt forskningsprojekt gør op med myterne om mobning. For mobning handler ikke om enkelte børn, der er rødhårede, har briller eller er særligt aggressive. Det handler om hele klassens måde at være sammen på

Siden Jannik Vandborg var seks år blev han mobbet i årevis, indtil han skiftede skole. I dag sidder han i bestyrelsen for Danske Skoleelever og holder kurser for elevråd rundt om i landet. –
Siden Jannik Vandborg var seks år blev han mobbet i årevis, indtil han skiftede skole. I dag sidder han i bestyrelsen for Danske Skoleelever og holder kurser for elevråd rundt om i landet. –. Foto: Palle Peter Skov.

Jannik Vandborg var kun seks år, da mobningen begyndte. En kammerat i børnehaveklassen var efter ham i pauserne og kaldte ham fede læs. Og Jannik lod det ske. Han var bange for at gå til lærerne og blive kaldt en sladrehank.

Mobningen fortsatte op gennem de små klasser, og efterhånden var halvdelen af klassen på nakken af ham.

Min klassekammerat var populær. Og jeg tror, at de andre tænkte, at hvis de ville med i hans klike, så skulle de også mobbe mig, siger Jannik Vandborg.

LÆS OGSÅ: Mobning mærker en for livet

Han er i dag 16 år og går i 10. klasse på en skole i Bramming ved Esbjerg.

Et år skulle der komme en ny dreng i klassen efter sommerferien. Jannik glædede sig, for han havde kun venner i de yngre klasser. Men den nye dreng begyndte straks at mobbe Jannik og håne ham, fordi han legede med de små.

Han var allerede blevet gode venner med ham, der startede med at mobbe mig. Og de havde snakket om mig hen over sommerferien, husker Jannik Vandborg.

Angsten for at blive mobbet ødelagde Janniks lyst til at gå i skole. Ofte gik han hjem en halv time efter, at han var kommet. Skolen reagerede på det store fravær ved at sætte ham i specialklassen. Han fik konsultationer hos skolepsykologen og var kun i sin egen klasse i tre timer om ugen.

Jeg blev set som problembarnet. Det var mig, der var problemet, siger Jannik Vandborg.

Men den nyeste forskning i mobning viser, at konflikterne ikke skyldes enkelte børn i klassen. Det er en myte, at mobning især rammer for eksempel overvægtige børn, børn med briller eller drenge, der har let ved at græde. Og det er også en myte, at mobberne især er aggressive børn fra dårlige hjem.

Det fortæller Helle Rabøl Hansen fra Aarhus Universitet. Hun er ekspert i mobning og deltager i forskningsprojektet eXbus, der analyserer årsagerne til mobning. Et fireårigt forskningsprojekt, der løb fra 2007 til 2011 og blev afsluttet med en konference i foråret.

Forskerne har blandt andet gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt 1052 skolebørn i 7. og 8. klasse. Og det viser sig, at mobning især forekommer i skoleklasser, hvor der er en angst for at være udenfor.

Klasser ramt af mobning har et højere angstniveau. Eleverne er bange for at blive til grin, for ikke at få en ven og blive holdt ude. Også andre end mobbeofrene er bange. Måske er det dem, der trykker sig for at indordne sig, siger Helle Rabøl Hansen.

Undersøgelsen viser også, at mobning er resultatet af et kompliceret samspil mellem alle børnene i gruppen. Er det en opdelt klasse? Vogter man på hinanden? Er man bange for at sige sin mening? Og så viser undersøgelsen også, at der er klare advarselslamper i de klasser, hvor mobning forekommer.

Jo mere angst, ensomhed og skolelede, der er i en klasse, jo større er risikoen for mobning, siger Helle Rabøl Hansen.

Løsningen set fra hele klassens perspektiv er ikke at fjerne et barn fra klassen hverken mobberen eller offeret. De voksne omkring klassen må arbejde med alle elevernes måder at være sammen og tale til hinanden på. Ellers vil der være stor risiko for, at mobningen fortsætter med nye børn i offerets eller mobberens sted.

LÆS OGSÅ: Regeringen opruster mod stress og mobning

Men i Jannik Vandborgs tilfælde var det ham, der blev holdt væk fra de andre. Han oplevede aldrig, at klasselæreren koblede hans store problemer med stemningen og kulturen i klassen.

Jeg ved, at hun altid talte rosende om klassen og fortalte, at den fungerede perfekt. Altså bortset lige fra mig, fortæller Jannik Vandborg.

Først midt i 5. klasse skete der noget. Jannik gik i klub om eftermiddagen, og her så pædagogerne, at han altid græd og blev mere og mere opfarende. De anbefalede Janniks forældre, at han øjeblikkelig skiftede skole.

Han blev overført til en mindre etsporet skole. Her blev han allerede første dag løbet i møde af sine nye klassekammerater, der glædede sig til, at han skulle komme.Succesen gentog sig halvandet år efter, da børnene efter 6. klasse skulle videre til en overbygningsskole.

Jeg brugte sommerferien på at græde og være bange for at starte det nye sted. Men ved den første skole-hjem-samtale spurgte min nye klasselærer, om jeg havde været ude for mobning tidligere. Derefter fik vi lavet præcise mobberegler i klassen. Og jeg begyndte at turde sige noget og være mig selv, fortæller Jannik Vandborg.

Det, Jannik oplevede der, er helt efter bogen, hvis man skal tro den nye forskning på området. For det er lærernes opgave at forebygge og håndtere mobning, viser forskningsprojektet fra Aarhus Universitet. Mobningen foregår i skolen. Den har sit udspring i kriseramte relationer mellem børnene i klassen. Så det er der, indsatsen skal foregå, konkluderer Helle Rabøl Hansen.

Det er den optimistiske melding til forældrene. Ofte bebrejder forældre sig selv, når børnene ikke trives. De synes måske, at de er for pylrede, eller at de har for travlt. Den følelse af skyld vil jeg gerne løfte lidt, siger hun.

I dag går Jannik Vandborg i 10. klasse. Han sidder i bestyrelsen for Danske Skoleelever og holder kurser for elevråd rundt om i landet. Men den i dag så åbne teenager bærer inden i sig sporene fra fem et halvt år som mobbeoffer.

Han er stadig bange for at begynde nye steder og skal overvinde sig selv hver gang. Og han undgår alle eleverne fra sin første klasse. Kun én gang har han mødt mobberen fra dengang. De fik et fritidsjob samme sted, men den anden dreng mistede hurtigt jobbet igen. Jannik Vandborg var glad:

Det var dejligt at opleve, at det var mig, der fik lov at blive.