Jeg er en flyttemand med 29 brikker plus det løse, siger digteren Peter Laugesen, der sidst på foråret udkom med den voldsomt fine samling Yak og Yeti. Laugesen er digternes ikon, men digter vil han ikke selv være. Måske fordi han som en anden Knausgård mener, at der er digt nok i denne verden. Lad mig være håndværker og se, hvad der sker, tænker han.
LÆS OGSÅ: Litteraturen er min katedral
Og så sker der en hel del, når man hedder Peter Laugesen. Et søm og en skrue bliver til fire ryk i hjertet. Hør bare : Jeg skriver til dig/ fordi jeg håber at der/ er andet end mig. Og det løse? Det er ifølge hr. Laugesen bare tankestreger, semikolon og alt det ral!
Men her punkterer han efter min mening sin egen luftlomme. For nok skal en håndværker have hylden til at hænge fast, punktum, punktum, komma, streg. Men en kunstner må stole på det løse. HR. INGENTING SENDER AFBUD TIL FREMTIDEN, skriver Laugesen med versaler senere i samlingen. Hvor kom lige dét fra?
Kunst er form, er det blevet sagt i flere anmeldelser af en ny, stor roman. Det er efter min mening alt for mekanisk. Selvfølgelig er kunst også form og måske (forhåbentlig!) især brudt form. Men kunst er mere og andet. Det er i bund og grund med en lille omskrivning af Laugesens digt et uafsluttet paradoks: Jeg skriver kunst/ fordi jeg håber at der/ er andet end kunst.
Oftere og oftere når jeg har læst ny dansk skønlitteratur bøger, der topper bestsellerlisterne, bøger af hypede forfattere med helsidesannoncer i avisen, bøger solgt til Langtbortistan allerede før udgivelsen, bøger, der får priser og udmærkelser har jeg tænkt: Hvorfor?
Jeg ved, det lyder patetisk. Men hvorfor skriver de netop denne roman, netop disse 450 sider, netop nu? Bevares: Formen er muligvis uovertruffen. Sikken stilistisk formåen, sikken et sanseligt sprog, sikken humor, sikken præcision. Men det er form. Det er 29 brikker på et bræt. Misforstå mig ret: Jeg kan sagtens se formatet, og jeg kan sagtens være beriget og underholdt. Men jeg kan ikke få øje på den drivende kraft. Nødvendigheden.
For få uger siden skete der imidlertid en sjælden litterær begivenhed. Og nej! Den blev ikke råbt ud med megafon på hvert et gadehjørne, den var ikke murstenstyk, og forfatteren er ikke på alles læber. Til gengæld er han stor. Og han skriver småt. Måske fordi han, som Astrid Lindgren dikterer, sletter halvdelen og skriver resten om.
Forfatteren Louis Jensen udkom med sit ottende bind af de hundredvis af firkantede historier, han påbegyndte for 20 år siden. Små kasser (jo da, form!) printet midt på sidens gyldne snit med finurlige tanker, anekdoter, eventyrligheder, klogskaber og galskaber. De indledes alle sammen med det tal, vi er nået til i rækken (mere form!). Men det fine ved dem er, at de aldrig går op.
De begynder nemlig slet ikke. Og de slutter heller ikke. Ikke i traditionel forstand. De vrider sig en halv omgang, de åbner en sprække i himlen, de stiller et spørgsmål, de undrer sig, de snakker med græsset og det kloge blad, de finder et slot inde i hjertet eller en trappe til Gud, de driller, de griner, eller de ender et sted i det blå. Som en flyvende violin. Og er det noget, de lever af, de små firkantede kasser, så er det netop de løse ender. Selv døden får ikke et punktum:
En syv hundrede og toogfyrretyvende gang skulle min mor dø, men så slog alle dyr og mennesker et hjerteslag i samme øjeblik. Også træerne og buskene, skyerne og havet og græsset, hvis hjerter er lydløse og skjulte, slog på samme tid. Og da det aldrig var sket før, så blev det besluttet, at hun ikke skulle dø.
Hvordan Louis Jensen fik ideen, ved jeg ikke. Men historierne udkommer med 100 i hvert bind, 1000 styk i alt plus én enkelt til sidst. 1000 og én historie, når værket er komplet, så det matcher Scheherazade. Og de går da også alle sammen med slør. Så hvis man leder efter en bestemt historie, bliver den væk. Og hvis man finder en, man godt kan lide, kan man ikke holde fast i den, hverken med søm eller skruer.
Det er ligesom med kærligheden: En to hundrede og nioghalvtredsindstyvende gang var der en grøn dør. Bagved var kærligheden. Og kom man først gennem døren, så stødte man ind i kærligheden ligegyldigt hvor man gik hen. Den var over det hele: Den sad i træerne, den lå på vandet, og når man så ind i hinandens øjne, så stod kærligheden og stavede til sig selv både forfra og bagfra. Men hvordan åbner man døren? Der er jo hverken nøglehul eller håndtag! Ikke engang hængsler.
En dør uden hængsler Det ville en håndværker aldrig finde sig i!
I denne klumme skriver litteraturanmelderne Liselotte Wiemer og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt.