Kvinder uden for kirken får deres børn døbt

Hver fjerde af de mødre, der ikke er medlem af folkekirken, lader alligevel deres børn døbe

Selvom flere og flere melder sig ud af folkekirken, kommer der også stadig nye medlemmer til.

Blandt andre de børn af mødre, som ikke selv er medlem af folkekirken, men som lader deres børn døbe.

Det skriver religionssociolog på Syddansk Universitet Per Lüchau i en antologi, der netop er udkommet.

LÆS OGSÅ: To præster: Derfor forlader vi folkekirken

”Fremtidens danske religionsmodel” har bidrag fra 19 forfattere hovedsageligt inden for teologi og religionsfagene. Redaktørerne, som også bidrager til antologien, er professor, dr.phil. Margit Warburg, Københavns Universitet, professor i Religion, Ret og Samfund Lisbet Christoffersen, Roskilde Universitet, lektor Hans Raun Iversen, praktisk teologi, Københavns Universitet og tidligere overvismand, professor Niels Kærgaard, Københavns Universitet.

Peter Lüchau ved ikke, hvorfor mødre, der ikke er medlem af folkekirken, lader deres børn døbe.

”Jeg kan kun gætte, for statistik bidrager ikke til forklaringer. Men måske er familien under pres for dåb af nyfødte, eller måske er det det normale at gøre lige i den familie.”

Han ærgrer sig også lidt over, at faderens tilhørsforhold til folkekirken ikke fremgår af statistikken.

LÆS OGSÅ: Fra forfald til åbenbaring

Lektor, ph.d. og præst Ulla Morre Bidstrup mener, at mødre, der ikke er medlem af folkekirken, for manges vedkommende i forbindelse med sårbarheden og de særlige omstændigheder ved at få et barn bliver opmærksomme på, at her har kirken nogle ord, som griber tilbage og giver mening i den situation.

”Men det undrer mig lidt, at mødrene ikke melder sig ind i kirken samtidigt,” siger hun.

”For jeg har blandt andet døbt mødre, hvis børn gik til minikonfirmandundervisning,” siger Ulla Morre Bidstrup.

Lektor Leise Christensen forsker i religionspædagogik ved Teologisk Pædagogisk Center, og hun peger på to forklaringsmuligheder:

LÆS OGSÅ: Ti gode grunde til at blive døbt

”Det kan være, at dåb er en meget stærk tradition i faderens familie,” siger hun.

”Eller måske har moderen meldt sig ud i protest mod en bestemt præst eller noget, en biskop har sagt. Det er ofte et opgør med kirken mere end med kristendommen.”

Leise Christensen undrer sig ikke over, at det er moderen, der afgør sagen.

”Man vil normalt sige, at det er kvinden i et forhold, der står for religionstraditionen. Og det kan jo endelig også være, fordi moderen har et forhold til kristendommen, som bare ikke har manifesteret sig i et medlemskab,” siger hun.

Ulla Morre Bidstrup påpeger, at det oftest er manden i et forhold, der melder sig ud.

”Og her fornemmer man det økonomiske incitament,” siger hun.

Den pointe bakkes op af Peter Lüchaus statistiske gennemgang.

”De udmeldte er for næsten 44 procents vedkommende mellem 30 og 44 år, velhavende og bosiddende i hovedstadsområdet. Og de fleste er mænd,” siger han.

Bogen er tematiseret i fire kapitler, så den danske religionsmodel i første kapitel sammenlignes med de andre nordiske lande, i et andet beskrives religionsmodellens historie, i tredje kapitel handler det om strukturen i dag, og fjerde kapitel trækker fremtidsperspektiverne op.

Både Københavns Universitet og Det Humanistiske Forskningsråd har givet penge til projektet.