Ny kirkehistorie til tidens behov

Oversigtsværk er lagt til rette efter nutidens teologistuderende, der ikke lærer udenad som tidligere

Studerende er ikke, hvad de har været. Det kan være både godt og skidt, afhængigt af holdning til udenadslære. Men i hvert fald er det den primære årsag til, at både teologistuderende og kirkehistorisk interesserede danskere har fået en ny, rigt illustreret kirkehistorie i to bind.

Forfatterne er fire kirkehistorikere på Aarhus Universitet: professor Per Ingesman, lektorerne Carsten Bach-Nielsen og Nils Arne Pedersen samt pensioneret professor i kirkehistorie Jens Holger Schjørring, der har skrevet de to bind, i alt næsten 1600 sider.

LÆS OGSÅ: Hellere statens tjener end konge af Guds nåde

Der er ikke udgivet en verdensomspændende kirkehistorie siden slutningen af 1970’erne.

At også 1970’er-værket ”og dets forgængere i dag er både forældede og alt for detaljerede for nutidige studerende”, er baggrunden for den nye ”Kirkens historie”, hedder det i forordet.

Per Ingesman mener ikke, at de studerende i dag er dårligere studerende end dem, der sad og terpede udenadslære hos professor i kirkehistorie P.G. Lindhardt i 1950’erne og 1960’erne.

”I dag ligger hovedvægten på forståelse af stoffet, ikke på, om man kan lære det udenad. Og de tidligere kirkehistorier var også meget detaljerede,” siger professor Per Ingesman, der har været med til at redigere værket.

”Kapitlerne fortæller alle en udviklingshistorie inden for kirken fra oldtid til nutid, så det er det store overblik, man som studerende og læser får.”

”Kirkens historie” udkom for nylig, og det er forfatternes håb, at den også vil få større udbredelse end til de teologistuderende.

”Kirkehistorie kan næppe siges at være modefaget på teologi. Det er snarere praktisk og systematisk teologi. Og K.E. Løgstrups etik.”

Men uanset om de studerende er interesserede i Karl den Stores betydning for samlingen af et kristent Europa – og EU – eller ej, er kirkehistorie ikke et valgfag. Der er to moduler, de studerende skal igennem. Og sidekravene svarer nøjagtig til længden af ”Kirkens historie” bind 1 og 2.

”Indtil nu har de studerende lært Danmarks kirkehistorie ved læsning af en særskilt lærebog. Vi har valgt at integrere den almene kirkehistorie med den danske kirkehistorie. Og jo mere samtidig historien bliver, des mere har vi inddraget den globale kirkehistorie.”

Egentlig var det tanken, at kirkehistorien skulle være et fælles projekt mellem kirkehistorikere fra både Aarhus og Københavns Universitet, men det røg i vasken, fordi det blev for kompliceret.

Men kirkehistorikerne i København står stadig for at tilvejebringe en kildesamling, måske i form af en elektronisk tekstbank.

”Det er 10 år siden, vi begyndte at skrive en ny lærebog. Alle de gamle var enten forældede eller udsolgt. Men undervejs ændrede konceptet for projektet sig lidt væk fra blot at være lærebøger til også at blive et værk, der er rigt illustreret med rigtig mange billeder, flotte grafikker og tidslinjer. Det er det, der gør, at den nye kirkehistorie også vil kunne interessere andre end de studerende. Nu ligner den næsten en ’coffee table’-bog.”

De fire kirkehistorikere har truffet mange valg i løbet af skriveprocessen.

”Det er ikke muligt at dække det hele. Idéen var kirkens udvikling, der fører frem til den danske folkekirke. Oldtiden er dækket med den almindelige udvikling, middelalderen har mest fokus på den vestlige kirke, og efter Reformationen fra 1517 kommer reformatoren Martin Luther og den protestantiske kirke stærkere ind i fortællingen, så den også bliver den danske traditionslinje,” forklarer Per Ingesman.

”Det handler først og fremmest om, hvad man bruger historien til, og hvordan man er kommet derhen, hvor vi er nu. Derfor er udviklingshistorien vigtigere end detaljerne, og vi har gerne villet fortælle en fremadskridende historie, som kan være spændende at læse.”

Historiske værker er populære, og det ved Per Ingesman godt.

”Måske mere blandt folk uden for de studerendes rækker,” erkender professoren.

Derfor er det også en kulturhistorie. Den er skrevet ind i en samfundsmæssig og kulturel sammenhæng, hvor kirken er en del af udviklingen – og har haft en langt større betydning for samfunds- og kulturlivet, end den har haft fra oplysningstiden og frem til nu.

Det var også ambitionen, at de fire forfattere skulle følge fælles besluttede røde tråde i fremstillingen af hver sin periode.

Men de studerendes undervisere er lige så anarkistiske som de unge.

”I hvert fald har vi lidt grebet det an på hver sin måde,” siger Ingesman med et skævt smil.

For de fire forfattere har hver deres nedslagspunkter, som ikke er helt usammenhængende med det, der kirkehistorisk interesserer dem mest.

Indtil nu har kirkehistorikerne brugt deres nye lærebog i kopieret form, men nu foreligger den altså som to store, flotte trykte bøger.

”Og jeg synes, at de er blevet ret pænt modtaget,” siger Ingesman.

”Jeg synes også, der sendes et signal, når vi udgiver så stort et værk. Fordi vi gør det i en tid, hvor teologi og religion er blevet meget mere synlige. Og kirkehistorien bliver jo ved med at udvikle sig.”