De morderiske angreb på den amerikanske ambassadør og tre andre diplomater i Libyen var det barbariske pøbelvældes svar på en satirisk Muhammed-film Innocence of Muslims (Muslimers uskyld) på YouTube produceret i USA. Barbari som respons på en film.
I nogle medier vendes tingene på hovedet, og det fremstilles, som om det er tegninger eller film, som dræber og sætter ambassader i brand, al den stund det er voldsparate muslimske ekstremister, som udøver truslerne og volden.
LÆS OGSÅ: Når religionskritik tænkes politisk
I disse dage er det syv år siden, at Muhammed-tegningerne blev offentliggjort, og man må nøgternt konstatere, at presset på ytringsfriheden bestemt ikke er blevet mindre. Den islamiske sammenslutning af 57 muslimske lande OIC forsøger gennem FN at presse forbud mod såkaldt religionskritik igennem reelt en indskrænkning af ytringsfriheden.
Det franske satiremagasin Charlie Hebdo har som reaktion på de voldelige Muhammed-optøjer rundt omkring på kloden produceret en række Muhammed-tegninger, som forleden fik den franske regering til at lukke ambassader, skoler og konsulater i 20 primært muslimske lande, fordi man frygtede voldelige angreb. Hvis det ikke var virkelighed, så ville man tro, det var en dårlig spøg. At man anno 2012 lukker ambassader qua tegninger.
Charlie Hebdo modtog de rutinemæssige trusler, og også fatwaen mod forfatteren til De sataniske vers, Salman Rushdie, blev eksponeret på ny, ved at dusøren blev hævet nok engang. Pakistans jernbaneminister udlovede en dusør på den, der ville dræbe instruktøren bag Muhammed-filmen, og i Sydney blev adskillige voldelige islamister anholdt under en Muhammed-demonstration.
Til en demonstration foran den amerikanske ambassade i København råbte yderlig-gående muslimer forleden Jeres dage er talte og i Malmø den 23.september overfaldt en af talerne ved Muhammed-demonstrationen en svensk mand, som ikke var enig i budskabet fra ytringsfrihedens fjender.
Der er utallige eksempler på paradokset: det truende offer. Man fremstiller sig selv som værende et offer, krænket på en profets vegne, med sårede religiøse følelser, og i samme åndedrag trues der med alverdens barbari af dem, der ikke vil rette ind under islams tabu om ikke at kritisere muslimernes profet.
Mon ikke mange flere vesterlændige efterhånden har gennemskuet dette velkendte pressionsmønster? Man har lov at håbe for ytringsfrihedens skyld.
Rachel Adelberg Johansen,
sygeplejerske,
Uraniavænget 19,
Odense