Det hele begyndte med slangen, der fristede Eva. Den tilbød os at blive Gud, forklarer Aldo Giordano.
Han er de lange linjers mand. Så når man stiller ham et spørgsmål, svarer han forfra. Helt forfra.
Spørgsmålet, han besvarer, er, hvad kilden til den europæiske sekularisme er. Og hans svar er, at det er kristendommen, der har tilladt den. For kristendommen er født med friheden, og det er det, fortællingen om slangen handler om. Gud har fra skabelsens første dag givet os friheden til at bestemme selv.
LÆS OGSÅ: Svære tider forude for Europas store religioner
Kristeligt Dagblad har mødt den lærde italiener til en samtale om afkristning. Det er et emne, som pave Benedikt XVI har været blandt de flittigste til at sætte på dagsordenen, og Aldo Giordano har som Vatikanets udsending til Europarådet tænkt ad de samme linjer.
Han er også filosofisk skolet ligesom paven. Før han var Vatikan-udsending, underviste han i filosofi og etik på det teologiske seminarium i Fossano nær Milano i Italien. Han er med andre ord kristen filosof.
Vesten er ramt af sekularisme. Du kan også kalde det relativisme eller perspektivisme. For det afhænger af, hvilket perspektiv man har på sagerne.
Hovedspørgsmålet er for ham, om man kan sige noget objektivt om tilværelsen.
Den kristne har opdaget, at sandheden eksisterer. Ligesom godheden eksisterer, og skønheden eksisterer.
Og for Aldo Giordano ligger den objektive sandhed og godhed som en fast grund under tilværelsens flygtige aspekter.
Der er meget, der ændrer sig igennem historien. Men der er også et niveau, der ikke gør. Andre kan ikke afgøre, om livet har værdighed. Det kan samfundet heller ikke. Livets værdighed ændrer sig ikke.
Men han mener, at mennesket har forkastet denne objektive virkelighed og gjort sig selv til centrum.
I den sekulariserede kultur eller relativismen er der ikke længere noget, som er sandt, godt eller skønt objektivt set. Nietzsche har en fortælling om en gal mand, der leder efter Guds mordere. Hvorfor har vi slukket solen, spørger han. For de troende har solen altid været Gud, men i dag har vi gjort os selv til solen. Hver af os er blevet sin egen sol.
Her gør den fransktalende filosof en kort udflugt til sit modersmål.
På italiensk siger vi sole for sol og solo for alene. Vi er blevet sole solo.
Som eksempel på den objektive virkelighed, vi vender ryggen til, peger han på menneskets køn.
Om man er født som mand eller kvinde, er i kristendommen en del af Guds skabelse. Det er en objektiv virkelighed. Men denne virkelighed vil vi ikke have. Vi vil selv bestemme, om vi er mand eller kvinde.
Og hele denne trang til at bestemme selv får betydning for, hvordan vi finder meningen med livet.
I stedet for at søge meningen med livet i ental søger vi nu de mange små meninger med livet. Vi går på stranden, svømmer, ser en film, lever behageligt. Men de små meninger besvarer ikke grundspørgsmålet i livet. Og grundspørgsmålet er døden.
Hans forklaring bliver ofte til flere. Svarene er selvfordoblende, og der er i hans ord en glidende overgang mellem udredning og opremsning.
Derfor kommer der også flere svar på, hvad der er kilden til Vestens sekulariserede kultur. Og Adam og Evas gudgivne mulighed for at sige ja til slangen i Edens Have er blot ét.
For kristendommens frihed kan ikke bare udlægges gennem kristne grundfortællinger, men også kulturhistorisk.
Kristendommen giver et frihedens rum. Det er kristendommen, der er kommet med sondringen mellem det verdslige res publica og det religiøse. Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Og denne skelnen får betydning op gennem historien. I middelalderen var samfundet bestemt af kristenheden. Der var en meget tæt forbindelse mellem kristenhed og politik måske for tæt men det var ud af dette samfund, at moderniteten blev født. Og moderniteten er født med den autonome (selvbestemmende, red.) fornuft.
En række af modernitetens foregangsmænd dirigeres frem for at understrege pointen.
Se på matematikeren René Descartes (1596-1650, red.), der var kristen. Da han søgte et almenmenneskeligt udgangspunkt for sine erkendelser, var det ikke evangeliet, han brugte, men fornuften. For Hugo de Grotius (1583-1645, red.), der er en af grundlæggerne af moderne ret, kunne evangeliets fornuft ikke danne base for retstænkningen, men det kunne den autonome fornuft. Og det var tilsvarende ikke evangeliet, den kristne Immanuel Kant (1724-1804, red.) vendte sig imod, da han ville grundlægge den evige verdensfred.
At kristendommen ikke kom til at danne base for de universelle tanker, kunne kirkerne takke sig selv for, mener Aldo Giordano. Eller kristenheden, som han kalder det.
Efter min mening kunne Kant ikke længere grundlægge sit arbejde på evangeliets fornuft. For i evangeliets navn havde vi ført krig. Splittelsen af de kristne er en af rødderne til den afkristning, vi ser i dag. Jeg taler ikke om vores skelnen mellem konfessionerne den kan være en rigdom men om splittelsen. Denne splittelse er en af årsagerne til sekulariseringen.
Spørger man den reflekterede diplomat, om der er en særlig forbindelse mellem protestantisme og sekularisering, tænker han sig længe om. Han er ikke interesseret i at yppe kiv, men lægger omvendt heller ikke skjul på, at der er væsentlige forskelle.
Jeg er som sagt overbevist om, at kristendommen har givet verden et frihedens rum. Som jeg forstår Martin Luther, understreger han yderligere den frihed, der ligger i kristendommen. Derfor har mange protestantiske samfund bevæget sig længere ud ad det sekulariserede spor.
Vil muslimer opleve den samme udvikling med sekularisering?
Der er nogle store spørgsmål, som vi endnu ikke kender svaret på. Mødet mellem den muslimske verden og Vesten kender vi ikke resultatet af. Vi kan endnu kun se ind i et laboratorium for dette møde.
Men alle trossamfund, som er præget af Vesten, vil formentlig blive påvirket af tendensen, ræsonnerer han.
Sekularismen er født i Vesten, men den importeres i øjeblikket i Asien og Afrika.
Hvis man forestiller sig en trykket Aldo Giordano under samtalen om kristendommens tilbagegang, tager man fejl. Den lille mand sprudler af fortælleglæde, og han mener da også, at man som kristen må have håb om, at det bliver anderledes, sådan som kristne altid har haft håb i svære tider.
Kristendommen har et håb. Det er hverken optimisme eller pessimisme, men et håb, som er reelt. Hvis vi bruger den nuværende krise ordentligt, kan den gøre os mindre arrogante, mere ydmyge. Vi har virkelig en mulighed for at finde tilbage til, hvad der er i hjertet af kristendommen.
Han tror på de små frøs logik.
Vi skal plante nogle små frø. Hele historien om Guds rige er de små frøs historie. Selv Jesus var en lille person, der blev født af en lille kvinde. Hans historie er en kort historie, men Guds rige er vokset frem af den.
Der er håb at hente i evangeliets fortælling om de små sennepsfrø, der vokser sig til store træer, som himlens fugle bygger rede i. Og typisk for Giordanos tankebaner aftvinger han den sovende kristendom i Europa en opbyggelig pointe:
Det kan godt være, at den kristne kultur sover i Europa, men hvis du har plantet nogle små frø, vokser de også, når du sover. Søvnen kan ikke stoppe frøenes vækst.
Aldo Giordano har flere svar på, hvad kirken skal gøre. Han har helt præcist syv svar, som han systematisk lægger frem, uden at det volder ham besvær at fremstille det avancerede stof på et fransk, som her og der er italiensk i kanterne.
Der er brug for mission. Spørgsmålet er, hvordan vi igen kan gøre de gode nyheder til gode nyheder. For i Europa hører folk ikke vores nyheder som gode nyheder længere.
For det andet er der brug for en katolisering, og her mener jeg ikke en katolsk generobring af verden. Ordet katolsk betyder universel. Kristendommen er universel for både katolikker og protestanter, og jeg ved, at det er min familie, når jeg møder kristne i andre lande, også selvom jeg ikke forstår deres sprog. Troen på denne universelle familie skal være vores svar på globaliseringen.
De næste to punkter hænger tæt sammen og bliver præsenteret hurtigt efter hinanden.
For det tredje er der brug for økumeni. Splittelsen af de kristne er en af rødderne til den afkristning, vi ser i dag. Den økumeniske vej er ikke til at komme udenom. For det fjerde skal vi arbejde ikke bare økumenisk, men også tværreligiøst. Det tværreligiøse arbejde er ikke bare en slags politisk diplomati. Det skal være religiøs tale mellem teologer. Det er os, der skal gøre det, ikke politikerne.
Næste sætning gør det tydeligt, at den tidligere underviser i filosofiens historie finder vor tids tænkning dybt uoriginal.
Verden har brug for idéer. Verdens kirker må arbejde i tankernes verden og skabe nye visioner. Vi står med store økonomiske problemer, men der kommer ikke længere nye idéer i den politiske arena. Der er virkelig brug for folk, der har mod til at tænke nyt.
For det sjette skal kirkerne skabe sociale laboratorier, der kan give nye sociale livsformer og levere svar på samfundets mangler. For eksempel skal kirkerne finde former, der kan hjælpe arbejdsløse eller de ældre. Paven taler i sin skrivelse Caritas in veritate om den given, der bør eksistere i økonomien. Denne given skal ikke være i et andet rum end økonomien. Nej, den skal eksistere som del af den økonomiske model.
Opremsningen af forslag til det kristne folk afrundes med en opfordring til ikke at overhøre tidens åndelige søgning.
Endelig skal de kristne holde evighedens perspektiv åbent. Vi siger ikke, at livet varer 80 år som kristne, nej, vores perspektiv er evigheden. Der spørges i dag efter det spirituelle, de unge spørger efter evigheden. Vi hører det bare ikke altid.
Aldo Giordano har gjort den kristne frihed til samtalens hovedpointe. Det onde trådte ind i historien sammen med friheden. Friheden gav rum for sekularisering. Men friheden gav også rum for at nærme sig Gud.
Gud siger til os: Du har friheden. Det er den frihed, der hører med til at være en søn, der gør sin faders vilje. Det gør sønnen, fordi han har forstået, at faderen er sandheden, godheden og skønheden.
Den troende er en søn, der i frihed selv bestemmer, at han vil adlyde sin far, fordi han har forstået, at sandheden eksisterer og er en gave, at godheden eksisterer og er en gave. Og at kærligheden eksisterer. Dette frihedsbudskab er en historie om kærlighed mellem fader og søn.