I begyndelsen af den seneste og sjette i rækken om drengen Iqbal Farooq fra Nørrebro kan man læse følgende ordveksling mellem skolelæreren Jeppe og de elever, han for længst har mistet enhver tålmodighed med:
Ja, I ved da vel for fanden, hvem Jesus er?
Spiller han ikke for Sevilla? spurgte Umfufu.
Nej, Umfufu, for helvede. Jesus spillede ikke for Sevilla. Kom nu! Guds søn, som var sat ned på jorden for at hjælpe os mennesker. Sig, det er løgn. I må da vide, hvem han er!
Slap af, Jeppe. Vi ved da godt, at Jesus er Guds søn, og vi holder hans fødselsdag, når det er jul, sagde Rubina. De andre i klassen nikkede.
Citatet giver et godt indtryk af stilen, og også af, hvad Manu Sareen kan, for det er landets kirkeminister, der er forfatter til den prisbelønnede serie og altså også giver læserne dette skævvinklede lynkursus i kristendom. Manu Sareen har netop bekendtgjort, at han vil afsætte ekstra midler til at gøre påsken mere kendt. Men han kan altså også selv. Og så kan han skrive replikker og sproglige billeder, der rammer helt rigtigt, og samtidig ruske op i den multikulturelle danske virkelighed, så alle får noget at tænke over og grine ad.
LÆS OGSÅ: Leonard Cohen: Opdraget som jøde, ordineret buddhistmunk og elsker Jesus
I Iqbal Farooq og den jyske forbandelse sender han Iqbal, Mohammed, hr. Wibrandt og Christian Visander Arun Burundi Jacobsen en tur igennem Jylland, hvor det er så mørkt, at det er som at køre igennem en kælder uden vinduer, og der lugter som i Calcutta, når man ruller vinduerne ned. Karikeret? Ja, i den grad! Det er satire hele vejen fra Brøns over Himmelbjerget til Den tilsandede kirke og hjem over Jellingstenen, men undervejs i den afsindige historie om onkel Rafig, der er blevet kidnappet af en gruppe mørkemænd, der vil presse kirkeministeren fra beslutningen om at afskaffe alle helligdage, får Manu Sareen sagt både det ene og andet væsentlige: om middelalder og mørkemænd, blasfemi og overtro, spisevaner især hvad angår svinekød og ikke mindst de danske værdier, som især Iqbals far går meget op i, som når han møder op en time før til arbejdslørdagen, fordi det er jo godt at være i god tid. Det er vigtigt for danskerne!.
Man fornemmer, at tegningerne af profeten og den slags danner baggrund for morskaben, men det er en humor, der forener og løfter ligesom den store sammenskudspåskefrokost, der afslutter en.
Det er Iqbal, der fortæller, og det er med hans eget udtryk totalt troværdigt. Han er drejet over forfatteren selv som barn af indiske forældre på Nørrebro, og på samme måde er der en fin selvironi i at lade kirkeministeren indgå i historien og lade arbejdslørdagen gå med at male skuret i gården regnbuefarvet. Men der bliver lidt for meget, der henvender sig til de voksne for læserne, der vil være 8-13 år, kan ikke forventes at have den store interesse for det politiske liv.