Der er fokus på kirken for tiden. Det har der været i flere år, og perspektiverne har været meget forskellige. Det handler om den evangelikale opmærksomhed på at være missional menighed, den intense debat om konsekvenserne af en kirkelig vielse af homoseksuelle, etablering af nye fri- og valgmenigheder og nu sidst nedsættelse af en kommission til udredning af en fremtidig ledelsesstruktur i folkekirken.
Dagsordenerne har været meget forskellige, men har et fællestræk, nemlig vores forståelse af kirken.
I al denne kirkerefleksion om vigtige temaer er det værd at gøre opmærksom på et væsentligt tema i Det Nye Testamentes tale om kirken, som tilsyneladende ikke har fået den store bevågenhed. Det drejer sig om de mere end 50 formaninger, der handler om de kristnes liv med hinanden. Altså hvilken attitude og adfærd vi møder andre kristne med. Hvordan vi lever med hinanden, og hvilken samværskultur der kendetegner vores kristne fællesskaber.
LÆS OGSÅ: Når der kæmpes om fortiden, er folkekirken altid en brik i kampen
Hvis menigheden sammenlignes med et hus, kan vi måske sige, at hinanden-ordene vedrører den mørtel, der binder murstenene sammen. En tilsyneladende ydmyg dimension ved kirkens hus i sammenligning med fundamentet og rummenes forskellige funktioner, men dog særdeles nødvendig for husets stabilitet. Og Det Nye Testamente er temmelig optaget af denne dimension.
Det er et memento til folk som mig selv, der med god grund er stærkt optaget af kirkens fundament: Et godt fundament er ikke tilstrækkeligt, hvis ikke der er mørtel mellem murstenene!
Ved en simpel læsning af de forskellige formaninger om vores relation til hinanden tegner sig konturerne af Det Nye Testamentes ideal for en kristen menighedskultur. Iagttagelserne har relevans, uanset hvilken menighedsstruktur vi befinder os i, og uanset hvilke særlige menighedsforhold vi er optaget af. Det er en udfordring til at forstå kirken først og fremmest som et fællesskab af mennesker, der tror og følger Jesus i et fælles liv.
DET FØRSTE, der springer i øjnene, er, at mere end 25 procent af hinanden-ordene handler om, at vi skal elske hinanden (for eksempel Joh. 13, 34-35). Det kan umiddelbart lyde som blomsterbørnenes gamle utopi over for kirkens store udfordringer i dag med økonomi, organisation og ledelse på dagsordenen.
Det når os som et råb fra en fjern fortid, som en utilpasset dinosaurus i vores pæne kirkepark, og dog kommer det fra ham, alt kirkeliv drejer sig om. De øvrige forskelligartede formaninger til hinanden er konkretiseringer af grundformaningen: I skal elske hinanden.
Jesus fremhæver sig selv som orienteringspunktet for formaningerne til livet med hinanden. Han er forbilledet, men også selve drivkraften i den indbyrdes kærlighed i menigheden: Vi elsker, fordi han elskede os først. Vi tilgiver, fordi han tilgav os først. Vi tager imod hinanden, fordi han først tog imod os. Det betyder, at den kristne menighedskultur i al ufuldkommenhed er en afspejling af Jesus selv. Som Månen reflekterer Solens lys, så den uden i sig selv at være en lyskilde kaster lys på Jorden, sådan er den kristne menighed et genskin af Jesus selv. Til Guds ære og til et vidnesbyrd for det omgivende samfund.
Formaningerne til hinanden afslører, at den første menighed langtfra var perfekt. En række steder handler om at holde egoismen i kort snor. Galaterne formanes til ikke at tirre og misunde hinanden og ikke at æde hinanden helt!. (Gal. 5, 15 og 26). Og Jakobs brev supplerer med vær ikke vrantne mod hinanden (Jak. 5, 9). Der er ingen illusion i Det Nye Testamente om, at det er nemt at afspejle Kristus i fællesskabet. Tværtimod. Men der er en insisteren på at bekæmpe de kræfter i os selv, som nedbryder relationen til kristne brødre og søstre.
En kristen menighedskultur er endvidere kendetegnet af en vedvarende øvelse i at leve med de andres svaghed på en god måde. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden, får de at vide i byen Kolossæ. Den overbærenhed og tilgivelse, som er grundlæggende i enhver kristens relation til Jesus Kristus, bør komme til udtryk i vores måde at leve med vore medkristnes ufuldkommenhed på.
Tal sandhed med hinanden, er et andet aspekt ved menighedens fælles liv. Det handler blandt andet om ægthed i relationerne, så vi tør sige, hvad vi mener, men også så vi tør vise vores egen sårbarhed. Det er en invitation til ægthed. Men det handler også om at lade Guds sandhed komme i spil, og den har vi jo fra Jesus, profeterne og apostlene.
Et gennemgående træk ved mange af hinanden-ordene er en positiv opmærksomhed mod vores medkristne. Hebræerbrevet opfordrer således til at give agt på hinanden.
Opmærksomhed handler om at lægge mærke til andre som dem, de er. Ikke overse dem og ikke se forbi dem, men gavmildt at give af vores opmærksomhed til andre. Sådan var Jesus jo selv, og sådan har kristne mennesker op igennem historien erfaret hans nærvær i deres liv: Han giver mig fuld opmærksomhed. En del af sin opmærksomhed rækker Kristus os gennem hinanden.
Denne opmærksomhed på hinanden vedrører også vores tro og forhold til Gud. I Det Nye Testamente er der ikke den blufærdighed ved at tale om vores relation til Gud, som kendetegner en del kirkelige miljøer i dag. Tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, er en opfordring til at berige hinandens åndelige liv med ord fra Bibelen (Salmernes bog) og kristne sange. At vove at give de ord videre, som vi selv er blevet hjulpet af.
ET AF DE HINANDEN-ORD, som nævnes flere gange er at formane. Det græske ord har en bredere betydning end det danske og handler også om at trøste, opmuntre og vejlede. En kristen menighedskultur er et samtalefællesskab, hvor der tales personligt om det kristne liv, og hvor Bibelens ord bringes på banen.
Opmærksomheden på hinanden kommer også til udtryk i praktisk omsorg. En række hinanden-ord drejer sig om det for eksempel: Tjen hinanden, vær gode mod hinanden, og vær gæstfrie mod hinanden. Gæstfriheden er ligesom de andre hinanden-ord en afspejling af Guds omfattende gæstfrihed over for os.
Når kristne åbner deres hjem eller vennekreds og lukker nye ind, så er det et lille glimt af Faderen i Jesu lignelse, som tog imod sin hjemvendte søn og bød hans storebror med ind til fest. Omsorg er ofte noget meget konkret. Men formaningen er rettet til hinanden, og derfor er det også en øvelse i at tage imod min kristne bror og søsters hjælpsomhed og gæstfrihed uden at skulle betale tilbage. Det går begge veje, og der føres ikke regnskab.
Sammenfattende udtrykker Paulus hovedessensen i hinanden-ordene: I skal havde det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus. (Fil. 2, 5). Den kristne menigheds indre liv har sit udspring i Kristus og afspejler i al ufuldkommenhed ham.
Man kan så spørge, hvilken relevans en sådan kristelig idealisme har over for de udfordringer, kirken er konfronteret med i dag. Kan den slags overhovedet finde en relevant plads på den kirkelige dagsorden? Det kan det måske ikke ved de konkrete strategimøder og kommisionsudvalg, men hvis vi mister hinanden-ordenes udfordring, er der en overhængende fare for, at kirkens indre liv dør, mens aktiviteterne kører videre.
Et hus uden mørtel mellem stenene står ikke ret længe, uanset hvor solidt fundamentet er, og hvor velfungerende huset er indrettet.