Når et barn mister sin mor eller far, har skolerne i reglen et sorgprogram en helt fast procedure for, hvordan barnet skal håndteres i perioden efter tabet.
Når alvorlig sygdom rammer en familie, er der også ofte en hel række af tilbud om hjælp og vejledning til de pårørende, for at de kan komme mest nænsomt igennem den svære periode.
LÆS OGSÅ: Skole holder gruppeterapi og samtaler med skilsmissebørn og deres forældre
Men når en kriminel sættes i fængsel og efterlader sin familie på den anden side af murene, så findes der kun ganske begrænset hjælp til de pårørende. End ikke i fængslet er der personale, der er uddannet med særligt henblik på at håndtere børn af indsatte.
Mandag aften viste TV 2s program Station 2 Special en dokumentarudsendelse med fokus på pårørende til indsatte. De havde gennem et år blandt andet fulgt en mor, hvis mand, faderen til hendes fire-årige søn, Oliver, sad i fængsel for indsmugling af narkotika. Det var en hjerteskærende udsendelse. Særligt følelsesladet var det at se, hvordan den lille dreng blev helt ulykkelig, så snart han fik besked om, at han skulle besøge sin far, for han havde hurtigt lært, at et besøg også betød en afsked. At selve glæden over at gense sin far og få lov til at bygge med klodser og slås med ham langtfra kunne opveje det at skulle gå ud ad døren uden ham bare en time efter.
Drengens mor skulle både håndtere sine egne følelser og sin søn og samtidig kæmpe en kamp med fængselspersonalet for, at de få rettigheder, der findes for de indsatte og pårørende, ville blive overholdt.
Efter programmet havde TV 2 Nyhederne også fokus på emnet, og her kunne man lære, at hele 30 procent af de børn, hvis fædre er i fængsel under deres opvækst, selv ender i fængsel som voksne.
Den fire-årige Oliver havde da også allerede på sit korte liv opbygget et hadefuldt forhold til politiet og forsøgte i programmet flere gange at få sin mor til at køre ind de politibiler, de så på gaden.
Det var helt tydeligt, at her var et barn, der havde brug for hjælp, og en mor, der var magtesløs, fordi hun ikke havde de nødvendige værktøjer til at komme hans behov i møde.
Efter programmet sad man tilbage med en frustreret og sorgfuld sindstilstand, for der må jo findes mange børn i den samme situation som Oliver. Børn, som mister deres forældre til fængslet, og som ikke får den nødvendige hjælp og derfor er i langt større risiko for selv at ende som kriminelle.
Der er hjælp til børn, som mister deres forældre ved dødsfald, og der er hjælp til børn, hvis forældre rammes af svær sygdom, men ikke til de børn, der oplever at skulle ind bag tykke mure med låse og sikringer for at se deres forældre.
Måske har denne skævvridning at gøre med, at de indsatte er skyldige. Man sad under programmet og tænkte om de indsatte familiefædre og ægtefæller, at de var uansvarlige og egoistiske. Men deres skyld skal og bør ikke nedarves til deres børn, som det kan synes, at det sker i dag. Her må vi som samfund tage det ansvar, som de kriminelle slipper.
Lea Skovsgaard er sognepræst