Romanen handler om beboerne i en proletargade i Helsingør i begyndelsen af det 20. århundrede, Strandgade, repræsentativ for hele samtidens underklasse-Danmark. Sven Ørnø skriver en afdæmpet, men indtrængende hverdagsrealisme uden at søge effekter. Dem skal virkeligheden nok selv sørge for. Og så opfattes de netop ikke som effekter. Det er en meget ægte virkende .
Vi hører om druk, vold, incest og prostitution. Om råhed og brutalitet. Det er så let at ødelægge livet for hinanden, hvilket romanen giver mange eksempler på, men tillige på det modsatte, det langt sværere.
LÆS OGSÅ: Antons onde drømme
Slutningen har håbets lys over sig. En central skikkelse er drengen Jørgen, der i en alder af bare otte forvises fra hjemmet af sin stedfar. Du er ikke af mit blod, lyder begrundelsen. Drengen må klare sig selv. Det er hjerteskærende, men skildres uden føleri.
En sympatisk værthusholder tager sig af ham. Jørgen viser sig at have et betydeligt talent for sang og guitarspil og skaber sig derved tidligt en levevej med et repertoire især bestående af sange af de fattiges digter, Edvard Søderberg (1869-1906) og bryder efterhånden ud af gadens miljø sammen med den lidt ældre Inge, en mishandlet pige, der af sin far blev tvungent til at stå tilrådighed (også) for andre mænd og i en periode var såkaldt holdt kvinde for en troløs konsul. Hun hævede sig socialt, men menneskeligt var hendes status ensbetydede med udstødelse.
Jørgen må være romanens Dyndhåb, et ord, som Ørnø har fra et digt af Holger Drachmann. Men ellers læser man sig igennem mere dynd end håb. Personerne skildres så konkret, at de næsten bliver fysisk nærværende. Det gælder for eksempel den heftigt drikkende grovsmed Herman Grundig, frygtet for sin hidsighed og sine vældige kræfter. Om nogen eller noget går ham imod, er han altid parat til at svare igen med terror og lemlæstelse. Selv da hans søn, Franz Grundig, dør naturligvis i slagsmål kender han kun én måde at reagere på, den afstumpede. Ørnø antyder imidlertid, at dybt inde bag hans facade har en rest menneskelighed overlevet. Sorg er ham ikke så fremmed, som han selv forestiller sig. I øvrigt bliver han kort efter dræbt ved et mord, der maskeres som ulykke på den stedlige arbejdsplads, skibsværftet.
Endnu et vidnesbyrd om Ørnøs vilje til nuanceret personskildring er nogle passager, hvor Franz Grundig til sidst i sit liv gør sig nogle uventede overvejelser om, hvorvidt han er i besiddelse af en sjæl. Han må med beklagelse konstatere, at han i eventuelt bekræftende fald aldrig har set den. Ligeledes i andre sammenhænge fremhæves visse nuancer. Et kønt portræt får vi således af en læge, der uden sociale fordomme står ved sit ansvar.
Dyndhåb er en nærværende om udsatte mennesker for levende til blot at være tidsbundne.