Den katolske fornyelse, der blev banket tilbage

Optimismen var stor blandt mange danske katolikker, da gejstlige for 50 år siden samledes i Vatikanet for at forny kirken. Siden har konservative kræfter med succes forsøgt at rulle reformerne tilbage, siger både præster og forskere

I dag er pavedømmet såvel som den katolske kirke herhjemme præget af en stærk konservatisme, som ikke levner plads til fornyelse, mener Peder Nørgaard-Højen, teolog og ekspert i den katolske Kirke.
I dag er pavedømmet såvel som den katolske kirke herhjemme præget af en stærk konservatisme, som ikke levner plads til fornyelse, mener Peder Nørgaard-Højen, teolog og ekspert i den katolske Kirke. Foto: Kennet Havgaard Denmark.

Stemningen var mættet og fortættet, når 15-årige Michael Hornbech-Madsen i 1960erne var med forældrene i kirke. Det sitrede blandt danske katolikker, og den katolske knægt fra den københavnske stenbro var ikke i tvivl: Noget stort var på vej.

I 1962, få år forinden, havde paven indkaldt til stormøde koncil i Vatikanet. Nu skulle der luftes ud, støves af og ryddes op i de katolske regler og skikke. Og det kunne mærkes i den lokale kirke på stenbroen, fortæller Michael Hornbech-Madsen.

LÆS OGSÅ: Et stormøde, der ændrede den katolske kirke

Gudstjenesterne, som hidtil havde været på latin et volapyksprog for en ung dreng skulle nu foregå på dansk. Præsten stod ikke længere med ryggen til menigheden. Og kirkegængerne fik noget at skulle have sagt især i form af noget nyt, man kaldte for menighedsråd.

Der var en helt særlig stemning. Et håb om fornyelse, demokratisering og åbenhed. Det var vitterlig, som om der blev åbnet et vindue ud til verden, og optimismen strømmede igennem, siger Michael Hornbech-Madsen, som i dag er katolsk præst i Jesu Hjerte Kirke i København.

Forandringerne efter vatikankoncilet i 1965 handlede ikke mindst om den katolske selvforståelse. Det understreger ph.d. Jakob Egeris Thorsen, der underviser ved den teologiske uddannelse på Aarhus Universitet. Han er selv katolik.

Den katolske kirke i Danmark gik fra at være en minoritetskirke, der forstod sig selv som opposition til den protestantiske kirke, til at være en verdenskirke i dialog med andre kirker. Selvforståelsen ændrede sig fra at være frelsesinstitution til at være Guds folk i verden, som derfor også kunne lære af verden. Helt konkret begyndte man at tale med andre kirker og at bede sammen med andre kristne. Gudstjenesten blev tilpasset danske forhold, og man inddrog grundtvigske salmer, siger han.

Teolog og ekspert i den katolske kirke Peder Nørgaard-Højen påpeger, at danske katolikker fik et langt mere afslappet forhold til andre kirkesamfund.

Den katolske kirke sluttede sig til den økumeniske (tværkirkelige, red.) bevægelse, og dermed er den ikke længere i sin selvforståelse den kirke, alle andre kristne skal vende tilbage til den er ikke længere den eneste kirke på jorden, siger han.

Ikke alle katolikker var dog begejstrede for de nye tanker. Mange forlod kirken, og i praksis forblev forandringerne mestendels ved de flotte ord og intentioner, mener Peder Nørgaard-Højen.

Jo mere, man spekulerer over det, des mere trist bliver man. Kirken var dengang på revolutionens vej og fik hele verden til at lytte, men faldt tilbage i det gamle konservative spor, siger han.

En forklaring er, at katolikkerne på koncilet i Rom blev enige om en masse teologi, men glemte at tage den magtfulde elite, der sad på kirkeretten, med på råd.

Det er i kirken som i ministerier, at jurister har det sidste ord, og kirkeretten blev ikke ændret. Den er fortsat konservativ, og derfor førte vatikankoncilet aldrig rigtigt til et gennembrud i kirken, siger han.

I dag er pavedømmet såvel som den katolske kirke herhjemme præget af en stærk konservatisme, som ikke levner plads til fornyelse, mener både Peder Nørgaard-Højen og Jakob Egeris Thorsen.

Den katolske kirke i Danmark afspejler en tendens på verdensplan, nemlig at man er gået fra en meget åben periode i 1960erne og 1970erne til en periode, hvor man ikke er så optimistisk i forhold til dialog med andre kirker og med verden generelt. Det er ikke forkert at sige, at Kozon (den katolske biskop, red.) er teologisk mere konservativ end sin forgænger, biskop Martensen, og på den måde afspejler han den generelle tendens, siger Jakob Egeris Thorsen.

Én forklaring er, at koncilet gav en masse tumult også i Danmark, hvor præster forlod deres embede og blev gift, fordi den hierarkiske forståelse af præsterollen, de var opdraget med, nu stod for fald.

Kirkens ledelse tolker i dag vatikankoncilet mere restriktivt og siger, vi har været i en forvandlingsperiode, der gav en masse kaos, og nu er det os, der bestemmer, siger Jakob Egeris Thorsen.

Det konservative spor, kirken er drejet ind på, ærgrer præsten Michael Hornbech-Madsen såvel som en række andre danske katolske præster, Kristeligt Dagblad har talt med. Ifølge Michael Hornbech-Madsen, der er den eneste, der vil stå frem med navns nævnelse, er det en katastrofe for kirken.

Den gamle messeform den latinske liturgi har igen fundet vej tilbage til altrene. Vi lukker os om os selv. Det er de færreste danskere, der betragter kirken som en åndelig eller verdslig autoritet, og da slet ikke så længe, vi er usynlige i samfundet, siger han.

En anden præst, som ikke vil have sit navn frem, tilføjer, at der er kredse i kirken, der glæder sig til, at den sidste, der kan huske vatikankoncilet, er død.

Dog har koncilet haft en helt afgørende indflydelse på danske katolikker anno 2012, som støtter prævention, kvindelige præster og ophævelse af cølibatet, vurderer Peder Nørgaard-Højen. Også selvom koncilet for 50 år siden ikke lagde op til forandringer af nogen af de emner.

Der er ingen tvivl om, at deres holdninger er udsprunget af reformen fra vatikankoncilet. Den katolske ledelse, herunder pave Benedikt, sidder inde i fæstningen og er klar over, at der er slået hul i muren, og så forsøger man nu at tætne fæstningen. Men det kan man ikke i det lange løb. På et eller andet tidspunkt slår de moderne tendenser igennem i den katolske kirke, siger han.