Jeg læste i sidste uge om Evas angst, og hvordan hun behændigt omgik den ved forskellige manøvrer. Det gjorde, at jeg fik lyst til at fortælle min historie, som en lille kommentar.
Jeg er nu ved at være en halvgammel kone på over 60 år. Men da jeg var cirka 18 år, fik jeg stillet diagnosen epidemisk svimmelhed. Det var enormt ubehageligt. Jeg var voldsomt svimmel, kunne ikke klare hurtige biler, busser, lange køer og kunne ikke se tv. Forskellige undersøgelser blev foretaget for at udelukke andre og værre ting. Det værste var nok, at mit ungdomsliv blev stillet på midlertidig pause. Jeg var på det tidspunkt i gang med en håndværkeruddannelse. Den blev opgivet af flere grunde.
LÆS OGSÅ: Samfundets hastighed gør os angste
Sygdommen fortog sig jo efterhånden, og jeg skulle i gang igen. Desværre havde jeg fået den fikse idé, at jeg ikke kunne køre med offentlige transportmidler. For så ville jeg blive svimmel og falde om, troede jeg. Det var rigtig besværligt.
Under sygdommen havde jeg haft god mulighed for at tænke over min situation. I samråd med mine forældre fandt jeg frem til, at jeg ville ændre uddannelsesretning. Det skulle være noget med børn, så der blev lagt en anden strategi. Jeg skulle i huset først for senere at komme på seminariet.
Jeg fandt hurtigt en familie ikke langt fra mit barndomshjem ret smart, for så behøvede jeg ikke køre med bus! Første dag i det nye job var i efterårsferien. Husets frue og de tre børn havde ferie, og meget pædagogisk foreslog fruen, at jeg, for at vi kunne lære hinanden at kende, skulle på tur med alle børnene til Rundetaarn. Alt gik i stå inde i mit indre. Jeg var jo fuldt ud klar over, at jeg ikke fik tre skolebørn med på min idé om at gå til Rundetaarn dertil var vejen alt for lang. Jeg var også flov over, at jeg ikke kunne køre med offentlige transportmidler, så jeg havde ikke lyst til at lufte mit problem.
Så der var ikke andet for end at stå på bussen og så se, hvad der skete. Ingenting skete naturligvis. Jeg havde i sagens natur fuldt op at gøre med at se efter de børn, som jeg havde i min varetægt. Fokus var flyttet, og jeg helbredt!
Når jeg senere i livet har mødt lignende fikse idéer, for jeg har den slags tilbøjeligheder i min person, tænker jeg altid tilbage på den dag i Rundetaarn. Skulle jeg blive svimmel og falde om, ja, så må nogen samle mig op. Det er jeg sikker på, at der nok er nogen, der vil. Det skal siges, at jeg aldrig er faldet om, og jeg har gennem årene rejst med mange forskellige transportmidler i store dele af verden.
Jeg vil ikke lade mig begrænse af mine egne fikse idéer.Venlig hilsen
GretheKære Grethe
Tak for dit brev. Vi er altid glade for vores læseres egne historier, kommentarer og spørgsmål. Som vi skrev i sidste uge, begynder mange angstlidelser med en eller anden sygdom eller belastning, som får angsten til at køre sit eget løb.
Du fik i ung alder epidemisk svimmelhed, som kan opleves pludseligt, som om man selv eller omgivelserne drejer rundt som en karrusel. En ørelæge kan diagnosticere og undersøge tilstanden. Typisk må man være sengeliggende nogle dage, hvorefter svimmelheden aftager, og de fleste bliver helt raske efter få uger.
Imidlertid kan angst også give betydelig svimmelhed. Og det er baggrunden for, at angsten kan fortsætte, længe efter at for eksempel en virus på balancenerven er overstået. Du skriver, at du fik en fiks idé. Man kan også sige, at du fik nogle katastrofetanker, som ofte er helt centrale, når man har angst. I dit tilfælde har du tolket svimmelheden som farlig, og da du mærkede den ekstra meget, når du var ude at køre med offentlige transportmidler, troede du, at det var farligt for dig at tage bussen.
Når angsten får magt, forveksles ofte ubehag med farlighed. Men mange ting kan sagtens være ubehagelige, selvom de ikke er farlige. For eksempel kan det være meget ubehageligt at få boret i sine tænder hos tandlægen. Men det er ikke farligt. Vi udsætter os selv for det, fordi vi ved noget om, hvad der sker, og hvilke reaktioner vi får undervejs. Og at det er meget uklogt på længere sigt for vores tænder og pengepung at lade være.
Det samme gælder behandling af angst. Jo mere vi har læst og ved om angst, jo bedre vil vi være i stand til at vide, hvilket ubehag vi med vilje skal udsætte os for, sådan at angsten ikke bestemmer over liv og færden. En god bog at læse om angst og angstbehandling hedder: Kognitiv behandling af panikangst og socialfobi skrevet af Esben Hougaard. Skal man ud af angsten, er der ingen vej uden om at begynde at gøre det, som man er bange for. Og det er ubehageligt. Nogle gange endda meget ubehageligt. Men det er ikke farligt.
Principielt er der to veje at gå: 1. Vaccinationsmetoden handler om, at man langsomt og systematisk og gerne stædigt gør mere og mere af det, som man er bange for. Man bestemmer sig for eksempel for at køre med bus ét stoppested. Når man kan det efter nogle dage, tager man to stoppesteder, og når det er indøvet trods ubehag, tager man tre stoppesteder og så videre. Til sidst kører man hele den strækning, man har bestemt.
2. Den anden metode kaldes for flooding. Man springer den langsomme tilvænning over og kaster sig ud i en meget stor mængde af det, som man er bange for, på én gang.
Vi kan læse, at omstændighederne gjorde, at du blev kastet ud i flooding. Og dit ansvar for børnene gjorde, at du fik fokus væk fra dine kropslige reaktioner. Det var godt for børnene. Og godt for behandlingen af din angst. Samtidig kan vi læse, at det blev en vigtig oplevelse for dig, som du har lært rigtig meget af, sådan at urealistiske idéer eller katastrofetanker ikke får lov til at vokse sig stærke i dig. Lykke til videre med dine mange rejser både med de konkrete transportmidler og videre i livet.Mange hilsener