Jeg flyver ud af kirken langfredag

Kirkeordfører for Radikale Venstre Marlene Borst Hansen valgte den kristne tro til, mens hun læste til lærer i Haderslev. Troen er en frigørelse, men har også skabt en stadig blussende konflikt inden i hende

Hvordan vil du beskrive din tro?

At tro har for mig været et valg og stammer ikke fra kulturelle værdier hjemmefra. I dag er jeg meget stærkt lutheransk, men jeg tænker ofte over, om jeg i for høj grad er det, man kan kalde ”intellektuelt kristen”. Jeg kan lide, når prædikener hæver teksten op i et analytisk perspektiv, og jeg kan forfalde til at svælge i svære teologiske tekster af Kierkegaard og Løgstrup.

LÆS OGSÅ: Professor: Gud-partiklen åbner ikke op for nye erkendelser

For at modvirke den intellektualisering sørger jeg for at komme tæt på det allervigtigste i min tro én gang om året, hvor jeg går i kirke langfredag. Jeg vælger en kirke, hvor præsten holder det rene ord i centrum!

Lidelseshistorien får mig ned at rode i mørket, men efter sådan en gudstjeneste flyver jeg ud af kirken og føler virkelig, hvordan troen sætter mig fri.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Tro, religion og Gud fyldte ikke ret meget i mit barndomshjem – jeg er jo et 70’er-barn! Mine forældre var ikke i opposition til religion, og jeg blev døbt, men vi kom ikke som sådan i kirken, heller ikke juleaften. Kristendomsundervisningen i skolen og på gymnasiet var heller ikke noget, jeg bed mærke i.

Min mor lærte mig at bede aftenbøn, men det var mest en remse, jeg lærte udenad. Som jeg husker det, talte vi ikke om, hvad bønnen egentlig betød. Men alligevel vil jeg sige, at jeg er vokset op med en bevidsthed om, at min mor troede på Gud, og at min far ikke gjorde.

Hvad har udfordret din tro?

Der er ikke én skelsættende begivenhed, der har udfordret min tro, men selvfølgelig er der den evige tvivl, som lister sig ind på én – måske især lige nu, hvor jeg er nybagt mor. Familieforøgelsen gav nemlig en helt praktisk udfordring i forhold til min tro: Min mand er ikke troende og havde ikke noget ønske om, at vores søn skulle døbes.

Men dåben er simpelthen så vigtig for mig, så om ceremonien skulle være i en kirke, eller om jeg selv skulle døbe ham over køkkenvasken, det måtte min mand suverænt bestemme – bare han blev døbt. Det endte med, at Vitus blev døbt i en kirke, og min mand og jeg valgte at blive gift herhjemme i haven samme dag. Dog var det vigtigt for mig, at bryllupsceremonien foregik ude i der fri, så der var åbent op til himlen.

Og så skete der det forunderlige, at i det øjeblik min mand og jeg skulle til at sige ”ja” til hinanden, brød solen frem fra skyerne og strålede ned over os. Det fik mig til at føle, at det var okay med Gud, at vielsen var borgerlig. Han var med deroppe alligevel.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

For mig var troen et stort tilvalg. Henrik og Birgitte Bækgaard, mine to lærere på seminariet i Haderslev, satte noget i gang i mig, da de introducerede mig til religion, først som obligatorisk fag og siden da jeg valgte det som linjefag. Jeg var i starten af 20’erne og var begyndt at tænke over, hvad der sker med os efter døden.

Så en nat havde jeg en drøm: Jeg kørte i bil ud over en kaj og ud i et kæmpestort vand. Det var en meget voldsom drøm, og dagen efter tog jeg det, Kierkegaard ville kalde troens valg. Jeg valgte troen til og følte mig fri, fordi jeg ikke længere behøver bekymre mig om, hvad der sker efter døden. Hvis Gud er Gud, har han nok styr på det også. Og siden da har døden ikke fyldt ret meget i min bevidsthed, for jeg er overbevist om, at lige der er der én, der vil tage sig af mig.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Hvis jeg sidder i en politisk diskussion og bliver vred over andres udtalelser, eller hvis jeg møder mennesker, jeg ikke bryder mig om, bruger jeg helt konkret K.E. Løgstrups princip om, at alle har et kim i sig, som Gud har lagt der, som skal vandes og plejes. Det kan være en lettelse for min vrede eller irritation.

Mere grundlæggende blev min beslutning om at tro også begyndelsen på en indre konflikt, som stadig påvirker min hverdag. Mit ene linjefag på seminaret var religion, det andet samfundsfag. Kontrasten satte gang i en masse spørgsmål om det personlige ansvar over for samfundets ansvar.

Som kristen lutheraner har jeg et kæmpe ansvar over for Gud til at gøre noget godt for næsten. Men politisk mener jeg ikke, at vi kan basere et samfund på hin enkeltes næstekærlighed. Problemet er, at det hurtigt ville ende med en omgang hattedameri, hvor de svage blev afhængige af enkeltindivider, der vil det gode. Derfor er vi nødt til at bygge samfundet på mere end hvert menneskes ansvar.

Det sker faktisk ofte, når vi har en politisk diskussion, at jeg vender den problematik i mig selv. Nu har jeg valgt et rationelt og evidensbaseret parti, men det betyder ikke, at konflikten forsvinder. Faktisk kan det gøre den større.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg har Kierkegaard på den ene side og Grundtvig på den anden – så her er konflikten mellem det indre og det mellemmenneskelige også til stede. Kierkegaard vender jeg tilbage til, fordi hans ord om ”at kaste sig ud på de halvfjerdsindstyve favne vand” lægger sig tæt op ad den drøm, jeg havde, da jeg valgte troen. Kierkegaards tekster om ”mig og mit forhold til Gud” passer med den stærke lutheranske tilgang, jeg har til kristendommen. For mig er han Luther kørt helt derud, hvor man næsten ender i en erkendelse af, at man ikke kan blive lykkelig i jordelivet.

Derfor bliver jeg også lidt provokeret af Kierkegaard, for det er jeg bestemt ikke enig i! Jeg mener, at vi som kristne mennesker skal huske på, at troen også er et fællesskab. Så jeg har Grundtvig med en langt mere håbefuld tilgang til livet som mit andet forbillede. Min yndlingssalme, Grundtvigs ”Hil dig, Frelser og Forsoner”, er en slags vitaminpille for mig.

Hvis jeg føler mig trist, skal jeg bare nynne lidt af den, så får jeg et boost og tænker: Der er én, der døde for os. Så lad os gå ud og leve sammen! Grundtvig kan få mig i gang, og så føler jeg også et åndsslægtskab, fordi jeg selv er lærer og politiker og arbejder med at formidle.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Jeg har aldrig fået et åndeligt råd som sådan, men jeg kan huske en samtale med præsten Holger Liesner fra dengang, jeg var i min søgende fase. Han satte et skel mellem to former for næstekærlighed: Gælder næstekærligheden den, du møder foran din dør, eller kan din næste være et fattigt barn, du ser på tv-skærmen?

For mig er svaret den grænseløse næstekærlighed, og det betød faktisk, at jeg blev politiker. Jeg ved, at jeg vil få tæsk for den fortolkning, og at nogle vil sige, at jeg udvander begrebet til humanisme.

Den diskussion er relevant, men jeg synes, det er for nemt at sige, at næstekærligheden stopper ved det fysiske møde.