At møde sig selv i det fremmede

Senere rejste familien, der havde en søn på fem år, så tilbage til Pakistan, men inviterede i 2004 Grete Henrichsen på besøg.

– Det gav jo det hele en ekstra dimension at opleve deres smukke land og forstå deres baggrund endnu bedre. Men da jeg kom, kunne jeg mærke, at jeg nærmest var blevet afhængig af at være sammen med "de fremmede". Det var så godt hele tiden at blive udfordret på sine egne vaner, siger Grete Henrichsen.

I mødet med flygtninge har Grete Henrichsen også oplevet, at hun til tider bliver provokeret af deres holdninger til danskerne og Danmark. Også når hun egentligt er enig med dem.

– Den pakistanske mand sagde på et tidspunkt, at han ikke brød sig om at se, hvordan mange gik rundt med en øl i hånden. Jeg gik straks i defensiven og begyndte at tale om frihed og demokrati, og om at vi i Danmark godt kan hygge os med en øl uden at være alkoholikere. Men det er noget pjat, for jeg har selv tænkt præcis det samme mange gange. Jeg synes heller ikke, at det ser pænt ud at gå sådan ned ad gaden med en øl i hånden. Men der sker noget med en, når folk udefra stiller spørgsmål ved ens land og kultur. Og sådan har de det nok også, når vi kritiserer deres kultur. På den måde lærer man også, at der findes mange andre måder at gøre og se tingene på, og at en del af dem faktisk kan lige så gode som vores egne, siger Grete Henrichsen, som dog også oplevede at få cementeret nogle af sine principper og værdier.

– Jeg blev for eksempel spurgt, hvorfor vi alle kørte på samme klasse i togene, når man i Pakistan havde tre forskellige klasser. Når jeg hører et spørgsmål som det, bliver det helt tydeligt for mig, hvorfor jeg er så stolt af vores lighedsprincip. Og det gjorde jeg meget ud af at forklare, siger Grete Henrichsen.

Måske kan det virke grænseoverskridende at tage kontakt til mennesker, man ikke kender. Måske vil man heller ikke virke nedladende, ikke signalere at "nu må jeg hellere tage mig af de stakkels flygtninge".

Men glem alle den slags tanker og kom bare i gang, lyder rådet fra Grete Henrichsen.

– Ved du hvad, de skal nok selv sige til, hvis de ikke gider. Men langt de fleste er glade for at møde danskere, høre om Danmark og bare komme til at lave noget andet end at sidde i et asylcenter eller alene derhjemme. Og så skal man heller ikke glemme, at mange af dem har bemærket, at vi i Danmark taler meget hårdt om udlændinge. Derfor oplever de det som et frirum, når de kan være sammen med danskere på helt almindelig vis og bare tale sammen, uden at blive mistænkeliggjort, siger Grete Henrichsen.

Tydeligvis fuld af energi sidder hun midt i stuen i sin hyggelige Frederiksberglejlighed. At kalde det en stue er nu ikke helt korrekt, for i virkeligheden er der nok mest af alt tale om en café, en lille teatercafé.

Lige siden Grete Henrichsen gik på pension som sygeplejerske og af sin arbejdsgiver fik et lille dukketeater i gave, har de små kasser med deres kulisser, scenetæpper og små figurer på pinde nærmest formeret sig og indtaget lejligheden. I dag står der små teatre ved alle vægge, på reolerne ligger kulisser og figurer til utallige stykker, og selve lejligheden er med tiden omdannet til en lille café, hvor hendes fire børnebørn og dukketeater-entusiaster kan se og opføre små dukketeaterstykker, lige fra klassikere som "Elverhøj" til børnebørnenes "Harry Potter"-stykke, opført i et hjemmelavet dukketeater med slotskulisser.

Og karakteristisk for Grete Henrichsens filosofi om, at engagementet som frivillig skal være en personlig oplevelse, er det da også lykkedes hende at skabe en forbindelse til sin dukketeater-interesse.

– Da jeg kom hjem fra Pakistan, fandt jeg ud af, at der på min gamle arbejdsplads, Frederiksberg Hospital, var en afdeling for flygtningekvinder med børn. Så jeg gik derhen for at se, om der måske var nogle af børnene, der kunne tænke sig at spille dukketeater og på den måde også komme lidt ud fra centeret. Jeg fik et godt samarbejde med Røde Kors, og selvom pigerne de fleste gange hellere ville strikke end spille dukketeater, mødtes vi jævnligt her i lejligheden. Der var fire piger, som kom her fast, og om sommeren tog vi op i mit sommerhus sammen med mine børnebørn. Så talte vi om stort og småt, og da de jo var flygtninge, talte vi også nogle gange om krig og om, hvordan det sætter sig i ens bevidsthed for altid, siger Grete Henrichsen, der mener, at hendes egen generation måske har lettere ved at forstå flygtningene end de yngre generationer.

– Mine børn spørger tit, om jeg ikke snart kommer mig over mit krigssyndrom. Men det gør jeg nok aldrig, og det er måske også en af grundene til, at de her børns historie er så let at forstå for mig. Jeg fortæller dem også, at da jeg var på deres alder, sådan 8-10 år, havde der også lige været krig i Danmark og at jeg godt kender til følelsen af at være bange. Så selvom jeg er meget ældre end dem og er vokset op i et helt andet land med en helt anden religion og kultur, har vi nogle ting til fælles, som kan være svære for mange danskere at forstå, forklarer Grete Henrichsen.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk