En afrikansk lørdag, hvor alt så lidt lysere ud

På én dag serverede tanzaniske landsbyboere opskriften på at klare sig selv med enkle midler. Krøllede papirskøder og en rusten pengekasse var hoved-ingredienser i det, som på fagsprog kaldes hjælp til selvhjælp

På store sletter i det nordlige Tanzania fejrer en flok masaier, at en dansk delegation er på besøg. Det gør man ved at hoppe – højt. Men de har mere at fejre. Masaierne har tilegnet sig viden, som sikrer, at de kan drive kvæg på den jord, som retteligt tilhører dem. –
På store sletter i det nordlige Tanzania fejrer en flok masaier, at en dansk delegation er på besøg. Det gør man ved at hoppe – højt. Men de har mere at fejre. Masaierne har tilegnet sig viden, som sikrer, at de kan drive kvæg på den jord, som retteligt tilhører dem. –. Foto: Jon Bøge Gehlert.

Det er lørdag i Tanzania. Klokken er 09.30. Senere vil klokken ikke overraskende runde 15.30. De to tidspunkter repræsenterer hver sin historie, men har en fællesnævner: Det handler om at klare sig selv.

Men, som skrevet, klokken er foreløbig 09.30. På en rødjordet plads i Monduli-provinsen mellem lave bakker står en flok masai-hyrder i en halvcirkel. På skift letter de en god meter fra jorden på pindetynde ben. Taktfast messer de huh-lyde. De fejrer, at en dansk delegation er på besøg. Der er nok at fejre trods de, set med danske øjne, middelmådige omgivelser. Små lerhytter omgivet af afsveden slette, hvor blafrende skikkelser glider gennem landskabet. Det er masai-drengene, som iført røde tæpper driver kvæg af sted med lange kæppe.

LÆS OGSÅ: Vi tror på, at udviklings-bistand virker

Drengene har fået mere jord at drive kvæget rundt på. Siden 2007 har hjælpeorganisationen Care Danmark drevet et program for masaierne, hvor de lærer om de jordrettigheder, de bygger deres liv på. Det har betydet, at masaierne og andre nomadegrupper nu har skøder på store områder, hvor deres kvæg kan græsse frem for at lokalregeringen ulovligt sælger jorden til højestbydende forretningsmand.

Skøder løser dog ikke de dødelige konflikter, som også er et fatalt problem i store tanzaniske landområder. I år har seks personer mistet livet, når nomader og bønder stødte sammen. Nomaderne driver kvæg ind over græsområder, som bønderne mener tilhører dem, og det giver ballade. Når parterne forsøger at løse balladen med store macheter, må det nødvendigvis gå galt. Derfor underviser Care nomader, bønder og lokale autoriteter i, hvordan konflikter løses uden brug af overdimensionerede knive.

Det har 30-årige Sailepu Mbiroy profiteret af. Et par hundrede meter fra de hoppende masaier holder han på sin motorcykel med et rødt- og blåternet tæppe svøbt om sig. Han er blandt de bedrestillede nomader. Han ejer over 20 køer, som hver kan indbringe ham cirka 1200 kroner.

For et par måneder siden fandt jeg ud af, at jeg godt må lade mit kvæg græsse mange flere steder i området. Jeg ved, at nogle af forretningsmændene ikke har ret, når de siger, vi ikke må bruge landet. For meget af det er vores land, fortæller han.

I baggrunden danser masaierne stadig. Fejringen fortsætter.

Klokken har rundet 15.30. Flere hundrede kilometer vest for de hoppende masaier sidder 18 landsbyboere på bittesmå taburetter under en presenning. På en blå skammel står en hvid metalkasse med røde rustpletter og tre hængelåse.

Metalkassen er noget nær den hellige gral for landsbyens spare-låne-gruppe, som Care Danmark står bag. Konceptet er såre simpelt og minder til forveksling om tankerne bag den danske andelsbevægelse: 10 indskud genererer mere kapital end ét, og sammen står man stærkest. På den tanzaniske slette under presenningen forløber spare-låne-gruppens møde pinefuldt langsomt, men princippet virker:

Tre personer har hver en nøgle til pengekassen. På samme tid låser de den op. En udpeget formand finder små logbøger frem for de 18 medlemmer. Hvert medlem råbes op og får sin logbog. Medlemmerne fremsiger på skift et af gruppens principper, for eksempel at man ikke må være fuld til møderne. En kasserer tæller kassens penge. Medlemmerne donerer et lille beløb til en social pulje, som bruges, hvis et medlem bliver syg. Hvert medlem giver et indskud til kassen. Beløbsstørrelserne er blot på nogle få kroner. Den nye kassebeholdning råbes op, inden de tre nøglebærere låser kassen.

Denne dag skal ingen låne penge (hvilket ville have gjort den omstændelige proces endnu længere!). Men det har Hosiana Awak på 20 år før gjort. Hun lånte penge til at købe 50 æg på det lokale marked. Så tog hun en bus til et større marked 26 kilometer væk og solgte æggene for næsten den dobbelte pris. Nu drømmer hun om en dag at kunne åbne en lille forretning.

Som kvinde kan du ikke tage lån andre steder, fordi du næsten intet ejer. I landsbyens gruppe kan jeg låne, så jeg får bedre muligheder for mig selv og min familie, fortæller hun.

Spare-låne-grupperne er på verdensplan tordnet frem i udviklingslandene de seneste 10 år under det mere tekniske udtryk mikrofinans. Ganske enkelt fordi småsamfundene kan se udbyttet af dem. Efter gruppens møde lister en kvinde af med kassen. Hun skal gemme den til næste møde. Efter megen overtalelse løfter hun sløret for, hvor hun skjuler den.

I soveværelset. Der kommer kun jeg selv. Og min mand, selvfølgelig. Han ved, at han får ballade, hvis kassen en dag er væk.

Foto: Jon Bøge Gehlert.