En ny hofte er et voldsomt indgreb. Og for mange er det et indgreb, som skal gentages, når den kunstige hofte eller rettere forbindelsen mellem den kunstige del og det omliggende væv og knoglerne er slidt ned.
Men forskere i Glasgow i Skotland håber, at de har fundet opskriften, som kan få det eksisterende væv og knoglerne til at binde bedre sammen om det fremmedlegeme, som en kunstig hofte altid vil være.
Det sker med to af de mest omdiskuterede teknikker: stamceller og nanoteknologi. En af de centrale forskere i projektet er danskeren Nikolaj Gadegaard.
LÆS OGSÅ: Stamcelleforskningen vil finde ungdomseliksir til kvinder
For ham er det vigtigt at forklare, at der er store forskelle på, hvordan de to teknikker bruges, og at der nok mangler en forståelse af, at det ikke alt sammen er kontroversielt.
Vi taler ikke om stamceller, som kommer fra fostre. Det er helt anden ting. Embryo-celler er udtrukket fra et foster og kan bruges til at skabe en evig kultur. Det kan man ikke fra en voksen, fordi cellerne vil tabe deres egenskaber. Vi taler også om, at stamcellerne kommer fra personen selv, og at de ellers ville være endt i skraldspanden ved hofteoperationen, pointerer Nikolaj Gadegaard, der er seniorforsker i biomekanisk ingeniørteknik ved Glasgow Universitet.
Når en ny hofte indsættes, skæres en del af lårbenet fra, og stamcellerne hentes i knoglemarven. Den anden del af processen er, at de kunstige hofter bliver lavet i en særlig plast beregnet til implantater, hvor overfladen får et nanomønster, som skal hjælpe stamcellerne til at skabe en bedre forbindelse, så den eksisterende knogle og implantatet næsten gror sammen.
Nikolaj Gadegaard peger igen på, at der også er mange forskellige former for nanoteknologi.
Det er et gråt område. Derfor er det vigtigt at forklare, hvad vi gør. Når mange tænker på nanoteknologi, har de et billede af bittesmå partikler, som kan svæve frit rundt. Og de ustyrlige partikler er jeg ikke fortaler for, understreger Nikolaj Gadegaard.
Den teknik, forskerne bruger i Glasgow, er et mikroskopisk mønster, som præges på overfladen af den kunstige hofte lidt som en overflade på en dvd eller cd.
Mønsteret er en direkte del af implantatet og bliver derfor ikke frigjort. Der er en stor forskel fra nanopartiklerne, som ellers kan have en giftig eller forurenende effekt et andet sted i kroppen, pointerer Nikolaj Gadegaard, som også understeger, at alle forsøg først skal godkendes af et etisk udvalg.
Det epokegørende i forskningen fra Glasgow er, at forskerne ved et tilfælde har fundet et mønster, som motiverer stamcellerne til at binde sig til overfladen.
I andre forsøg har overfladen enten været et meget præcist eller et helt tilfældigt mønster. Men her er det et fast mønster med en lille grad af tilfældighed eller støj indbygget. Mønsteret er tilmed så mikroskopisk, at det er usynligt uden avancerede mikroskoper. Det er 1000 gange mindre end diameteren af et hår.
Når stamcellerne kommer hen over et mønster, sender det et signal om at ændre væremåde. Vi har for første gang skabt en overflade, der stimulerer til at danne en knogle. I dag er kirurger tilfredse, hvis de kan få 25 procent kontakt mellem væv og den kunstige hofte, men vi vil kunne få næsten 100 procent kontakt, fordi vi kan få knoglen til at vokse en eller få millimeter og skabe kontakt, forudser Nikolaj Gadegaard.
Dermed vil de opnå en naturlig holdbarhed, som ikke findes med de former for lim og cement, som bruges i dag.
Forsøgene er så lovende, at de nu er offentliggjort i et internationalt tidsskrift. Men hoftepatienter må vente mindst 10 år, før metoden er klar til brug.
