Folkekirkens stilling i forhold til staten er definitivt rykket ind i feltet af emner, der kan diskuteres såvel kirkeligt som politisk, uden at deltagerne straks kan stemples som unationale eller antikirkelige, og internt i kirken er der voksende kritik af modellen, der opfattes som en hindring for kirkens fremtidige muligheder

ER DEN DANSKE religionsmodel på vej mod et tippepunkt? Det spørgsmål rejses i en ny bog fra Københavns Universitet. Der er en række faktorer, der peger på, at vi kan være på vej mod et tippepunkt, hvor den danske religionsmodel bliver ustabil og må omdannes betydeligt for at kunne genfinde en ny, relativt stabil position i samfundet – som isbjerget, der vælter, når afsmeltningen er fremskreden.

LÆS OGSÅ: Minister afsætter millioner til at gøre kristendom kendt

Ved den danske religionsmodel forstås de institutionaliserede rammer omkring religion, som historien har efterladt os med. Den danske religionsmodel består derfor af en række træk af historisk, sociologisk, mentalitetsmæssig, juridisk, økonomisk, politisk og teologisk art, som er relativt særegne for det danske samfund.

Bogen taler om ”religionsmodeller” på samme måde, som der tales om ”velfærdsmodeller” og ”arbejdsmarkedsmodeller” i den samfundsfaglige debat. Studiet af sådanne modeller er metodisk realtypisk, det vil sige, at det holder sig så langt som muligt til dokumenterbare, historiske og empiriske forhold, som dog til en vis grad må typiseres, så der både kan opstilles en fælles forståelseshorisont i det tværfaglige arbejde og en systematisk adgang til sammenligninger mellem modeller i andre lande.

Opsummerende peger bogen på fem punkter, hvor betingelserne for religionsmodellens balance er ved at ændre sig. For det første er det af betydning, at folkekirkens medlemstal nu er under de 80 procent af befolkningen.

Samfundet bliver stadigt mere individualiseret med frit valg til hvad som helst og krav om resultatorientering og evalueringer tidligt og sent. Det er et åbent spørgsmål, om det på længere sigt er muligt at have en folkekirke med et meget stort befolkningsflertal som livsvarige medlemmer i et sådant samfund. Folkekirkens stilling i forhold til staten er definitivt rykket ind i feltet af emner, der kan diskuteres såvel kirkeligt som politisk, uden at deltagerne straks kan stemples som unationale eller antikirkelige.

INTERNT I KIRKEN er der en voksende kritik af statsreguleringen, der opfattes som en hindring for kirkens muligheder for at besvare tidens udfordringer. Med en stigende bevidsthed om, at der er forskel på stat og kirke, kommer der kirkeligt fokus på statens, især kirkeministerens, ageren.

Markante ministerprofiler som Tove Fergo (V) (2001-2005) og Manu Sareen (R) (2011-) styrker uvægerligt kritikken af statsstyret i forskellige kredse i kirken. For første gang er vi i en situation, hvor der ikke er stærke kirkelige kræfter, der vil kæmpe for det eksisterende stat-kirke-forhold.

Internationalt er den danske religionsmodel under pres i forhold til generelle europæiske statsretlige standarder for religiøst neutrale stater med en relativt høj grad af religiøs forskellighed. Det internationale pres har især indirekte betydning, fordi det styrker yngre politikeres fornemmelse af, at den danske religionsmodel er forældet.

Det er ikke helt nyt, at de politiske partiers ungdomsafdelinger, minus Dansk Folkepartis Ungdom, går ind for adskillelse af stat og kirke. Antallet af folketingsmedlemmer, der har så solidt et kenskab til folkekirkens forhold, at de kan argumentere seriøst for det bestående forhold mellem stat og kirke, er markant faldende. Den dag resterne af den gamle kirkepolitiske garde er ude af folketinget, kan flertallet hurtigt skifte markant.

Det mest afgørende skifte, som politikerne sædvanevis retter ind efter, ser ud til at være på vej i befolkningen. Vi nærmer os en situation med et flertal af borgerne, der synes, at det er forkert, at folkekirken har en særstilling i forhold til staten sammenlignet med andre trossamfund. Tendensen er især slået igennem i undersøgelserne i det sidste dusin år, mens især Dansk Folkeparti har argumenteret mest ivrigt for folkekirkens fortsatte særstilling.Befolkningen tænker i højere og højere grad, at det er unfair, at trossamfundene ikke er stillet lige, for hvor er friheden til at vælge, hvis ikke der er lige vilkår for at indbyde til religiøs praksis?Det er markant, når Morgenavisen Jyllands-Posten den 1. april 2012 bringer svarene på et spørgsmål fra Rambøll/Analyse Danmark: Skal faget kristendomskundskab efter din mening ændres til religionskundskab for at afspejle, at faget handler om både kristendommen og de andre religioner? 65,6 procent siger ja, 25,7 procent siger nej og 8,7 procent siger ved ikke.

Hos folkeflertallet er der fortsat opslutning om folkekirken og tilslutning til, at kristendommen skal stå stærkt i Danmark, herunder også i skolen. Men flertallet mener samtidig, at friheden skal sikres for alle gennem formel ligestilling også på det lille symbolpolitiske punkt, som navngivningen af religionsfaget i folkeskolen er blevet for politikerne.

En tolkning kan være, at frihedstanken i den lutherske protestantisme er på vej til at underminere de sidste rester af den evangelisk-lutherske folkekirkes monopol- eller særstilling.

Grundtrækkene i den danske religionsmodel er grundlovens kirke- og religionsparagraffer, den administrative regulering af trossamfund uden for folkekirken samt en række økonomiske og civilretlige bestemmelser. Disse paragraffer bliver helt usædvanligt nærværende på bogens forside, hvor Dronningen og Prinsen står sammen med statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og Folketingets formand, Erling Olsen (S) ved Danmarks officielle fejring af årtusindeskiftet den 3. december 2000 foran Jelling Kirke.

Her ser vi således de moderne repræsentanter for den danske religionsmodels statsretlige grundlag samlet om monumentet for Danmarks samling og den danske religionsmodels historiske oprindelse.

DEBATTEN OM folkekirken og dens særstilling i forhold til andre trossamfund i Danmark er aktiveret med regeringen Thorning-Schmidts regeringsgrundlag fra 2011 og det nu igangsatte kommissionsarbejde om folkekirkens styring.

Ifølge ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen er alt i spil, også de andre trossamfunds stilling, idet han sigter mod ”den største reform af folkekirken nogensinde” (Interview i Ræson, maj 2012). Lignende toner er hørt før – med beskedne resultater. Det er tvivlsomt, om der vil komme hurtige beslutninger om ændringer. Men afsmeltningen under religionsmodellens overflade er næppe til at standse.

Det er naturligt, at det aktuelle juridiske grundlag for den danske religionsmodel bliver omdrejningspunkt for den politiske diskussion, men samtidig afspejler juraen forvaltningen af en historisk tradition, som findes i samfundet.

Det handler ikke blot om folkekirken i snæver forstand, men om religionernes samfundsmæssige placering i Danmark i bredeste forstand. Derfor er der også behov for forskningsbaseret viden, som både medtager og rækker ud over juraen, når den danske religionsmodel sættes til debat.

De forskningsspørgsmål, som bør stilles til den danske religionsmodel og dens historiske udvikling, kalder på et kompleks af bidrag fra de politologiske, teologiske, religionssociologiske, juridiske, historiske og økonomiske fags områder. Tilmed må fagene arbejde tæt sammen, hvis man skal undgå blinde vinkler og skæve analyser. Bogen ”Den danske religionsmodels fremtid” bringer derfor 21 bidrag fra 20 forskere fra snart lige så mange forskningsdiscipliner.