FROMHED STYRKER RIGERNE, står der på Rundetaarn. Det var dengang, fromhed var i kurs. Christian IV opfattede tilsyneladende fromhed som et middel til samfundets lykke og trivsel.
Endnu i 1800-tallet var fromhed en dyd, siden er det gået anderledes. I det 20. århundrede blev fromhed placeret i lastekataloget. Sammen med religiøsitet og den kristelige etik. Nu fik man Luther-renæssance og dialektisk teologi. Nu drejede alt sig om tro, troen alene. Kristelige gerninger? Vor Herre bevare os!
LÆS OGSÅ: Religionsdialog på skrømt
I Kristeligt Dagblads store interview-artikel den 20. september om Lars Sandbecks nye bog, De gudsforladtes Gud, bliver tro nu sendt i lastekataloget. Nu skal det være vantroen alene. Sandbeck erklærer stolt, at han presser den endnu længere. Og han er helt lystig ved tanken, for det er naturligvis, siger han modigt, en streg i regningen for alle troende, som higer efter en Gud, som kræver tilbedelse, og som favoriserer de fromme.
Nej, siger Sandbeck og hænger derefter hele sin kristendom op på et misforstået Paulus-citat om Guds retfærdiggørelse af den gudløse og på Jesu korsord i Markusevangeliet: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?.
Hvad sagde Jesus egentlig, da han hang på korset? Ja, det er jo svært at vide, for ingen af de tilstedeværende havde smartphonen med. Vi fik intet billede, ingen lyd. Vi må nøjes med evangelierne.
I Lukasevangeliet siger Jesus en del. Han både beder sin Fader om at tilgive dem, for de ved ikke, hvad de gør. Han lover den bodfærdige røver endnu i dag at være i Paradis med mig. Og så siger han til slut: Fader, i dine hænder betror jeg min ånd. I Johannesevangeliet fører han sin mor og disciplen Johannes sammen, inden han dør med ordene Det er fuldbragt på læben.
HVOR STOR EN ROLLE spiller disse to evangelisters gengivelser af den døende Jesu sidste ord i moderne teologi? Ingen! Eller rettere: De bliver med fryd henvist til teologiens skraldespand. Her synes Jesus jo at være from. Han påkalder Gud som sin far, han går i forbøn, han betror sin Ånd til Gud, han siger fuldbragt om sin grufulde død hvad er det andet end religiøst kitsch af værste skuffe? Påklistret Jesus af fromme evangelister. Vor Herre bevare os!
Nej, det eneste troværdige korsord må selvfølgelig være det, Markusevangeliet bringer: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?. Det har været kristologiens kerne siden Første Verdenskrigs skyttegrave. Skærpet af Anden Verdenskrigs rædsler.
I det 20. århundrede blev Jesus en projektion. Menneskers rædsel og følelse af gudsforladthed krævede en Jesus, der lignede os. Vi ville trøstes. Og vi fandt trøst ved at male en Jesus, der ligner os.
Kristologiens hovedbegreb blev solidaritet. Jesus havde følt det samme som vi: gudsforladthed. Men Sandbeck vil angiveligt videre: Nu skal gudløsheden også gælde Gud selv. I senmoderne teologi er der ingen Gud, kun Jesus. Så Jesu korsord må selvfølgelig være Guds egne ord. På korset bliver Gud for en stund en slags ateist, ja, faktisk vantro. Siger Sandbeck.
Men blev han nu også det? Måske er det sidste århundredes forståelse af Markusevangeliet ikke tvingende. Måske rammer modernitetens dyrkelse af rædsel og gru slet ikke, hvad evangelisten vil lade Jesus sige. Og måske overser senmodernisten, at ordene taler om en anden person end Jesus, om Gud.
Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? er faktisk et citat indledningsordene til den gammeltestamentlige Salme 22. Et litterært citat! Moderne teologer er jo kvikke til at rive citater ud af sammenhængen, men hvorfor skulle Jesus eller evangelisten ligne dem?
Men lad os holde os til Markus. Hvad vil han med sin beretning? Da Jesus dør, flænges forhænget i templet, fortæller han. Og da hedningen, den romerske officer, så, at Jesus døde sådan og sådan inkluderer selvfølgelig også citatet af Salme 22 siger han: Sandelig, den mand var Guds søn.
Hvorfor flænges tempelforhænget, og hvorfor fortælles det, at en hedning bekender Gud? Det er i den sammenhæng, Salme 22 bringes på banen. Tag og læs! Så vil det blive tydeligt, at Jesu ord ikke er et skrækkens udbrud, men citerer en tolkning af historien. Evangelisten vil sige, at det, Salme 22 ser forude, netop sker nu. Og hvad er det så, der sker, hvis man læser hele salmen og ikke blot klarer sig med citatfusk? Jo, lidelserne (den klagende føler sig svag, som vand, der hældes ud, føler sig som en orm, føler sig omgivet af stærke tyre, løver og hunde, ja, føler sig gudsforladt) er optakten til gudstroens indhold: at hele den vide jord skal huske Herren og vende tilbage til Herren. Alle folkenes slægter.
Og er det efterfølgende netop ikke, hvad der sker? Jo, det forhæng, der skiller jøder og hedninger, flænges, og den hedenske officer bekender Jesus som Guds søn. Hvor megen moderne psykologisk gudsforladthed er der her? Ingen! Det tema, vi får præsenteret i Salme 22s indledende ord, er selve kristendommens oprindelige kerne: at skabelsens universalisme er genskabt i Kristi forsoningsdød.
I og med Kristi død er der ikke mere forskel på jøde og græker, som Paulus siger. Hele Markus dødsscene, fra korsordene til hedningens omvendelse, har samme pointe: Nu genopretter Gud skabelsens menneske; nu begynder samlivet mellem Gud og menneske forfra. Det er ikke noget nyt, der begynder. Det er det gamle, der begynder igen. Som nyt!
NÅR SÅKALDT senmoderne teologer bruger indledningen i Salme 22 til at smadre det klassiske kristne gudsbillede, er det ikke teksttolkning, men et forsøg på at forpligte kristendommen på, hvad de for tiden finder interessant.
Nu er det ikke mere det 20. århundredes rædsler, der sætter dagsordenen, nu foreligger der en ny. De senmoderne har fået den idé, at tidens største udfordring til kristendommen er ateismen. De påstår, at de vil forsvare kristendommen, men må lige indledningsvis forkaste den kristendom, man har kendt i 2000 år. Vartov-præsten Niels Grønkjærs Gud kaldes simpelthen den nye Gud. Og Lars Sandbeck, der proklamerer at gå endnu videre end Grønkjær, postulerer frimodigt, at man tidligere har haft en misforstået opfattelse af kristendommen.
En fantastisk betragtning i Grundtvigs fædreland; Grundtvig, der tog et opgør med den kvikke professor H.N. Clausen, der ikke kendte, men først skulle forske sig til kristendommen. Er kirken ikke en menighed, der strækker sig sammenhængende ned gennem historien, spurgte Grundtvig.
Har man virkelig misforstået alting, hvis man ikke stiller op på ateisterne bane? For Grønkjær og Sandbeck har ateisterne så let spil, fordi kirken stadig er metafysisk, stadig tror på en almægtig Gud. Men måske er problemet slet ikke så akademisk og religionsfilosofisk, som de senmoderne tror. Måske er det med Guds almagt blevet et problem af helt andre grunde.
I det kristne gudsbegreb har der fra de ældste tider været indeholdt både en forestilling om almagt og om menneskers lidelse. Salme 22 er et hovedvidne. Hvorfor krakelerer det nu? Er æren ateisternes intellektuelle skarphed? Mon ikke snarere den sentimentalisering og feminisering af gudsbegrebet, der har fundet sted?
Gud er blevet nedskrevet til det ekstremt letforståelige. Til en varm socialarbejder, en omsorgsfuld pædagog, en hjælpsom sosu-assistent. Sådan er høn blevet fremstillet i prædiken efter prædiken de senere år. Og så kan det jo ikke undre, at man får problemer med trosbekendelsens ord om Gud som den almægtige.
Men hvorfor skal den kristne tradition og de bibelske tekster radbrækkes for at honorere moderne sentimentalitet? Måske skulle de senmoderne teologer finde sig en mere kvalificeret dagsorden.